Gäddfeber - DVD
Af Peter Lyngby 30-01-2006
Kun de færreste fiskere med interesse for store gedder har ikke hørt rygterne om indholdet af denne film. Forrige forår gik snakken lystigt om to svenskeres usandsynligt vellykket geddefiskeri i den svenske skærgård. På den samme weekend skulle to fiskere have fanget mere end 150 gedder med mere end 20 styk over 10 kg. Vist nok endda to over 15 kg. Mange var af den overbevisning, at nu havde rygterne nok en gang overhalet sandheden indenom.
Rygterne talte dog sandt. De to kendte svenske geddefiskere Stefan Trumman Trumstedt og Torbjörn Buster Jensen havde faktisk oplevet en weekend med geddefiskeri et godt stykke ud over deres egen fantasi. Havde de ikke haft et filmhold på pletten, så havde de næppe selv troet på deres succes i disse dage i slutningen af marts 2004. Filmen viser i al enkelhed drømmefiskeri for åben skærm og mikrofon.
Mens Stefan og Torbjörn fortæller om deres passion for og teknikkerne bag jerbait-fiskeri, så dukker den ene store gedde efter den anden op af skærgårdens klare vand.
Lad os få det overstået med det samme. Meget tyder på at de talte sandt, når de fortalte om to 15 kilos gedder taget med mindre end tolv timers mellemrum. Sikkert er det, at den ene 10 kilos gedde efter den anden landes i båden, og ganske givet er det, at flere af dem også vejer i omegnen af 13-14 kilo. Da fiskeriet er på sit højeste lander Stefan og Torbjörn hver deres 10 kilos gedde samtidigt. Som sagt en film med masser af store gedder.
Filmens anden mission, at formidle selve det særlige jerkbait-fiskeri, lykkes også fint. Grejet gennemgås og afmystificeres enkelt og klart. Jerkbait er ikke en agn, der ligger plasker rundt i overfladen, som mange har haft opfattelsen af. Jerkbait er en agn af amerikansk oprindelse, og den kan ses som en stor wobler uden egen gang i vandet. Det er nemlig hele fascinationen i følge Stefan Trumman Trumstedt og Torbjörn Buster Jensen. Med korte kraftige spinnestænger med multihjul og uelastiske fletliner fiskes jerkbaiten af fiskeren selv. Bevægelse og fiskedybde bestemmes stort set af fiskeren selv og hugget opleves ofte kontant og direkte i kroppen.
Ud over en gennemgang af grejet fortæller Stefan og Torbjörn også om det rette vind og vejr, årstiderne, lidt om taktikken, og de giver værdifulde tips undervejs. Et stort plus er deres grundige instrukser i landing og genudsætning af gedderne. De er bevidste om, at der i dag er rigtigt mange fiskere om buddet, og de pointerer vigtigheden af, at de fleste fisk genudsættes, og at de undervejs både vejes og fotograferes forsigtigt.
Filmens svage side er det lidt monotone setup. Stefan og Torbjörn fisker i helt ens reklametøj, og deres mørke solbriller sidder klæbet fast til øjnene under kasketten, selv under en stille snak på land. Trods mange hvin og hujen, så bliver det en lidt kølig og upersonlig omgang, og det er nemt at misse hvem der er hvem i kampens hede. Fiskeriet er næsten for godt, men i løbet af en time bliver det lidt ensformigt, at se den ene store gedde efter den anden blive landet. Det er ikke nemt at filme to mand i en båd fra ret mange forskellige vinkler, og den ene fight kan være svær at skelne fra den næste. Den skønne natur skinner dårligt igennem, og idyllen bakkes ikke rigtigt op af den underlæggende elektroniske musik.
Alt i alt en informativ film om jerkbait-fiskeri og uhørt god timing for optagelsen af den. Stefan og Torbjörn påpeger flere gange, at de ikke kan forestille sig et bedre fiskeri. Vi kan kun tage hatten af for fangstresultatet, men en lidt kortere film om det havde måske stået stærkere.
Fakta
Titel: Gäddfeber
Producent: Thomas Öhman Produktion
Spilletid: 57 min. + ekstramateriale 13 min.
Format: 16:9
Sprog: Kun svensk tale ingen undertekster
|
|
|
|
|
|
|