Bonefishing på den mexikanske atoll – Alacranes

Lystfiskere er et folkefærd med drømmere og eventyrere. Der var en gang en kendt dansker som sagde: At leve er at rejse. En rejse i vildmarken med rygsæk, begrænsede resurser, og fantasier om kæmpe fisk fanget i uspoleret natur.

Det må siges at være – at leve. At leve sine drømme fuldt ud og bruge sin fantasi ikke mindst. For der er ikke megen uspoleret vildmark tilbage at drømme om. Når lyden af vandet der risler i bækken, overdøves af susen fra vandflyverens propel, er vi ikke længere i paradis, og tættere på mennesket end vild natur. Der er ikke så meget at gøre ved det.

Vi er blevet flere lystfiskere med hang til eventyr og færre steder i verden, hvor det kan lade sig gøre. Vi er i en tid hvor det at sætte sig op i en flyver og besøge fremmede lande er nemmere end at bestille en orange billet med rabat hos DSB.

Min fiskekammerat Søren og jeg sad en dag og brugte tid på Google Earth, det lille stykke gratis software, hvormed man kan se hele verden fra sin pc. Det var egentlig blot for at se hvilke muligheder, vi havde for at udforske en ny kyst i den Mexicanske Golf. Vi havde fisket området rundt om Rio Lagartos i nogle år, og vi følte at lidt forandring ikke ville skade. Vi fokuserede meget på området omkring Cabo Catoche, hjørnet hvor Golfen og det Caribiske Hav mødes.

Bonefishing på den mexikanske atoll - Alacranes

Halvfjerds sømil ude lå dog en uanseelig plet ude i højre side af skærmbilledet. En uskarp plet som godt kunne ligne en ø. Google Earth havde intet tydeligt billede af strukturen, så lidt research skulle der til, hvis vi skulle finde ud af hvad der var derude. Min første indskydelse var at søge på fyrtårn i den Mexicanske Golf. Der kom rigtigt mange frem og alle med koordinater.

Til sidst fandt vi frem til den rigtige. Alacranes eller Skorpion Revet, som atollen også bliver kaldt havde straks en eventyrers interesse. Google Earth havde dengang ikke noget skarpt billede af atollen. Når man blot søgte på Google, var der heller ikke megen information at hente.

Der var et fyrtårn og der havde levet mennesker derude en gang i fortiden. Nu var det en naturpark med en marinestation for havskildpadder. Der stod intet om fiskeri, men der var en båd som i få måneder om året tog sportsdykkere derud for at dykke på revet. En fire dages tur hvor alt grej skulle medbringes. Det begyndte at se mere og mere spændende ud. Var der virkeligt et sted tæt på civilisationen, hvor en lystfisker endnu ikke havde sat sine ben?

Bonefishing på den mexikanske atoll - Alacranes

Det blev til en del kommunikation mellem Danmark og Mexico. Båden som sejlede med dykkere, ønskede ikke at sejle med lystfiskere, og desuden skulle der søges om tilladelse for overhovedet at sætte sine ben derude. Ikke noget godt tegn! Vores guide i Rio Lagartos blev derfor sat på opgaven med at arrangere en tur derud. Der var ingen både der ville sejle os og en tilladelse for at komme derud krævede, at båden var indregistreret i havnebyen Progresso. Men hvis ingen vil sejle derud med os, hvordan kunne vi så få tilladelse?

Dette spørgsmål blev vores redning. Vores guide Diego fik sin tilladelse en uge før vi tog af sted. Inden afrejse, var der en del planlægning. Man må have to gange tyve kilo samt håndbagage med, når man flyver oversøisk. Fyrre kilo lyder af meget, men tro mig når der skal medbringes telte, liggeunderlag og ekstra udstyr i tilfælde af… tja alt muligt, for der ville jo kun være os derude.

Hvis man ikke kan købe det nødvendige på land, må man tage det med selv. Der blev lejet satellittelefon, købt GPS, bestilt medicin for stort set alt og de ekstra hjul og stænger blev lagt ned i bunden af de overdimensionerede kufferter, som med sikkerhed ikke kunne være på det normale transportbånd…

Vel ankommet til Mexico skulle der planeres videre. Vi havde besluttet at sejle de et hundrede og firs kilometer til Alacranes i Mexicanske pangaer, fladbundede fiskerbåde der bygges i forskellige størrelser. Vi skulle beregne mængden af benzin der skulle til for at komme frem og tilbage, samt have mulighed for at færdes derude. Der var stor forskel på de to både og motorers tørst. Et var når bådene var tomme, men hvordan var forbruget mon når de blev lastet?

Bonefishing på den mexikanske atoll - Alacranes

Vi lagde fra kaj en tidlig morgen kl. 4.00 med seks hundrede liter benzin, 100 liter vand, stort set al vor medbragte bagage, adskillelige kølebokse med proviant til seks personer til fire dage, samt det helt nødvendige øl, der som tommelfingerregel aldrig er nok, uanset hvor meget man medbringer. Vi havde studeret vejrudsigten nøje i ugen optil vor afrejse.

De små både kunne ikke klare en hvilken som helst sø, så derfor var vindretning og ikke mindst styrke en afgørende faktor. Vi startede tidligt, for om natten lægger vinden sig, og en eventuel blæst starter sjældent før efter kl. 10.00. Med lidt held ville vi kunne sejle turen på seks timer. Forholdene var perfekte, der var blot et lille problem. Der var opstået en orkan i den sydlige del af Caribien. Den blev vist kaldt Dean i medierne.

Som det begyndte at blæse lidt mere op ad formiddagen, blev bølgedalene dybere, men stadig en let sag for vore både. Flyvefiskene kunne derimod ikke lide motorstøjen, der fik dem til at søge op i bådene. De store delfiner var derimod nysgerrige, og de fulgte os på flere stræk. Sejladsen blev kun stoppet for at fylde benzin på motoren, og vi holdt hele tiden tæt kontakt bådene imellem.

Bonefishing på den mexikanske atoll - Alacranes

Klokken elleve var der stadig ikke land i sigte, men store flokke af suler fortalte os, at der måtte være land i nærheden. Så dukkede der endelig noget op i horisonten. Her ti kilometer før ankomst kunne vi svagt ane noget som lignede et fyrtårn. Det var de mest spændende tyve minutter. Store flokke af havfugle i lav flugt krydsede vores rute. Jo tættere på vi kom på land, desto mere opmærksomme måtte vi være på eventuelle skær. Vandet blev meget klart og dybt kobolt blåt. Der var måske fem og tyve meter ned til bunden, men alt dernede kunne ses helt tydeligt.

Vi fulgte en rute ind via nogle bøjer, så der var tegn på menneskelig aktivitet. Der var dog ingen havnefront eller velkomstkomite. Kun en lille bådebro til to tre små både i stil med dem vi ankom i. Et stort skilt for enden af bådebroen hilste os velkommen til Isla Perez. Der var et lille kapel, et lille hus på pæle, et fyrtårn og en meget lille militær forlægning på otte ti mand. Det hele fordelt på en ø ikke større end tre hundrede meter i længden og tres meter på det bredeste sted. Motoren gik i tomgang, mens forskellige papirer blev tjekket af fyrmesteren. Imens vi ventede så vi to store bonefish som fouragerede tæt på bådebroen. Ingen af dem var skræmte over vores tilstedeværelse. Det kriblede i fingrende…

Bonefishing på den mexikanske atoll - Alacranes

Den eftermiddag, blev det til rigtigt mange bonefish. Trope natten var ved at sænke sig, og vores medbragte mad blev tilberedt over åben ild. Hættemågerne var meget nysgerrige og kunne de løbe med noget af maden, så gjorde de det. En ting fik de dog hurtigt lært, en grill er varm om fødderne. En mere perfekt dag end den vi vågnede op til skal man lede længe efter. Ingen vind, ingen skyer og en tilpas temperatur.

Vi viste at atollen bestod af fem øer. Den største var cirka halvtreds meter længere, en anelse bredere men lå cirka tyve kilometer væk. Det gav os to problemer. For det første havde vi for lidt benzin til at vi kunne bruge begge både til at sejle rundt i området. Problem nummer to var, at den ene motor tog vand ind i karburatoren.

Sejlturen til øen længst blev skrottet og vi koncentrerede os om de tre øer tættest på. Den første vi kom til havde for meget dybt vand omkring sig. Intet godt sted for bonefish, men perfekt til Barracuda. Ø nummer to og tre lå tæt på hinanden. Begge havde fladt vand omkring, og den ene havde et fladt rev som strakte sig flere hundrede meter ud. Vi valgte at dele os op, og give det en time hvert sted. Resten af øen var omkranset af et bredt bælte af fladt vand. Helt perfekt.

Bonefishing på den mexikanske atoll - Alacranes

Vi var ikke gået mere end fem og tyve meter før en flok bonefish kom os i møde. Søren krogede og landede uden besvær en bonefish. Tyve meter længere nede af stranden kom endnu en flok. Denne gang var det min tur og igen en let sag. Da vi var kommet næsten ned til enden af øen havde vi fået fem bonefish på noget der lignede en halv time.

Mens vi kastede og fightede, kunne vi se manden fra speedbåden stå på den anden side af øen og fiske med håndline. Øen var her så smal at der næppe var mere end tredive meter over til ham. Selv om jeg fightede fisk, insisterede han med sine håndbevægelser, at jeg skulle komme over til ham. Jeg tændte en cigaret, og slentrede nonchalant over til ham.

Mit spanske er noget rustent, og hans engelske var ikke eksisterende. Han pegede ud i vandet og sagde Macabi, det spanske ord for bonefish. Ja, selvfølgelig er der bonefish her, dem havde jeg jo lige forladt. Han blev ved med at pege, og han ville tydeligvis have en reaktion, så jeg trak line af hjulet og fortsatte med at ryge. Jeg kunne ikke se andet end en meget spættet bund så langt øjet rakte.

Hvad var det han kunne se, som jeg ikke kunne? Lige pludselig gik det op for mig, at det ikke var nogen plettet bund jeg stod ved, men en stime bonefish på flere tusinde fisk, der nærmest bare stod stille. Det var først da jeg lagde mit første kast ud, at jeg kunne se forskellen. Bunden flyttede på sig. Det kunne ikke lade sig gøre at kaste uden at fluelinen ville lægge sig hen over adskillige bonefish, som så ville føle sig utrygge og flytte sig. Fluen skulle have lov til at ligge på bunden indtil stimen igen samlede sig. Derfra var det nemt, et lille nøk med fluen og den blev straks samlet op, så fighten kunne begynde.

Bonefishing på den mexikanske atoll - Alacranes

Der var gået en times tid og hold to med Knud og Lars var hentet fra den anden ø og kom hen mod os. De kunne heller ikke tro deres egene øjne. Jeg har set store flokke af bonefish før, og oftest er der tale om små af slagsen. Her var de store – nogle af dem rigtigt store! Nu vokser træerne ikke helt ind i himlen, så det fortsatte naturligvis ikke hele dagen.

Vandet faldt stille og roligt og fiskene blev færre. Et nøjagtigt tal på hvor mange fisk der blev landet er noget uklart, men da jeg havde rundet de tyve syntes jeg det var morsommere at guide vor guide, som aldrig havde fisket bonefish og som heller ikke var den mest habile fluekaster. Det lykkedes os rent faktisk at lande to bonefish og kroge en Blue Runner, som dog efter to minutters fight blev angrebet af en Barracuda og klippet midt over. Der manglede ikke action på vores første rigtige fiskedag. Vi fik tilmed lov at kaste til Amber Jacks i tredive kilos klassen.

Besøget på Alacranes blev på alle måder et af vores livs hidtil største eventyr. Vi fik dramatik og spænding. Både den vi opsøgte, og den vi godt kunne sige os fri for. Året efter tog vi igen ud til Alacranes. Denne gang fandt vi en stor båd som godt ville sejle os derud. Båden kunne klare høj sø, motoren var stærk som en hest og besætningen kunne deres kram. Vi fik set alt det vi ikke nåede på vores jomfrurejse, men eventyret blev ikke det samme. Mystikken var væk. Bonefish var der fortsat nok af. Flere end vi kunne fange i de fire dage vi var derude, og mon ikke det paradis fortsat lokker os derud, selv om eventyret har mistet lidt af sin glans.