on the run Stripers

On The Run

Journalisten David DiBenedetto brugte tre måneder på at følge ”the run” på den 1.000 km. lange vandring fra Maine til North Carolina…

Hvert efterår sætter millioner af striped bass eller ”stripers” på vandring fra det nordøstlige USA’s kyster. De svømmer sydover mod vinter- og gydepladser i Hudson og Chesapeake Bay, og undervejs gennemfører de et sandt ædegilde for at ophobe kalorier til vinterens smalhals. Vandringen – eller ”the run” som det hedder på de kanter – trækker 3 millioner lystfiskere af huse, når den enorme, undersøiske karavane drager forbi.

Journalisten David DiBenedetto brugte i 2001 tre måneder på at følge ”the run” på den 1.000 kilometer lange vandring fra Maine til North Carolina. Undervejs besøgte han nogle af de klassiske striper-pladser og fiskede med nogle af de mange mennesker, der jager striperne. Oplevelserne har han er nedfældet i denne fænomenale lille bog.

Stripers er en benhård fighter og minder om en adræt, sølvskinnende sandart. De kan veje over 25 kilo og fanges på både fra kysten og fra båd og ofte på steder, hvor kraftige tidevandsstrømme trykker fødefisk sammen. De mest spektakulære scenerier opstår, når striperne får vandet til at eksplodere i angreb på panikslagne fødefisk – de såkaldte ”blitzes”.

Striperne er kult, og de dyrkes – som det altid lader til at være tilfældet i USA – med absurde grader af fanatisme. For eksempel Paul Melnyk, der natfisker flydende i Atlanterhavet i en tyk dykkerdragt ud for Montauk på Long Island. Eller Janet Messineo, der år efter år under den månedlange fiskekonkurrence, The Martha’s Vineyard Striped Bass And Bluefish Derby, tilsidesætter arbejde, familie og søvn for at komme på scoringstavlen i den ekstremt prestigefyldte konkurrence.

Men DiBenedetto fisker også med helt almindelige gutter, der deler deres fælles glæde ved striperfiskeriet under fisketure, hvor indbyrdes venskabeligt rapseri af hinandens yndlingsblink og fluorocarbon bidrager til underholdningen. Og så er der ikke mindst møderne med de ildsjæle, hvis lobbyarbejde reddede striperbestanden fra totalt kollaps i starten af firserne.

Et par af striper-fiskeriets superstjerner som Jack Garthside og Dave Skok møder DiBenedetto også på sin vej sydover, men han afstår på behagelig vis fra den name-dropping, der ofte plager amerikanske fiskebøger. Beskrivelsen af et par anonyme puertoricanere, som DiBenedetto fisker med ved en mole i New York, er ligeså loyal som beskrivelsen af stjernerne. Kærligheden til fiskeriet og striperne er det væsentlige – ikke deltagernes meritter eller mangel på samme.

DiBenedetto refererer ofte til forfattere som Thoreau, Kerouac og Melville, der har gjort denne type litterær road-movie til en særlig amerikansk genre, og han løfter arven fint. Det er ikke kunst, men sproget er præcist, og bogen er skarpt redigeret. Ganske som hovedpersonerne i sine forbilleders værker, er DiBenedetto en kompetent men beskeden iagttager af sine hovedpersoners ofte excentriske gøren og laden, og der er masser af humor i bogen. Men den leveres altid af hovedpersonerne selv – aldrig på bekostning af dem.

Det er ikke en bog, hvor der fanges mange fisk eller granskes teknikker. Det er en fortælling om striperne, der er tilbage i stort tal efter for 25 år siden at have været på grænsen til udryddelse på grund af overfiskeri.

Og det er frem for alt en fortælling om de mennesker, som brænder for striperne. For os skandinaver er det et fascinerende indblik i en lystfiskerkultur, som kun få herhjemme har stiftet bekendtskab med, men ”On The Run” giver så sandelig lyst til at rette op på det.

Fakta

Titel: On The Run: An Angler’s Journey Down The Striper Coast
Forfatter: David DiBenedetto
ISBN: 0060087463
Antal sider: 256