Ørred & Laks - R. Valentine Atkinson

Ørred & Laks – R. Valentine Atkinson

R. Valentine Atkinson må i dag regnes som toppen af poppen indenfor fotografering af sportsfiskeri.

R. Valentine Atkinson må i dag regnes som toppen af poppen indenfor fotografering af sportsfiskeri. Han har en tårnhøj status i den amerikanske fiskeverden, og hans fotos findes i et utal af grejkataloger, samt talrige bøger og artikler.

Hans karriere tog fart i 1985, hvor han startede som fotograf for det eksklusive Frontiers International rejsebureau, og hans første bog Distant Waters udkom i 1997.

Distant Waters, der ikke er oversat til dansk (dog til svensk), var en tur rundt til en række af verdens drømmevande, hvor R. Valentine Atkinson som en flue på væggen fik indfanget fluefiskeriets sjæl via sine fantastiske fotos.

R. Valentine Atkinsons seneste bog Trout & Salmon, er netop oversat til dansk af Claus Bech-Petersen og udgivet på Ashehougs Forlag. Bogen er skåret over samme læst som Distant Waters, men denne gang koncentreres indsatsen om ferske ørred- og laksevande.

Destinationerne er en udvalgt buket af alt hvad hjertet begærer, når der skal være fedtfinne på fisken. Foruden kendte amerikanske vande, beskrives Alaska og Canada, i Europa beskrives fiskeriet i England, Irland, Norge og Island. Øst over findes Rusland, og sydpå dækkes ind af kapitler om Chile, Argentina og New Zealand.

Uddrag fra bogens afsnit om Island

Ørred & Laks - R. Valentine Atkinson

Et kvarter senere havde jeg fisken på min side af elven. Jeg kiggede op og så en halv snes biler opmarcheret ved broen, betragtende. Laksen sprang igen tre meter fra mig. Ti minutter senere lagde den sig på siden, og jeg førte den ind på lavt vand. Fisken var 4,5 kilo, sølvblank og for af sted, da jeg løsnede fluen.

Det er torsdag.

Fredag aften: Jeg håndlandede min første laks i dag, en firekilos fra Beat 5. Dick Talleur var der og tog sit kamera frem.

”Nej!” råbte jeg til ham og gemte mit ansigt. ”Jeg har skabt mit ry ved ikke at fange noget”…

Det er faktisk svært at finde mangler i bogen, og den må kategoriseres som et must for enhver fluefisker med bare en lille smule rejselyst. Bogens opbygning er overskuelig, teksten er underholdende, billeder og layout er i verdensklasse.

Nu hvor ørred- og laksesæsonen går på hæld, er der mange timers fornøjelser og drømme at hente i Ørred og laks for alle de holder af det traditionelle fluefiskeri.

Titel/Forfatter – Ørred og laks, fotos af R. Valentine Atkinson, div. forfattere af teksten.
Oversættelse – Claus Bech-Petersen
Udgivet – 2001, USA 1999
Forlag – Aschehoug
Sider – 176
Bogen – Indbundet med masser af fotos i verdensklasse
ISBN – 87-11-16251-1

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *