©
Coaster 530

Af Steen Ulnits  08-10-2000 Share

Båden, der er 5,3 m lang og 2,05 m bred, har et letplanende skrog med udpræget V-bund. Med en 60 HK Tohatsu på hækken tog det således kun omkring 6 sekunder at få båd, motor og tre mand stærk ud af vandet - med motoren trimmet godt ind under båden, vel at mærke.

Der er ikke tale om nogen walkaround, og alligevel er der plads til at gå rundt om kabinen - samt et højt og robust søgelænder at holde fast i undervejs. Konstruktionen er smuk og giver et meget harmonisk skrog, som de fleste nok vil nyde at se på - familiens fiskende fader såvel som den mere solbadende moder.

Kabinen, der har integreret styrekonsol, er overraskende stor og velpolstret. Den tillader en meget rummelig overnatning for to - samt skrabet overnatning for tre. Døren ind til kabinen er to-delt og af den gennemsigtige type. En nødvendighed, da kabinen derudover kun har to små og smalle sideruder til at give lys.
Polstrede stole og cocktailbord!
Skroget er af håndoplagt glasfiber og det rummelige agterdæk naturligvis selvlænsende. Det er som standard forsynet med to polstrede cockpitstole samt - hvilket ikke mindst familiens øvrige medlemmer vil vide at værdsætte - et cocktailbord. Her er der således oplagte muligheder for at lade champagnepropperne springe, når storlaksen er vel ombord!

Søgelænder på agterdæk samt badestige er ikke standard, hvilket det bestemt burde være på en båd som denne. Det øger såvel sikkerhed som komfort. Det samme gælder lanternerne, som heller ikke er standard.

Bådens lave og aerodynamiske form ser godt ud, men til praktisk sejlads og fiskeri kunne man godt ønske sig et højere vindspejl. Det ville tage mere af vindsuset på en kold dag og samtidig yde den monterede elektronik en bedre beskyttelse mod stænkvand.

Af stuverum findes - foruden ankerkassen fortil - fire stykker. To i kabinen under hynderne og to på agterdækket ved siden af motorbrønden. Sidstnævnte fungerer også som ekstra siddepladser under sejlads og fiskeri. Man skal blot være opmærksom på, at båden er ganske følsom over for skæv balance - og at de ekstra siddepladser derfor helst skal være besat i begge sider.

Med de fordele og ulemper, som alle både altid har, er Coaster 530 et godt bud på en fuldblods fiskemaskine for den seriøse småbådsfisker!
Fakta:
Bredde: |2,05 m

Længde: |5,30 m

Vægt u/motor: |500 kg

Anbefalet motorkraft: |30-80 HK

Antal personer: |Max. 5
Mest læste
  • Fjeldørred på Grønland - ingen kræsne fisk
  • Nye fluehjul fra Lamson
  • Mads Grosell
  • Materiale-kendskab i fluebinding
  • Fremstilling af linekurv
  • Nilaborre Safari - DVD
  • Grej 2005: Nye fluestænger
  • General Practitioner
  • RIO Pike
  • Flugfiske i Mongoliet - DVD

Nyeste blogindlæg

» Gå til bloggen









Copyright© 1999-2005 scandicAngler I/S . Alt materialle er underlagt loven om ophavsret
scandicAngler's politik om personlige oplysninger -   -   - 

Teknik og Content Management System (CMS) Bellcom Open Source ApS