Scierra HMS Scandinavian Saltwater

Scierra og Henrik Mortensen har specialiseret et par af successtængerne i HMS-serien. Serien HMS Scandinavian Saltwater er tre fluestænger målrettet til det skandinaviske kystfiskeri. Stængernes er fra Scierras side defineret til at håndtere vind og til at levere distancekast. De tre stænger spænder fra klasse 6-9.

Vind har vi som bekendt masser af her i Norden, og da distance på fluekast i almindelighed er et vidt begreb, som fluefiskere flittigt diskuterer, så fandt vi det relevant at lade seriens letteste stang i klasse 6/7 løse opgaven. Længden er 9 fod og stangen er i tre dele. Stangens egenvægt er 96 gram, hvilket faktisk er ganske let, hvis man sammenligner med markedets øvrige salte specialstænger. Stangen opleves absolut også umiddelbart let. Det umiddelbare indtryk er dog også, at stangen ikke føles så kraftbetonet, som mange andre saltvandsfluestænger.

Scierra HMS Scandinavian Saltwater

Montering og finish

Kastevægten er angivet til præcise 14.5 gram, hvilket ligger stangen nærmere klasse 6 end klasse 7 sammenlignet med markedets øvrige stænger. Stangen har alle Scierras signaturer: Et særligt tilpasset full wells håndtag en anelse større et end standard full wells, hver del af stangen er mærket med længde og klasse, og en delikat hjulholder med en fisk udskåret som dekoration.

Denne sorte hjulholder er af klassisk type af høj kvalitet med holder og to omløbere. Den udskårne fisk er en sølvfarvet laksefisk, som en fin hentydning til, at det meste skandinaviske saltvandsfiskeri er målrettet mod havørrederne. En lille fastmonteret fightbutt afslutter håndtaget.

Stangens klinge er mørkeblå som det tilsyneladende er vedtaget ved lov i branchen, at saltvandsstængers klinger skal være. Beviklingerne er afstemt i mørkeblå som det sig ligeledes hører. Lakeringerne på denne stang var grundige og uden fejl. SIC-skydeøjne og slangeringe i fint afstemte størrelser giver et stangen et flot helhedsindtryk i montering og finish. Tingene passer sammen her. Alt for ofte ses det, at stænger i klasse 6 er monteret som stænger i klasse 8.

Scierra HMS Scandinavian Saltwater

Stangen leveres i blå stangpose og cordurarør. Herligt frem for et støjende alurør.

Fiskeri og kasteegenskaber

Monteret med line og hjul blev stangen vakt til live. Som førstehåndsindtrykket indikerede fandt jeg den blidere end en del lignende stænger, men til gengæld har stangen en skøn balance og en elegant harmoni. Et øjeblik glemte jeg helt, at det var saltvandfiskeri det handlede om. Jeg ville selvfølgelig straks forsøge at sætte nye længderekorder, men det lykkedes ikke rigtigt.

Velvidende at længdekast ikke er min metier, måtte jeg erkende, at vinden hurtigt drillede mig med det til stangen konstruerede skydehoved. Jeg kunne ikke styre at sende linen på langdistance med magt. Da stangen på ingen måde er slap, nåede jeg frem til at den i hvert tilfælde ikke er overklassificeret, som jeg i øvrigt har en del af markedets saltvandstænger mistænkt for at være.

En klasse 6/7 stang er i sagens natur ikke skabt til hårdt vejr, så jeg havde måske presset citronen for hårdt. Eller måske slet og ret løbet tør for talenter. Stangen er dog en vinder at have i hånden, så jeg forsøgte i stedet med en kortere og en anelse tungere klump. Min lykke var gjort. Her fandt jeg et ubesværet fluefiskeri med fluen fiskende fra tyve meter ude og indefter. Aldeles behageligt og kontrolleret fiskeri selv i nogen vind.

Scierra HMS Scandinavian Saltwater

Stangen efterlever sin skabers teorier om teknik frem for kraft. Stangen er ikke nem at forcere til resultat. Den jævne parabolske aktion leverer i stedet varen uden de store armbevægelser – vist det der hedder, at den kaster af sig selv.

Tilsvarende behagelig er stangen at fighte fisk på. Ingen overdreven rygrad til at ødelægge kystørredernes gemytlige kamp for friheden, men med rigelige kræfter til de ørreder op til et par kilo, som jeg rendte på undervejs. Kastelængden var åbenbart tilstrækkelig i følge fiskene.

Konklusionen må være den, at HMS Scandinavian Saltwater 6/7 består opgaven. Nok er den blidere, lettere og mere følsom end mange saltvandstænger er world wide, men det går rigtigt fint i spænd med vores skandinaviske fisk og fluer. Til det grove vejr er der to kraftigere modeller at supporte med.

Fakta

Scierra HMS Scandinavian Saltwater 9 fod i tre dele klasse 6/7 Anbefalet kastevægt 14.5 gram Vægt 96 gram