Fisken, Vandet & Verden

Fisken, Vandet & Verden

Steen Ulnits giver et frisk pust til dagens miljø- og fiskeripolitik i ny imponerende bog…

Steen Ulnits nye bog er et omfattende og imponerende værk, og alene det enorme arbejde der ligger i at få sammenhæng i et så omfattende og komplekst stof – og endda gøre det forståeligt for alle – det fortjener den største ros.
For at denne omtale skal være nogenlunde aktuel må jeg tilstå, at den ikke beror på en 100% gennemlæsning af alle bogens næsten 400 sider. Der ligger års arbejde i tilblivelsen af bogen, og det tager en rum tid at læse og fordøje hele materialet.

Bogen er ret beset en kraftigt revideret udgave af den snart tyve år gamle Fisken og Vandet. Faktisk er bogens indhold godt og vel fordoblet i omfang med årene, så der er masser af nyt og lærerigt stof af opdatere sig på, hvis bogen fra 1985 stadig står på hylden.

Bogens tre hoveddele er givet i titlen, og de behandles nærmere i syv kapitler med en masse underpunkter. Bogen beskriver de tre emner og stiller dem skarpt op i det indbyrdes forhold, der gør dem interessante for os som sportsfiskere.
Dele af bogen stammer naturligvis fra den oprindelige Fisken og Vandet, men Fisken, Vandet & Verden indeholder en hel del nye tiltag. Eksempelvis brydes kapitlerne af en del opslag, der er pluk fra Steen Ulnits store webside (se link i bunden). Et besøg hos boghandleren må afsløre det detaljerede indhold.

En god indholdsfortegnelse giver fra starten et godt overblik, og den gør godt for bogens efterfølgende værdi som opslagsværk.

Bogens layout er holdt i den meget faglitterære ende af skalaen, og de sort-hvide illustrationer og fotos gør deres til, at bogen får et meget alvorligt udtryk. Stoffets alvor er nu heller ikke at undervurdere.

Alt i alt er mener jeg, at bogen dækker de mange emner med solid, professionel og troværdig viden. Den er skrevet med en skarp pen, der ikke er bange for at have en holdning. Bedst af alt får den et klart billede af historien, udviklingen og de nuværende forhold til at fremstå for alle os, der ikke faglærte på området.

Et stort bifald for initiativet og det flotte resultat.

Fakta
Forfatter: Steen Ulnits
Titel: Fisken, Vandet & Verden
Forlag: Branner og Korch (2003)
ISBN 87-411-5978-0