Yankee fluer til danske havørreder

Set på verdensplan, er mange af de mest populære saltvandsfluer designet og gennemtestet i amerikanske og caribiske vande. De er især lavet til bonefish, stripers, redfish og andre amerikanske fisk. Men det ved havørreden ikke, og den hugger villigt på de udenlandske fluer.

CRAZY CHARLIE, Leftys deciever, Clouser Minnow, Mc Vays Gotcha og Popovics Ultrashrimp er alle navne på amerikanske fluer. Men faktisk er de ikke så ulig danske kystfluer med de danskklingende navne som Grå Frede, Polar Magnus, Juletræet og så videre.

Dybest set ligner en rejeimitation en reje i udseende og bevægelse – uanset om det så er en dansk fjordreje eller en amerikansk grassshrimp, den skal efterligne. Det samme gælder for fluer, der skal imitere små byttefisk. Mørk ryg, lys bug og en uregelmæssig gang – det virker lige så godt over there, som herhjemme. Omvendt har jeg også erfaret, at de danske; Grå Frede, Fyggi og Kobberbassen er udmærkede bonefish-fluer…

Yankee fluer til danske havørreder

AMERIKANERNE har fisket med flue i saltvand i mange år, og en del af de fluer, som er gennemtestede i USA er helt klart værd at satse på herhjemme. Et klassisk eksempel er brugen af kuglekædeøjne. Den legendariske bonefishflue Crazy Charlie blev opfundet af Bob Nauheim, da han fiskede på Bahamas med guiden Charlie Smith i 70’erne. Den har dannet inspiration for mange rejeefterligninger.

Kuglekædeøjne bruges også i mange af vore hjemlige fluemønstre – og med god grund. Ud over at belaste fluen, har de flere fordele. Ved at binde dem på oversiden af krogen sætter den sig ikke helt så nemt i bundvegetationen, hvorved den kan den fiskes som en microjig i små fristende ryk, der kan bruges til at efterligne en flygtende reje. Flere biologer mener, at rovfisk fokuser på en byttefisks øje før de hugger, for at sikre, at de hugger i den retning byttefisk prøver at svømme væk i. Dette er en af grundene til, at der er øje på mange fluer.

DEN MEST POPULÆRE bonefish flue er en variant af crazy charlie, der er designet af amerikaneren Jim McVay og hedder Gotcha. Den imiterer en lille reje og har lidt flash i halen, kuglekæde øjne og en vinge af blødt materiale, eksempelvis Craft Fur.

Det specielle ved Gotcha er, at der bruges lyserød bindetråd, så den får en lille lyserød spids. Dette gør den lige et hak mere effektiv – sandsynligvis fordi rovfisken nemmere kan få øje på fluen. Den lyserøde spids bruges også på den danske Polar Magnus, som bindes med lyserødt hackle foran kuglekædeøjnene. At lyserød er en god farve til havørred er velkendt, se blot den lyserøde glimmerreje, der er meget populær. Prøv at bind et par Gotcha og se om havørreden ikke falder for den lille amerikanske reje efterligning, næste gang den er i rejehumør.

Yankee fluer til danske havørreder - Gordon P. Henriksen

DEN MEST POPULÆRE FLUE til saltvand set på verdensplan er måske Clouser Deep Minnow. Denne flue er så simpel og effektiv, at det kan være svært at tro på. Mønsteret er opfundet af amerikaneren Bob Clouser i 1984. Fluen er udviklet i samarbejde med den amerikanske fluefiskelegende Lefty Kreh, som påstås at have fanget over firs arter på denne flue. Jeg tror på ham, og jeg har selv fanget over tyve arter på fluen. Den er yderst simpel at binde, og jeg tager stort set aldrig nogen vegne uden et udvalg af denne flue i blandede farver og størrelser – alt efter hvad jeg skal fiske.

Til fiskeri herhjemme binder jeg den i 4-5 centimeters længde på en størrelse seks krog til kysten, med mindre modeller til aborre og bækørred og større til gedder. Blyøjne, to farver bucktail og lidt flash er alt hvad der skal til, og så har man en flue, der med sin mørke ryg, lyse bug og en jiggende og lokkende gang frister de fleste rovfisk. Den kan fiskes langsomt og dybt eller i hurtige ryk, og får en meget fristende gang på grund af blyøjnene. Så hvis du mangler lidt inspiration ved fluestikket – så kig på internettet eller i amerikanske bøger. Her finder du helt sikkert nogle fluemønstre, der er gennemtestet på amerikanske arter, men som de danske havørreder ikke har fået smagt på endnu.