Bland världens största havsöringar - Pelle Klippinge

Bland världens största havsöringar

Pelle Klippinges første bog omhandlede fluefiskeriet i Emåen. Klippinges nye bog har de samme havørreder i hovedrollen – men nu handler fiskeriet om ørredernes tid i havet og langs kysterne. Denne gang fiskes der både med spin og flue.

Efter et forord af Mogens Espersen tager Pelle Klippinge læseren med på en række oplevelsesrige fisketure til svenske Øland, Gotland, Öland, Påskallavigen og Kalmarsund, hvor han kigger tilbage på mange års spændende fiskeri med trofaste fiskekammerater. Som bogens titel antyder er det ikke de mindste ørreder disse farvande bebos af. En række flotte billeder skærper yderligere appetitten på fiskeri efter verdens største ørreder.

Pelle Klippinge tager et par korte afstikkere til både Norge og Danmark, hvor klippeøen Bornholm ikke uden grund har sit eget kapitel. De resterende kapitler fyldes af informationer om fluefiskerens fluer, temperaturens afgørende betydning og en række tips. Pelle Klippinges ord står ikke alene i bogen, og en række velkendte havørredfiskere fra både Danmark og Sverige beretter kort om deres syn på fiskeriet.

Bogen er velskrevet i en klædelig personlig stil, og den er godt disponeret. På mange måder kan den i opbygning sammenlignes med Jan Grünwalds bog fra 1992 om samme emne. Bland världens största havsöringar er dog kun halvt så lang. Hvert kapitel indeholder en lille fakta boks om særlige fiskeregler og nogle nyttige webadresser.

I junglen af instruktive men fakta baserede sådan-fisker-du-havørred-fra-A-Z-bøger, er det befriende med en bog af mere personlig karakter. Pelle Klippinge har noget på hjerte, og der bruges ikke unødigt plads på fiskeriets grundlæggende elementer, der allerede er grundigt gennemgået i en række andre bøger.

Alt i alt er Bland världens största havsöringar en fin lille bog. Skal der en smule malurt i bægeret, så ville jeg ønske, at teksten havde lidt mere glimt i øjet. Fiskeri efter store havørreder er ganske vist en alvorlig sag, men det er synd at Pelle Klippinge ikke har gjort mere plads til sin gode humor.

Fakta
Titel: Bland världens största havsöringar
Forfatter: Pelle Klippinge
Forlag: Bokförlaget Settern 2004
Sider: 128
ISBN: 91-7586-574-2

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *