|
|
Side: 1 2 3 4
|
|
| Fotograf: Morten Svendsen |
|
|
|
 |
|
|
 |
Rio Lagartos - en tarpon fiskers paradis
Af Kim Rasmussen 05-06-2004
Efter at have hørt om Rio Lagartos fra en god ven, havde jeg sidste år endelig fornøjelsen at komme af sted sammen med fiskeskribenten Pedro, der er kendt for sine utallige fiskehistorier fra nær og fjern. I 10 dage oplevede vi noget af verdens bedste tarpon fiskeri en fluefisker kan opleve. Aldrig havde nogen af os set så mange tarpon på så lille et område. Der var ikke blot mange tarpon, de var også mere end villige til at tage fluen.
På utallige ture, til bl.a. Belize, har jeg oplevet dage med masser af tarpon, blot med det store men, at de overhovedet ikke ville tage fluen. Fiskepresset har disse steder været for højt i alt for lang tid. Dette er ikke tilfældet med Rio Lagartos. Her er ingen turisme og slet ingen fisketurisme, og blot ganske få af indbyggerne taler og forstår engelsk, hvilket i sig selv er en hæmsko for turisme. Byen lever af at fange hummere og blæksprutter. Den tjener godt på dette erhverv, så turisme er ikke nogen nødvendighed. Forholdene til reel turisme er heller ikke til stede. Her er ingen hvide strande, ingen hoteller eller barer, selv bank og posthus er ikke eksisterende, og bussen kommer kun forbi en gang om dagen. Hvad stedet måtte mangle af faciliteter har stedet til fulde, når det gælder fiskeri efter tarpon. Her er tale om en lille hemmelig perle, som sikkert nogle år frem kommer til at forblive sådan indtil den dag kommer, hvor pengestærke kræfter får bygget en lodge og stedet bliver annonceret for det det er; et paradis for tarpon fiskere. Sker det som jeg kan frygte, så vil fiskeriet være fantastisk et par sæsoner endnu, hvorefter det går i sig selv igen. Denne skæbne overgik Isla Holbox, som i dag lider af alt for mange fiskere i den meget korte fiskesæson.
|
|
Rejse med forhindringer
Når man rejser så langt som til Mexico skal der ske små eller store uheld. Denne tur blev ingen undtagelse. Turen som Salmon Fly arrangerede i samarbejde med Gate Eleven var beregnet til blot 6 deltagere. To fødsler og en fyring gjorde, at deltagerantallet i løbet af foråret skrumpede og voksede. En uheldig situation når man ved, at det at skaffe flybilletter til den rigtige pris, bliver sværere jo tættere man kommer sommeren. 14 dage før afrejse var det så en realitet, at vi blev 5 personer. Fire af os skulle rejse med British Airways og en med KLM, ja flybilletter hænger ikke på træerne efter 11. september katastrofen.
Med en meget tidlig afgang fra Kastrup holdt taxien foran hoveddøren 20 min. i fem. Chaufføren var meget behjælpelig med min bagage, faktisk lidt for meget, for da vi ankom til lufthavnen og bagagerummet blev åbnet, kunne jeg konstatere at mit transport rør med 8 fluestænger stadig stod foran min hoveddør.
|
|
|
|
|
|
Klokken var nu fem som aftalt som mødetidspunkt. Der var ingen anden udvej end at vende om og køre tilbage. Chaufføren havde lige mødt og bilen var ikke blevet tanket op, så for at komme frem uden motorstop måtte der tankes. Ikke just opmuntrende når man er i tidsnød. Stangrøret stod stadig foran opgangen og alle flybilletterne var stadig i min bæltetaske. Tre meget nervøse deltagere trippede i køen foran British Airways og aldrig har jeg set nogen blive så glad for at se mig - ikke en gang min kone, da vi var nyforlovede. Det var lidt af en uheldig situation, men vi var stadig i god tid. Det viste sig senere, at en anden deltager havde en ide om, at han havde glemt passet og derfor også måtte vende om i taxien, det var dog falsk alarm.
Vi var alle forberedte på det værste en lystfisker kan komme ud for, nemlig at hans fiskeudstyr ikke kommer frem til tiden. Derfor havde vi alle to fluestænger samt hjul, line, fluer og andet tilbehør som håndbagage, men der var stadig væddemål i gang om, hvorvidt bagagen kom frem til tiden, for der var ikke alt for megen tid i lufthavnen i London. Det viste sig dog ret hurtigt, at dette ikke kom til at holde stik. Vi fik masser af tid i Londons lufthavn, faktisk så meget at vi mistede vor forbindelse fra USA til Mexico. British Airways havde mangel på fly, og de havde i sidste øjeblik leaset Air Atlantic til at flyve ruten til Miami. Det skete dog med 3 timers forsinkelse. Underholdning over dammen ville der ikke blive noget af, da vi ikke havde nået at skaffe det og her midt i myldretiden var der heller ikke nogen tilladelse til at lette. Da maskinen endelig lettede kunne vi regne ud, at hvis maskinen ikke fløj hurtigere end beregnet ville det blive mere end svært for os at nå vor forbindelse.
|
|
|
|
|
|
Tingene kan selvfølgelig også gå den anden vej, og vi ankom senere end beregnet. Vi krydsede alle fingre for at der ville være en senere afgang til Cancun. Det var dog den sidste afgang, som vi havde mistet, og vores sidste deltager, som var fløjet med KLM stod nu i Cancun lufthavn og ventede på os. Jeg har normalt ikke meget tilovers for det stykke legetøj, der kaldes for mobiltelefon, men for en gang skyld viste den sig at være berettiget til det den er konstrueret til – nødsituationer. Via en SMS havde vi varskoet Thomas, at vi evt. ville blive forsinket. I Miami kunne vi så komme i kontakt med ham og aftale nærmere, da vi var nødsaget til at overnatte i lufthavnens hotel. Der var arrangeret transport fra Cancun, og den kunne Thomas selvfølgelig benytte sig af, men der var også behov for at arrangere transport til os dagen efter, hvilket Thomas gjorde med bravur.
Vi havde stadig ingen ide om hvorvidt vor bagage var ankommet til Miami, da den som noget nyt bliver i transit og derefter sendt til slutdestinationen. Da vi næste morgen checker ind viser det sig, at bagagen har fulgt os hele vejen.
Turen ud af Cancuns lufthavn gik smertefrit, ja selv Knud som ellers blev stoppet og visiteret ved hver eneste checkpoint slap ved toldkontrollen, Udenfor stod vores chauffør og ventede på os. Med 3 timers kørsel tilbage begyndte vi nu alle at glæde os til de næste 10 dage.
|
|
|
|
|
|
Side: 1 2 3 4
|
|
|
|
