|
|
Side: 1 2 3
|
Helge Åens hugvillige strømgedder
Af Michael Riis 08-03-2004
Lider man af geddefeber, så er den smukke Helge Å i det sydlige Småland den perfekte legeplads. Åen har nemlig mange små fosser med et forrygende fiskeri efter hugvillige strømgedder.
Og så ligger Helge Åen blot fire timers transport fra København.
Det var i begyndelsen af august måned, og jeg var på kanotur på Helge Åen i Sydsverige. For en sikkerheds skyld medbragte jeg min spinnestang.
En let ni fods kulstang med masser af rygrad. Mit hjul med den uundværlige fightbremse. Og så naturligvis en æske Vibrax-spinnere. Det skulle senere vise sig at være stærk medicin til strømgedder.
|
|
|
|
 |
 |
Voldsom stilhed! Når man er vant til Jagtvejens støjende virvar af biler og mennesker, så er det en oplevelse at være helt alene i den storslåede natur, som omgiver Helge Åen. Her afbrydes stilheden kun af fossernes brusen og de fjerne skrig af havørne højt oppe under skyerne.
Man bliver overrasket over at finde natur så tæt på København, hvor man sejler en hel dag uden at møde andre mennesker.
Helge åen ligger i Småland i Sydsverige. Den 200 km lange Å snor den sig med sin til tider kraftige strøm ned gennem Smålands smukke og varierende natur fra Granhulta Sjön nord for Virestad helt ned til Østersøen.
Helge Åens mangfoldige natur er et kapitel for sig selv. Det ene øjeblik sejler man på de store søer med det mørke rolige vand med små ubeboede øer. Det næste øjeblik driver man dovent ned ad de smalle åløb med de charmerende bugtede sving. Og pludselig hører man en svag brusen, som markerer, at der bag næste sving skjuler sig en fos med kraftig strøm. Gran, fyr, birk, eg og enebær vokser side om side i skøn forvirring og samhørighed. Kun forstyrret af det knejsende grundfjeld. Den store fiskehejre, lappedykkere og canadagæs ses ofte ved Helge Åens vildmarksprægede områder. Den vældige havørn er derimod en sjælden gæst. Men den kan opleves svævende højt oppe over naturreservatet ved den store ø Marsholm. Og er man heldig, så ser man en elg græsse mellem de hvide birkestammer, eller når den på sine lange ben skræver hen over en lavvandet bæk.
|
|
|
|
|
|
Side: 1 2 3
|
|
|
|