På ekspedition til Cuba

Landet styres stadig med fast hånd, og for befolkningen er det f.eks. forbudt den dag i dag at have ting som mobiltelefoner og adgang til internet. Men Cuba byder på fantastiske rejseoplevelser – og er for lystfiskeren en genial destinataion, hvor der kan dyrkes et meget alsidigt fiskeri.

Fiskeri efter Large mouth bass

Sjovt nok er det ikke svært at stå op næste morgen, og vi begiver os straks afsted mod Hanabanilla, små 300 kilometer fra Havana. Målet for de første to dages fiskeri er en af de mest kommercielle arter for amerikanerene, den sorte – og ikke specielt kønne – large mouth bass.

Efter Baby Tarpon og Snook

Jeg har haft fornemmelsen et par gange før; at være midt i et af verdens åndehuller, hvor man kommer på besøg i så fremmedartet, frodig og altopslugende natur, at man føler sig ekstremt lille. Hvis du har prøvet at snorkle eller dykke, ved du, hvad jeg mener.

Big Game ud fra Havanna

Big Game i de verdensberømte vande ud fra Havanna /Tahara. Det var nok først og fremmest Ernest Hemmingway´s Den Gamle Mand og Havet, der udødliggjorde det cubanske fiskeri efter havets kæmper. De næste to dage skulle vise, om vi kunne gøre den gamle fisker kunsten efter…

Lidt om det praktiske

Sådan rigtig billigt bliver det jo nok aldrig at tage på fiskeeventyr i udlandet. Pungen skal utvivlsomt op af lommen – men fra land til land kan prisniveauet svinge rigtig meget.

Large Mouth Bass i Hanabanilla

En ualmindelig kold og blæsende januaraften sad min kammerat Thomas og jeg og talte om, hvor i verden vi helst ville fiske, hvis alt var muligt. En af de her drømmesamtaler, som er rare at have, men som ikke mindst af økonomiske årsager sjældent fører til så meget andet end snakken. Men denne gang skulle det være anderledes! I aftenens lune mørke kører vi gennem La Habanas gader, og lader os straks imponere af de fuldstændig ramponerede amerikanerbiler fra 50érne, som blev efterladt i massevis, da Fidel Castro væltede Batista af pinden og overtog styret i Cuba. Temperaturen er vel omkring 25 grader, luften fugtig og trykkende. Et par velformede skikkelser står hist og her langs vejene, og et par steder brager der salsamusik fra skrattende højttalere. Vi checker ind på hotellet og giver en amerikansk dollar i tip til staklen, der slæbte vores overdimensionerede bagage. Efter et par gode romsjusser lægger vi os til at sove – med Cuba, og en vis promille, i blodet…

En jaget fisk

Sjovt nok er det ikke svært at stå op næste morgen, og vi begiver os straks afsted mod Hanabanilla, små 300 kilometer fra Havana. Målet for de første to dages fiskeri er en af de mest kommercielle arter for amerikanerene, den sorte – og ikke specielt kønne – large mouth bass.

På den anden side af Florida Straits, altså i selve USA, bliver der brugt så meget krudt, tid og penge i jagten på den aborrelignende fisk, at det er helt ude af proportion. Men her ved Lake Hannabanilla ånder der nu fred og idyl. Søen ligger på toppen af et bjerg, og udsigten der møder os, er helt fantastisk. Det er vindstille, et par lokale både futter rundt på vandet, og øverst oppe svæver der hele tiden store kalkungribbe omkring. De grimme fugle ser majestætiske ud på afstand. Planen er den, at vi skal fiske til solen går ned, hvilket giver os omkring seks timers fiskeri første dag, og hele den næste dag fra daggry til solnedgang skal bruges i det samme vand. Det tager ikke lang tid for os at komme ud af starthullerne, og snart skyder vi afsted i hver sin 13 fods alujolle – svært bevæbnet med jigs, spinnere, blink, woblere og et stk. guide per snude. Lidt forbløffede er de lokale vist over vores grej – men åbenbart ikke kun fordi der er meget – lige så meget fordi det er forkert! Ikke på den måde at det slet ikke kan bruges – det er bare ikke lige det allermest effektive. Stang, hjul og line er såmænd godt nok, det er endegrejet, der ikke helt matcher de gængse favoritagn. Jigs fungerer f.eks. bedst, når det er den lange amerikanske type – og ikke vores mere korte og buttede modeller. Vi finder dog relativt hurtig ud af, at fiskene ikke er særlig hugvillige – og er ret svære at finde – så jigs´ne bliver erstattet af små woblere, som vi trækker rundt med på søen. Og så begynder der heldigvis også at ske noget.

Ny art på krogen

Ja, det vil sige: Det, der i første omgang sker er, at det begynder at vælte ned med vand. I så rigelige mængder at Thomas´ (vist nok ment opmuntrende) standart-sætning ” Det er jo bare vand ” , drukner i fede stråler. Guiden, som har taget sin regnfrakke på, udbryder smilende ” Aqua ” , hvilket jeg nikker tilbage, at det er jeg helt bevidst om. Guiden og Thomas er tilsyneladende helt enige om den sag.

Men enhver fisker ved noget om regn – og det er, at man glemmer den, når der er bid. En bass har taget min lille dybtgående rapalawobler, og fra at have tilbragt lidt frustrerede timer uden det mindste nap, bliver der nu taget nogle meter line af fastspolehjulet. Det er nu en herlig lyd, sådan en knarre kan lave. Guiden tager farten af båden, og fisken kæmper heroisk, trods sin ikke særlig imponerende størrelse, både i luften og i vandet. Nogle minutter tager det, før vi kan nette dyret. Som skrevet er det ikke nogen rekord-fisk; men at stå der, midt på en cubansk bjergsø med en ny og spændende art i hænderne, det er sgu noget, der kan få et regnvådt smil frem på læberne. Her i Hannabanilla gyder de fleste fisk i december, men også i maj går en del på leg. Hvilket nok er en del af årsagen til, at de er lidt svære at lokke til hugget. Med dens tykke vom ligner min fisk en hun, som ikke er blevet færdig med at gyde. Imens har Thomas også fået hul på fiskeriet, og lander inden vi sejler i land to bass af omtrent samme størrelse på ca. tre pund. Der er et ret klart mønster i, hvad det er for en agn, fiskene går efter. Både Thomas og jeg har dyppet et seriøst antal forskellige woblere, men er begge, uafhængig af hinanden, stoppet ved den samme type: Fiskene står nær ved bunden – og det er de korte, fede woblere som Rapala Fat Rap, de har bidt på. Omtrent samme type, som man vil bruge herhjemme efter aborrer – men måske nok med en endnu større og bredere ske, der tvinger agnen en tand dybere ned. Vi kan mærke i stangspidserne, hvordan de hopper hen over den grusede og stenede bund, der kun en sjælden gang i mellem giver bundhug. Farverne varierer lidt – både blå, grønne og orange farver virker til at tiltrække sig opmærksomhed – men den virkelig interessante er åbenbart en brunlig Fat Rap, som vi låner af en af guiderne.

Rekorder og spændende bifangster

At det alligevel er svært at få store fisk om bord, erfarer vi i løbet af den næste dag. Vi fanger fisk – men af omtrent samme størrelse som dagen før. Gennemsnitsvægten for Hannabanilla-bass ligger på 3-4 pund, og den største fangst, som vores to guides kender til, er en krabat på hele 16 pund. Hvilket er noget af et dyr. Thomas´ guide fortæller, at hans personlige rekord er 14 pund, en fisk han fangede for to år siden. I de bedste måneder, som er februar og marts, bliver der altid taget nogle gode fisk – og som bigevinst kan man f.eks. være heldig at støde på en tolapia, eller ” rain forrest snapper ” , som amerikanerne kalder den, når de med et lidt mere eksotisk navn skal markedsføre fiskeriet efter arten. Regnen kommer på klokkeslaget – men denne gang har vi søgt ly i en af de små og meget primitive hytter, som ind i mellem titter frem mellem den grønne bevoksning. Her bliver vi budt på en kop sukker med lidt kaffe i, mens vi nyder stilheden og regnskovslydene. Naturen er overvældende, og vi får held til at se og fotografere Cubas nationalfugl, El Tocororo, som flyver fra gren til gren over vores hoveder. På den måde afslutter vi to de to første dage af vores fiskeferie, og sætter nu kursen mod Zapata´s mangrove kanaler, tarpon, snook og nye naturoplevelser…

Snook og babytarpon i Zapata

Jeg har haft fornemmelsen et par gange før; at være midt i et af verdens åndehuller, hvor man kommer på besøg i så fremmedartet, frodig og altopslugende natur, at man føler sig ekstremt lille. Hvis du har prøvet at snorkle eller dykke, ved du, hvad jeg mener. Som i Hanabanilla er Thomas og jeg i hver sin båd med hver sin guide. Men motoren i vores båd er mindre end i den anden, og det tager ikke mange minutter, før min guide og jeg alene bevæger os gennem kanalerne i den sydvestlige del af Zapata. Fra da vi kom til bådebroen, har jeg haft den her specielle fornemmelse. Vi så solen stå op bag rækker af bambus og palmetræer, nød synet af de mange forskellige hejrearter langs kanalens bred, var forbløffede over antallet af ciklider i det klare vand – og nu, hvor vi med pæn fart nærmer os de første fiskepladser, fortsætter oplevelserne. Jeg sidder helt fremme i stævnen og kigger ned i vandet. Bundforholdene skifter hele tiden. I lange stræk er der 3-4 meter dybt og bart, somme tider bliver det lavere, og mange steder står der meterhøjt søgræs og svajer i den jævne strøm. Ofte må vi stoppe og rense motoren for de lange, grønne stængler, og når vi gør holdt, kan man tydelig se, hvordan et væld af fisk og småfrøer lever livet i nogenlunde skjul. At det kun er nogenlunde, kan man se klare tegn på. Op til flere gange flyder halve ciklider forbi, smukt skåret i en afslørende, halvrund bid. Et syn, der giver blod på tanden!

Nå, det er sådan, de opfører sig

Et sted, hvor to kanaler løber sammen, sker der pludselig en masse. På dette brede stykke koger vandet simpelthen helt inde langs kanten, hvor mangroven sender sine tusinde rødder skråt ned mod bunden. Vi slukker motoren, sænker ankeret og båden ligger stille omkring 15 meter fra, hvor det sker. ” Tarpon ” , siger guiden, og gør mig helt forvirret. Jeg havde aldrig i mit liv opfattet, at de kunne opføre sig på den måde. Nu hvor motorens larm omsider er væk, kan man høre, hvor voldsomme fiskene er. Der lyder hårde, tunge plask, hver gang de bryder overfladen. Og det gør de hele tiden – og ikke kun der, hvor vi først spottede fiskene.

Langs hele kanten, midt i vandet, 40 meter væk på den anden side – og lige et par meter fra båden. De er ganske simpelt overalt, og jeg pløjer febrilsk en rød/hvid wobler gennem vandet. Der skal både præcision og held til det perfekte kast. Agnen skal helt ind og nærmest ramme kanten af mangroven – en nøjagtighed man kan tiløve sig – men et andet problem melder sig ofte: Der skal relativt store woblere og en god bid forfang til, og ofte hægter krogene sig i linen under kastet. Der skal en imponerende portion selvbeherskelse til, når man serverer wobleren perfekt i en stime tarpon – og sekunder efter erfarer, at linen er hægtet – og kastet spildt… Det første hug er fantastisk! Det er ikke af den slags, hvor man først mærker fisken, og så kommer der et udløb. Nej, her er det ganske anderledes. Hug og udløb går ud i et. Jeg har serveret wobleren for de stadig springende fisk mange gange, med en hel del nysgerrige fisk bag agnen som det bedste resultat. Smukke tarpon på 4-5 kilo følger wobleren helt op til båden – men vender gang på gang snuden væk i sidste øjeblik. For at have den bedste fornemmelse med eventuelle hug, holder jeg stangen i en 90 graders vinkel i forhold til linen, og vil kunne mærke selv den mindste interesse for agnen i den anden ende af fletlinen. Og så er det, at det bare sker. Med ét bukker stangen sammen, og der forsvinder vel omkring 20 meter line fra hjulet. Jeg kan absolut INTET gøre, det er fisken, der har kontrollen! Bremsen er så spændt som muligt, og det gælder bare om at holde fast på stangen! Stangspidsen er tvunget under vandet hele udløbet. Knarren holder op med at skrige smertefuldt, i samme øjeblik som min tarpon kaster sig helt fri af vandet. Den vrider sig vildt i luften – og vrikker sig fri fra min rød/hvide wobler, som ensomt rammer vandet langt fra den ustyrlige fisk. Men skuffet, det er jeg faktisk ikke. Suget fra sådan en fisk sætter kun feberen et par grader i vejret.

Respekt!

Vi havde måske nok forestillet os, at dagene i Zapata bare skulle være et orgie i vilde fangster. Men sådan skulle det ikke være. Ikke fordi der ingen fisk var – men ganske enkelt fordi de var svære at fange. Efter nogle timer møder vi Thomas og hans guide længere nedstrøms. Thomas har haft den samme oplevelse; der skal arbejdes for huggene – og når der er fisk på, går de totalt amok i udløb og vilde spring. Især én af hans kontakter chokerede – fisken havde simpelthen bare trukket afsted med speederen i bund, og havde til sidst vristet sig løs. Her i systemet er der blandt andet tarpon, snook, barracuda, jack cervelle, permit og en del endemiske arter – men hvad det var, der havde taget hans agn, fandt vi naturligvis aldrig ud af.

Thomas´ guide modbeviser med al tydelighed noget, som alle kvinder siger, at mænd ikke kan: At gøre to ting på én gang. Med stor sikkerhed formår manden at drikke en hel flaske rom alene (i over 30 graders varme og uden at blive synderlig påvirket) og samtidig fisker han effektivt! Ganske imponerende. Den cubanske rom smager himmelsk – straight, and no ice – men ligefrem at konsumere en flaske i den bagende sol, det er nok de færreste, der kan følge med dér. Men det han også kan, at få kontakt til en masse fisk, optager naturligvis vores opmærksomhed. Den store mand bruger en meget enkel og ret stiv jig, som han fisker langsomt over bunden. Ikke noget med en masse nøk – men langsom indspining og nogle enkelte stop undervejs. Han smider en utrolig masse fisk – det er svært at holde dem – men interessant er det jo, at han får så mange kontakter. Imidlertid får Thomas et godt hug på sin hårdt prøvede wobler – og denne gang sidder fisken fast i den anden ende. Og den går ikke til overfladen. Med spænding følger jeg kampen. Dyret tager de velkendte, solide udløb, og Thomas ser umådelig tilfreds ud, på en lidt anspændt måde, forstås. Men det lykkes sgu´ denne gang! Efter en hamrende spændende fight på 10 minutter kan guiden nette en fantastisk smuk snook på 3,3 kilo – den første fisk i dørken efter en halv dags fiskeri. Inden den første dag var omme, nåede jeg at gøre ham kunsten efter ved at fange en af samme slags. Jeg havde lånt guidens lille, grønne jig… Thomas´ guide modbeviser med al tydelighed noget, som alle kvinder siger, at mænd ikke kan: At gøre to ting på én gang. Med stor sikkerhed formår manden at drikke en hel flaske rom alene (i over 30 graders varme og uden at blive synderlig påvirket) og samtidig fisker han effektivt! Ganske imponerende. Den cubanske rom smager himmelsk – straight, and no ice – men ligefrem at konsumere en flaske i den bagende sol, det er nok de færreste, der kan følge med dér. Men det han også kan, at få kontakt til en masse fisk, optager naturligvis vores opmærksomhed. Den store mand bruger en meget enkel og ret stiv jig, som han fisker langsomt over bunden. Ikke noget med en masse nøk – men langsom indspining og nogle enkelte stop undervejs. Han smider en utrolig masse fisk – det er svært at holde dem – men interessant er det jo, at han får så mange kontakter. Imidlertid får Thomas et godt hug på sin hårdt prøvede wobler – og denne gang sidder fisken fast i den anden ende. Og den går ikke til overfladen. Med spænding følger jeg kampen. Dyret tager de velkendte, solide udløb, og Thomas ser umådelig tilfreds ud, på en lidt anspændt måde, forstås. Men det lykkes sgu´ denne gang! Efter en hamrende spændende fight på 10 minutter kan guiden nette en fantastisk smuk snook på 3,3 kilo – den første fisk i dørken efter en halv dags fiskeri. Inden den første dag var omme, nåede jeg at gøre ham kunsten efter ved at fange en af samme slags. Jeg havde lånt guidens lille, grønne jig…

Et underligt, underligt, underligt hug

Det er igen blevet morgen, og jeg har en god fornemmelse i maven. I dag skal der eksperimenteres, og med i båden er en lille spand med nogle levende ciklider, som nemt kan fanges ved bådebroen om aftenen, når de samler sig i tætte stimer. Foruden min 9´ fods spinnestang, har jeg klargjort en ” geddestang ” – med multihjul, glideflåd, stålforfang og dobbelt krogsæt. Med stor spænding smider vi anker samme sted, som vi startede dagen før, dér hvor to kanaler løber sammen, og hvor der derfor opstår nogle frække strømforhold. Dybden måler jeg til 3 meter, og jeg lader den levende fisk arbejde lige over bunden. 30 meter ude, lige ved et strømskel, slår jeg knarren til, ligger stangen fra mig, og kaster lidt med min spinnestang. Jeg får et hurtigt hug, mister en tarpon – og i samme øjeblik hyler knarren på multihjulet! Jeg kaster spinnestangen til guiden, og giver et gevaldigt modhug på ” geddestangen ” , hvor jeg lige når at registrere modtanden, før linen ligger slapt i overfladen og svinger i strømmen. Jeg har mistet fisken, det er klart, men kan ikke tro mine øjne, da jeg ser hvorfor. Linen er kappet nogle centimeter over flådknuden! Eneste konklusion må være, at der har været en brist på linen. Nyt tackle på linen, som jeg checker for slidtage – men linen er få dage forinden blevet spolet på hos Sport Dress i København, og er naturligvis intakt. Denne gang holder jeg stangen i hånden, som den nærmer sig samme sted. Der går ikke mange minutter, før flåddet forsvinder i et voldsomt ryk, og der kører nogle meter af hjulet. Modhug, kontakt, slap line. Jeg ruller ind, og kan konstatere, at der er kappet ca. 20 centimeter under flådknuden. Jeg så, da hugget faldt – og det var ikke flåddet, der blev taget – det var et rent hug på fisken. Jeg fatter stadig ikke den dag i dag, hvad det var, der skete! Jeg fik endnu to hug på mine levende agnsfisk – men mistede begge fisk. Dog fik jeg konstateret, at det ikke var rart at være chiklide på en trekrog, da jeg på et tidspunkt kunne hale en godt ramponeret agn op af vandet efter fjerde hug. Vi tager videre til et nyt sted efter en halv times fiskeri – med uvisheden og mystikken i god behold. Måske var det en stor barracuda. Eller en ordentlig tarpon på 50 kilo. Måske, måske…

Småt men godt

Som eftermiddagstimerne nærmer sig, bliver vi lidt desperate. Vi vil så uhørt gerne have bare en enkelt tarpon i båden, og guiderne sætter kurs mod nogle nye kanaler. På et af strækkene kommer vi gennem et væld af store og små skildpadder, som overalt laver hvirvler i vandet, når de fornemmer motorens vibrationer nærme sig. Ved at ligge helt fremme i stævnen kan man se dem søge ned i søgræsset, sekunder før båden suser henover dem. Det er nogle lidt grimme dunk, der lyder fra skruen, når vi somme tider snitter et skjold – men de er forhåbentlig gjort af hård stof, padderne. Af en meget tæt bevokset kanal drejer vi fra. Den er vel fire meter bred og grenene hænger så langt nede, at vi må ligge os i bådene, for ikke at få dem i hovedet. En gang i mellem kommer vi til en lille åbning, hvor der lige nøjagtig er plads til at kaste en wobler, men der er ikke bredere end fire-fem meter – og tæt, tæt mangrove på begge sider. Et helt uoverskueligt sted at fighte en stærk fisk; men pludselig koger vandet over det hele, en lille, grøn Fat Rap kommer over bord – og så er den der sgu! Min tarpon tager et grimt udløb skråt ind mod mangroven, og jeg ser ingen anden udvej, end at blokere spolen og håbe på det bedste. Fisken hopper og danser mellem de to både, og vi må tage nogle store chancer med fangstnettet, før vi har heldet med os. Men det gik. Og mens det kogte videre, kunne vi betragte en lille, fin tarpon – der med sine omkring 800 gram kunne få hårene til at rejse sig på hovederne af os. Efter kort tid sker det samme for Thomas. En fisk på samme størrelse kommer om bord; og selv om det ikke ligefrem er rekordstørrelser, hersker der ægte lystfiskerglæde i bådene. Mest mut er måske nok Thomas´ guide; men det er vel respektabelt at trække sig lidt ind i sig selv, når man har drukket en hel flaske rom dagen før. Vi kunne lige nå at komme tilbage til bådebroen, før regnen atter silede ned. Ekspeditionen skulle videre; en big game båd ventede os de næste to dage…

Big game fiskeri fra Tarara

Det var nok først og fremmest Ernest Hemmingway´s Den Gamle Mand og Havet, der udødliggjorde det cubanske fiskeri efter havets kæmper. De næste to dage skulle vise, om vi kun gøre den gamle fisker kunsten efter… Efter fire dage i den smukkeste natur er det noget af en omvæltning pludselig at befinde sig om bord på en fuldblods fiskemaskine. Ferien skal helst afsluttes tungt, og skiftet fra små jigs til 35 centimeter lange kuna-heads, fra spinnegrej til Penn 50 hjul og fra jolle til skib, er til at få øje på. De grønne mangrovekanaler er skiftet ud med en lille havn; og her står vi nu og er afsindig spændte. Efter kystbetjentens hurtige kig i kabinen, der kunne jo gemme sig en flygtninge-familie, går det afsted i høj fart.

Muligheder fra starten

En af fordelene ved big game fiskeriet her ved Havana er, at der er ekstremt kort til de gode fiskepladser. Fra mange af verdens interessante havne skal der sejles 10-12 mil, eller meget længere, før der er chance for marlin. Så jeg er noget forbløffet, da skipperen kun 5 mil fra land begynder at ændre retning og sejler nu langs kystlinien, som tydelig kan ses fra båden.

Vi har passeret nogle skrænter, hvis kurver virker helt vilde. Der er allerede over to kilometer til bunden, og lige nu fisker vi nøjagtig i de varme strømme, som jeg har læst en masse om hjemmefra, og som skaber det fiskeri, vi er kommet for at opleve. Her presser golfstrømmen varmt vand fra Mexico op mellem USA og Cuba. En konstant strøm, der holder et tempo på mellem 2 og 4 knob, og med det lune vand følger især store blå marlin, bluefin tuna og ikke mindst den vildt kæmpende dolphin (alias guldmakrel, dorado og mahi mahi – kært barn har mange navne). Selvom det primært er marlin, vi er ude efter, er fighten med en god dolphin bestemt aldrig at kimse af. Jeg har fanget dem i mange forskellige lande, op til 25 kilo, og det er en ren ud-af-kroppen-oplevelse hver eneste gang. Er man hooked på at fange store dolphin, skal man være opmærksom på, at sæsonerne har stor indvirkning på størrelsen på fiskene. I september er det primært de mindre dolphin, man støder ind i, mens topmånederne er maj til juli. Så vidt jeg ved, er verdensrekorden på stang og line en fisk fra Costa Rica på 39,4 kilo. Nok om dolphin. De mest eftertragtede game-fisk i disse vande er marlin (hvid, blå, sort og stribet – de er der alle sammen), forskellige slags tun, sailfish, wahoo, barracuda og nu og da tages der mindre hajer i overfladen.

Men lad os nu bare være ærlige

Ja, hånden på hjertet: Vi fiskede i to dage – og havde trods de bedste intentioner ikke rigtig heldet med os. Første dag gav en lille yellow-tail på 3 kilo, som naturligvis var totalt magtesløs på det tunge grej. En smuk fisk (som kunne have udgjort en fin agn). Andendagen bød på et enkelt hug fra en forvirret sailfish – og det var, hvad vores farvestrålende kunaheads kunne præstere. Men andre både havde mere held med sig. Den verdensberømte marlinturnering The Ernest Hemmingway International Billfishing Tournament fandt sted i dagene fra den 16. – 20. maj, og vi var naturligvis med på en kigger.

Fra den forholdsvis lille havn i Tarara til Hemmingway Marina i selve Havana er der en verden til forskel. Og for ligesom at understrege det, passer det fint, at en sværm af amerikanske overflødigheds-horns-både totalt har indtaget området. To af havnens fire meget lange kanaler er fyldt med dem. Kæmpemæssige lukusyacter til priser jeg slet ikke tør drømme om – proppet med udstyr til priser jeg heller ikke tør drømme om. Om aftenen, når alle bådene er i land, er Hemmingway Marina omdannet til et rent amerikaner-eldorado – med medbragte havemøbler, griludstyr, transportable parabol-antenner, funklende Harley Davidson motorcykler – og solbrune amerikanere med tykke guldkæder og spækkede tegnebøger, naturligvis. Der er ikke tale om folk, der efter danske forhold har mange penge – de er simpelthen så stinkende rige, at også deres egne landsmænd kigger en ekstra gang. Bådene er især fra Texas og Miami, og besætningen består typisk af en ejer, som også er skipper, hans tre bedste fishin´buddys, måske en kone eller to – og et par bådsdrenge. Der er masser af plads til dem alle. Måske aner du min mangel på den helt store sympati for disse mennesker, der med deres penge og forbrug af unge fritids-prostituerede piger fra Cuba, virker som en bombe i det kommunistiske og fattige Havana. Men eftersom dette er en fiskeartikel, må jeg lade dem een ting: De kan godt finde ud af at fiske!

Strenge regler

Konkurrencen starter klokken 10 den 16. maj. Og 10 minutter efter er der melding om seks kontakter med marlin. Fire af dem kom til båden, to blev mistet. Pointsystemet præmierer holdene på den måde, at der gives point, når en fisk er kroget, yderligere point når en fra båden har kontakt med wireren – og topscore når fisken er tagged and released. Amerikanerne har jo om nogen forstået kunsten at genudsætte deres fangster, og derfor bliver der kun taget marlin med i havn, hvis der er tale om den største fangst i konkurencedagene. Over radioen kan de holde sig opdaterede med rekorderne. Vælger de at tage en fisk med ind, løber de en risiko: Bliver der fanget en større marlin i løbet af de fire dage, giver det minuspoint at have taget livet af en mindre fisk!

Vi er på havnen igen om aftenen på konkurrencens andendag. Fra snakken i den nærmeste bar står det ret klart, at så godt som alle både har mistet eller fanget marlin, og at der er faldet en del dolphin af som bifangster. Skipperene er ikke ovenud tilfredse, men heller ikke direkte skuffede. De marlin, der er blevet taget, er ikke kæmper – men mellemfisk på op til omkring 100 kilo. Det er dog også netop, hvad fiskeriet her er kendt for; en hel del fisk – men langt mellem de store krabater. En marlin på 50-60 kilo kunne dog sagtens gøre Thomas og jeg glade, og desperat forsøger vi at leje en båd på rejsens sidste dag, hvor vi godt ville kunne nå til lufthavnen om aftenen. Men uden held – alle skibe var med i konkurrencen. Fra en fiskerestaurant i havnen ser vi solen flyde ned i bølgerne for sidste gang. Et eventyr lakker mod enden. Og nogle timer senere, i flyveren på vej mod Danmark, tænker jeg mig tilbage til Lake Hanabanilla, hvor der stadig venter mig en stor bass. Til Zapatas mangrovekanaler og de mystiske hug. Og til det strømmende vand i The Florida Straights. En dag vender jeg tilbage til Cuba; og tager hele turen – en gang til…

Lidt om det praktiske

Sådan rigtig billigt bliver det jo nok aldrig at tage på fiskeeventyr i udlandet. Pungen skal utvivlsomt op af lommen – men fra land til land kan prisniveauet svinge rigtig meget. Cuba er et modsætningernes land på mange måder: Kommunisme og salsa-flirten, åbenhed og isolation, nyt og gammelt. En af verdens sidste kommunistiske stater ligger kun 160 kilometer fra Florida, hvor nogle af klodens rigeste mennesker boltrer sig rigdom på den mest åbenlyse måde. Og det betyder blandt andet, at der er opstået to vidt forskellige prisniveauer på øen. Et for de lokale, som bliver betalt i pesos, og et for den voksende mængde af turister, som altid forventes at betale med dollars – eller convertible pesos, der er det samme værd som den eftertragtede, amerikanske møntfod. Men tro ikke, at de lokale har adgang til nøjagtig de samme varer til en billigere pris end turisterne – for sådan spiller klaveret ikke. De varer, som de lokale kan betale for med pesos, er det helt basale som mel, salt, brød og kød. Ægte, cubanske supermarkeder er ikke noget at gå på opdagelse i, og skal de lokale købe internationale produkter, er det ikke til at komme uden om dollars. Men lad os kigge lidt på de mest væsentlige udgifter til sådan en fiskerejse, som du lige har læst om.

Selve fiskeriet

På grund af embargoen er der ingen amerikanske firmaer, der arrangerer rejser til Cuba. Vi benyttede os af det Canadiske selskab Cancuba, som har kontor i Toronto og Havana. Ejeren hedder Jonathan Watts – og efter mange års erfaring med turisme i Cuba, og et antal lokale medarbejdere på øen, er kendskabet til forholdene i top. Cancuba kan sammensætte flere forskellige slags ture efter dine specifikke ønsker – også fluefiskeri efter bonefish på nogle af de indbydende flats i Svinebugten og ved øen Isla de Juventud, som er nogle af de bedste hotspots til den slags fiskeri.

En slags standart-pakke starter typisk med en overnatning i Havana, da de fleste interkontinentale fly ankommer midt om natten. Næste morgen starter eventyret. Vælg f.eks. tre dage i Lake Hanabanilla og tre dage efter bonefish/kanalfiskeri i Zapata inkl. hotelovernatninger, guides, fiskeri, fiskekort, alle måltider mv. Prisen vil variere efter dine ønsker, men ovenstående vil koste omkring 1550 USD – hvilket er en fin pris, når bare dollarkursen ikke er oppe i omkring 8,6… Cancuba hjælper også gerne med at booke biggame-fiskeri – og naturligvis også andre udflugter af kulturel eller sportslig karakter. Send dem en mail eller besøg deres hjemmeside.

Fly

Flere forskellige flyselskaber har billetter til Cuba, og prisniveauet svinger en del fra periode til periode. Vi fløj med det spanske selskab Spannair, som flyver via Madrid i samarbejde med SAS. Hold øje med dagspressen for gode tilbud – eller send rejsebureauet MAN-GO Travel en mail, hvor du indikerer den ønskede periode og ønsker deres bedste pris.

Praktisk

Pas skal naturligvis være i orden – og så skal du udstyres med et visum, som let erhverves for 180 kroner på den cubanske ambassade i København eller via et rejsebureau. Glem alt om rejsechecks – og skal du have nytte af dine kredit- eller betalingskort skal de være alt andet end amerikanske. VISA er at fortrække. Hæv i stedet din valuta i dollars – det er det eneste ordentlige betalingsmiddel. Vaccinationer er ikke et must, men check alligevel seruminstituttets hjemmeside for at være helt sikker, da epidemier hurtigt kan opstå. Af rejsebøger kan Loney Planet – som altid – varmt anbefales, og klik også forbi deres hjemmeside, hvor der er et væld af opdaterede oplysninger. Cuba er et afsindig spændende land – men det skal opleves nu! Folk er søde og snakkesalige, og det kan varmt anbefales også at have nogle dage til andet end at fiske. Snak med folk, nyd noget af den levende musik fra en af de mange barer og lev livet. Kør rundt i en af de mange gamle amerikanerbiler, se de røde revolutions-skilte og snup en dukkert i havet. Du kan stadig nå at opleve et af de mest sælsomme lande i verden.