|
|
Side: 1 2 3
|
At være eller ikke være - med guide
Af Jens Riis 15-06-2004
”Min granna har bakad kanelgiflor till os” sagde Roger og rakte en pose med svenskernes fornemste bidrag til gastronomien over til mig. Vi sad på hver sin sten på en strandeng på østsiden af Skåne i oktober og havde haft et par gode timers fiskeri sammen.
Skyerne var ved at vige for blå himmel, vinden var svag og jeg havde landet min første skånske skærgårdsgedde. Stemningen var hyggelig og kammeratlig, selvom jeg havde mødt Roger for allerførste gang samme morgen. Faktisk kunne han have været hvilken som helst god fiskemakker. Der var bare den forskel, at det her bekendtskab kom jeg til at betale for efter forudgående aftale.
John, Ole og jeg havde nemlig besluttet at gøre et forsøg på at fluefange de skærgårdsgedder, som der var blevet skrevet så meget om de sidste par år. Med én weekend til rådighed og uden den fjerneste anelse om hvordan den opgave skulle gribes an, havde vi besluttet at gøre noget andet, som ingen af os havde prøvet før – nemlig hyre en fiskeguide.
Det var en succes. Roger ledte os til strandengen, som vi aldrig havde fundet på egen hånd, og vi fik fisk. Roger hjalp med at udpege fluer, instruere i hvordan vandet skulle affiskes, og så indgød han ikke mindst tillid til, at der rent faktisk var fisk. Det blev for mit vedkommende et eksempel til gentagelse.
Jeg har fisket i en del fremmede vande både herhjemme og i udlandet, men jysk nærighed og studentikos fattigdom har altid afholdt mig fra at bruge penge på at betale for ekspertbistand. Jeg er selvfølgelig jævnligt rendt ind i lokale fiskebrødre, der har hjulpet mig, men min personlige fiskeguide har jeg altid ment var fråds, og noget som var forbeholdt velbeslåede og ubehjælpsomme amerikanske turister. Oplevelsen med Roger fik mig til at revurdere min holdning.
Dette er ikke en reklame for alle verdens fiskeguides. Gør-det-selv-metoden er både respektabel og virkningsfuld. Men nogle af de overvejelser, som jeg har gjort mig, og som af og til har fået mig til at gribe dybt i lommen og hyre en fiskeguide, kan måske komme dig til gode, hvis du står og vakler mellem at helgardere din fiskedag eller spare en unødig udgift.
|
|
|
|
 |
 |
Lad os tage et tænkt eksempel:
På www.medflyfish.com har du læst, at der på Nord-Sardiniens strande er et godt fiskeri efter bluefish. Du får overtalt familien til at henlægge sommerferien på Sardinien og bliver bevilliget én dags fiskeri mellem besøgene i det lokale vandland og andre kulturelle seværdigheder.
På dagen griber du kortet og retter lejebilen ned af en vej, der ser ud til at føre til stranden. Næsten ude ved vandet stoppes vejen af en rusten smedejernsport. Bag porten står en bondemand med en temmelig stor hund. Du kan ikke forstå, hvad han siger, men han ser vrissen ud og vinker afvisende. Der må du nok ikke parkere.
Du prøver et par andre veje med samme nedslående resultat men ender efter et par timers rally på en parkeringsplads med udsigt til en bred sandstrand. Desværre lader det til også at være den lokale badestrand, men du bider tænderne sammen og vandrer forbi iskiosker og måbende badegæster med din stang og din fisketaske. Ude i badeinfernoet er der næppe fisk, men 2-3 kilometer længere ude af stranden er der et lille forbjerg og sikkert dybt vand. Så du tager benene på nakken.
Din pejling er korrekt. Fine klipper at fiske fra og 3-4 meter vand lige under dine fødder. Dine instinkter siger dig, at det her holder fisk. Du prøver hele dit arsenal af fluer i alle vandlag, men lige lidt giver det. Til frokost spiser du din smeltede madpakke og drikker noget lunkent vand. Da solen synker i havet i vest, har du landet en lille revfisk af ubestemmelig art, og det var så dét fiskeeventyr.
Den historie kunne også være anderledes:
Lige før daggry bliver du samlet op på campingpladsen af den lokale fiskeguide, Guido(!). I telefonen hjemmefra Danmark har han lovet at arrangere grej, mad osv. – du skal bare møde op. I kører ned af vejen til førnævnte bondemand, men han er glad, vinker og lukker porten op. Guido forklarer, at det er hans svogers bror, Emilio, og at han har en aftale med ham om at tage sine gæster med ud til hans ejendom.
Nede foran Emilios ejendom er stranden bred og flad og ser ikke ud af fisk. Men Guido forklarer, at netop her er der et revlegennembrud. Når vandet stiger – som Guido har checket at det gør nu – løber masser af småfisk ind på det lave vand for at smovse i rejer og kravl, der har ligget nedgravet i strandsandet ved lavvande. Efter småfiskene kommer bluefishen for at jage.
Guido udstyrer dig med en lang, let spindestang og et lille, grønt blink. Guido forklarer, at det lille blink er dét, som fungerer her om sommeren. Om efteråret kommer sardinerne ind fra dybet, og så spinnes der med døde sardiner på et tackel.
Revlegennembruddet ligger 50-60 meter ude, og Guido instruerer dig i at kaste ud midt i det. Efter en halv snes kast sidder den første bluefish der. Mens vandet stiger, fanger I flere fisk. Guido kaster af og til en håndfuld moste sardiner i vandet. Det trækker småfiskene og dermed de større rovfisk til.
Hen under middag begynder vandet at falde, og fiskeriet ebber ud. Guido tager dig med op til Emilios kone, der serverer nybagt brød og hjemmelavet gedeost med solid rødvin til. Efter en velfortjent siesta til midt på eftermiddagen begynder vandet at stige igen. Du og Guido når endnu et par timers mindeværdigt fiskeri, inden han kører dig tilbage og sætter dig af med et lille knippe friske bluefish til grillen – men 200 euro fattigere.
Guido leverede 5 ting, som fiskeguider normalt er i stand til at levere: Lokalkendskab, rækkevidde, metode, grej og mad.
|
|
|
|
|
|
Side: 1 2 3
|
|
|
|
