Share |

Chasing Silver – Andy’s Return

Chasing Silver – Andy’s Return

Tarponfiskeri er kendt for at være stærkt vanedannende. Hvad der for filmmageren Jamie Howard startede som et projekt med at lave en filmisk grand slam om bonefish, tarpon og permit, endte måske derfor efter en vellykket bonefishfilm, med en serie af tarponfilm under overskriften Chasing Silver.

Seneste og foreløbigt sidste DVD i serien hedder Andy’s Return. Titlen referer til Andy Mill, en mangedobbelt Gold Cup tarpon vinder, som umiddelbart havde trukket sig tilbage fra fluefiskeriets elite. Den tidligere OL-styrtløber hoppede efter en karriere på ski til flatsbådene i Florida, for der at holde adrenalinen i kog. Siden har han markeret sig som en af verdens bedste tarpon fluefiskere.

Andy Mill har tidligere optrådt i Chasing Silver filmene, og denne gang er han sat sammen med kaptajn John O’Hearn, en berygtet tarponfisker og guide, for at fiske tarpon under svære forhold. Hvor filmene tidligere har villet vise drømmefiskeri, så er målet denne gang at lykkes selv når det ser sort ud.

Andy DVD
© scandicangler.com
Howard Films

DVD’en består af to afsnit, From Dusk til Dawn og The Tempest, samt en del ekstramateriale. Begge de to afsnit er lavet til amerikansk Tv. Der er ikke stor forskel i indholdet i de to afsnit, og de kunne nemt have været klippet sammen til en sammenhængende film på DVD’en. Den spinkle historie er, at de to fiskere er sat sammen for at forsøge sig på slutningen af den ret dårlige 2007 sæson. De fisker derfor i uvejr, i uklart vand og efter apatiske og i det hele taget få tarpon. Der er ikke meget how-to i filmene, og det er mest den ærkeamerikanske voice-over som pisker stemningen op. Selvfølgelig sammen med Andy Mills ustoppelige yeeehaaa, yeah baby og andre korte one-liners.

Begge afsnit varer knap femogtyve minutter, men substansen er væsentligt kortere. Desværre er materialet ikke redigeret til DVD, men direkte overført fra Tv-serien. Det vil sige lange introer og horrible klip, hvor reklamerne har været vist. Utroligt at det ikke er klippet sammen efterfølgende. Bedst som spændingen er bygget op fades til sort og logoet ræser over skærmen, hvorefter scenariet reintroduceres af speakeren.

Andy DVD
© scandicangler.com
Howard Films

Det som alligevel gør Andy’s Return til en seværdig DVD er den dedikation Andy Mill selv ligger for dagen. Han er aldeles opslugt af fiskeriet, og efter eget udsagn tænker han konstant på fiskeriet, selv i de otte til nier måneder af året, som ligger udenfor sæsonen. Han er utrolig dygtig til at læse fiskenes bevægelsesmønstre og ikke mindst til at servere fluen korrekt for dem. Han er en mester i at fighte de store fisk, og han er af den opfattelse, at alle tarpon bør landes på femten til tyve minutter. I få øjeblikke og i noget af ekstramaterialet viser han, at der er dybde bag hans rappe replikker, hans cigar og hans glatte overflade.

I ekstramaterialet er der mulighed for at komme fluer og forfang lidt nemmere.

Teknisk er alt i orden med superflotte billeder, god lyd og veltilpasset musik. Der er filmet med flere kameraer og blandt andet fra helikopter.

En instruktionsfilm med Andy Mill ville uden tvivl være et scoop, men på denne DVD er der for lidt saft i det materiale, som vist bare er vredet nok en gang. Det er aldrig helt skidt at se på tarponfiskeri, men Jamie Howard har tidligere bevist, at han kan mere som filmmand, end det han har lagt på denne DVD.

Fakta
Titel: Chasing Silver – Andy’s Return
Producent: Howard Films
Spilletid: I alt godt 90 minutter
Format: 16:9
Sprog: Engelsk

Facebook Comments Box