Bor du i nærheden af en daginstitution, så vil du jævnligt kunne se flokke af små, farvestrålende pingviner på vandring. Det er børn i flyverdragter. Måske skal de ned til de store pingviner på havnen, hvor tur- og småbådsfiskere vralter rundt i deres flyverdragter.
Den sammenligning kan du godt grine af, men har du én gang vippet rundt i en åben båd i regnvejr om vinteren, mens du prøver at rense fisk, så forstår du, hvorfor forældre vælger flyverdragter; De er varme, tørre og kan holde til at blive brugt. Tur- og småbådsfiskernes flyverdragter ofte er opgraderet til flydedragter med funktion som en svømmevest.
Sådan en flydedragt har Svendsen Sport sendt på markedet under navnet Imax. Scandicangler har testet dragten i januar under fiskeri fra småbåd og turbåd, og den kan det den skal kunne. Den er varm, tæt, har rummelige lommer og er solidt syet af PVC-coated nylon i en overordentlig kraftig kvalitet. Det er en heldragt til koldt vejr. Med fleecefor og flydeelementer til at isolere, skulle der ikke mere end en tynd fleece indenunder Imax’en til at holde varmen under stillesiddende trollingfiskeri ved frysepunktet.
Fornemmelsen af hvad der er rigtigt og forkert i en beklædningsgenstand er en meget subjektiv størrelse. Kroppe er forskellige, og kravene til komfort er individuelle. Den testede dragt var størrelse L og forsynet med en testperson, der teoretisk set passede til dragten, hvilket vil sige 182 cm. høj og et par og halvfjerds kilo fordelt i appollonske proportioner. Med disse kropsmål viste der sig et par skavanker. Buksebenene, som sad pænt ved stående pirkefiskeri, krøb 10 cm. over anklerne, når testpersonen sad på toften i en jolle. Var hætten samtidigt trukket op og lukket til, var Imax’ens rygstykke for kort, så hætten lagde et ubehageligt pres på hovedet.
Adspurgt forklarede Svendsen Sport, at Imax’en er lavet til at dække hele det europæiske marked, hvor hovedparten af kunderne dyrker deres fiskeri stående på klipper og turbåde. Skandinaviske fiskere har erfaringsmæssigt længere lemmer end de øvrige europæere, og derfor er Imax’en faktisk fremstillet med 5 cm. længere ben end de dragter, den kan sammenlignes med. Det hjalp desværre ikke mig. Når den skal med mig på småbådsfiskeri, skal jeg i de lange røjsere, og jeg kan ikke bruge hætten.
Finder man størrelsen der passer og dyrker mand det rette fiskeri, så får man rigtigt meget dragt for pengene. Den vejledende udsalgspris på Imax-dragten er kr. 1799,-, men Imax’en er set hos en række forhandlere til kr. 999,-, hvilket gør den til en af de billigste flydedragter på markedet i øjeblikket.
Så vidt Imax’ens basale funktion som flydedragt. Herudover er den forsynet og markedsført med en række features af større eller mindre anvendelighed. En af de virkelig gode er indsnævringsmuligheder på albuer og knæ, så unødigt rumfang omkring de mest aktive kropsdele kan reduceres. Efter nogen tilvænning gav det faktisk en lettere følelse, når jeg bevægede mig i dragten.
En anden godt tænkt feature er de vandtætte neoprenmanchetter i ærmerne. Diameteren i dem er meget stor, så for at kunne gøre dem vandtætte, skal de spændes til. Men spændet sidder udenpå yderstoffet – iflg. Svendsen Sport for at opnå den krævede styrke i syningerne. Med den placering formår manchetten desværre ikke at lukke helt tæt, hvis det regner eller man får en sø over sig. I næste generation af dragten bør spændet i stedet sættes direkte på manchetten.
En af de tvivlsomme features er en vind- og vandtæt flap i bunden af lynlåsen. Lynlåsen er dejlig kraftig og to-vejs, så dragten kan lynes op nedefra, når man skal lade vandet. Men da jeg skulle træde af første gang, sad jeg i en lille båd, og jeg måtte konstatere, at flappen nåede helt op omkring navlen. Her slog de appollonske proportioner ikke til – flappen sad ganske enkelt i vejen. Jeg valgte at erklære den nytteløs og snittede den op i stedet for at skulle krænge min sikkerhedsbeklædning af i rum sø.
Apropos sikkerhed må jeg beklage ikke at have testet Imax’ens flydeevne. Redaktøren insisterede ganske vist, men det var altså heller ikke ham, der var ude på dage, hvor der skulle bankes is af bådens bund inden afgang. Imax’en er godkendt til standard EN 393. Det bør man kunne stole på.
Imax flydedragt fås fra str. S-XXXL
Facebook Comments Box