Lars Svendsen en fiskesucces i millionklassen
Af Michael L. Hansen 11-05-2003
I vores serie af interviews og portrætter bringer denne gang et interview med Lars Svendsen, som er manden bag et af Europas største firmaer indenfor fiskegrej.
Manchester United har David Beckham og I har Hywel Morgan og Henrik Mortensen. Er det nødvendigt at bruge ikoner i dag ?
Jeg vil sige både ja og nej. Når Manchester United har ansat Beckham, er det fordi han er den bedste og ikke for markedsføringen skyld. Vi har heller ikke ansat Hywell Morgan og Henrik Mortensen ud fra et markedsføringssynspunkt. Vi har ganske enkelt sat os for, at vi med Scierra vil lave det bedste fluegrej, der kan købes, og det kan vi ikke markedsføre os ud af. Derfor er vi nødt til at satse på udvikling. Det er en helt ny stil vi har slået ind på. Vi har sagt til os selv, at hvis Scierra skal være et luksus mærke, så skal alt være totalt gennemtestet. F.eks. er Henrik Mortensen lige nu i gang med at udvikle en stangserie, der først kommer på markedet i 2005.
Hywell og Henrik er ikke folk, vi bare har en sponsorkontrakt med. De er ansat på en kontrakt med en fast månedsløn, og der er helt faste mål for, hvilke opgaver, der skal udvikles. Hver tredje måned har vi et møde, hvor vi sætter fokus på det vi skal have udviklet. Først når den proces er færdig, kommer markedsføringen ind i billedet. Det er folk, som vi ikke kan bruge til hvad som helst. En mand som Henrik Mortensen ville aldrig lægge navn til noget, han ikke kan stå 100% inde for. Han er simpelt hen perfektionist. Jeg har set ham bruge timer på at filme kastet helt ned i detaljen, og det er jo fint for os. Det ville vi aldrig selv have tid til.
Man kan sige, at Henrik Mortensen er eksponent for den skandinaviske stil, hvor det handler meget om underhåndskast og skydehoved. Hywell Morgan arbejder med det sydeuropæiske og britiske marked, hvor den stil overhovedet ikke har vundet udbredelse.
Det er altså ikke markedsføringen, der er vores udgangspunkt for ansættelsen af Henrik og Hywell. Hvis vi skal slå vores konkurrenter så skal der produktudvikles, men det er da klart, at det spiller en rolle, at vi også har nogle der kan vise grejet bagefter. Henrik har jo haft succes med mere end 1.000 elever på sine danske kurser. Så på den måde kan folk se hele konceptet.
|
|
Mode og lystfiskere
Skal man have lystfisker uniform på for at fiske i dag ?
Da du og jeg startede, gik vi jo rundt i islændere og anorakker, men man kan ikke sige, at det kun handler om mode i dag. Selvfølgelig må du godt se smart ud, men det er jo også praktisk, at du har noget beklædning du lige pludselig kan ånde i og som giver dig bevægelsesfrihed. Der er mere tale om en tilpasning af tøjet til formålet.
Beklædningen er noget af det, der er en stor vækst i, og det er også noget, vi synes er sjovt at lave. Men det er et meget svært område. Det er ikke noget man bare lige går i gang med. Der skal købes stort ind, og der skal stor viden til at lave det rigtigt.
Vi har i november ansat Kenneth Helin, som har været 10 år hos Loop og stået bag deres colorconcept. Han er industriel designer og har en meget stor viden på dette felt udover at være en dygtig fluefisker. Ham har vi ansat på fuld tid, og det er første gang, vi har en designer ansat. Det er en stor investering; for første gang, vi kommer til at sælge noget fra hans hånd, er i foråret 2004.
Det er det udviklingsforløb, man må igennem, hvis man overhovedet vil gøre sig gældende på det felt. Det er et større og vanskeligere arbejde end at lave stænger, hvor alle i realiteten bare kan tage til Kina og købe klingerne. Vi har f.eks. haft vore indkøbere på en tekstilskole i to gange 14 dage for simpelthen at lære noget om det her.
Er lystfiskeri modebetonet ?
Ja meget. Det er jo de samme havørreder vi går og fisker efter på kysten, men hvis du ser på, hvad der har været brugt af agn, er det vidt forskelligt. Går du 30 år tilbage stod folk jo med et Ertner Sildeglimt eller en Jensen prik på 35 gram. Så kom der en bølge, hvor der skulle bruges lettere blink på 12 til 17 gram, og så kom den fynske UL- bølge, hvor man skulle helt ned i spinnere på 5 gram. De fangede en hulens masse store ørreder, og i de år byggede folk UL- stænger på flueklinger i stor stil. Pludselig skifter det, og så var det de store tobiswoblere som f.eks. Sandgrævlingen, som vejede 30 gram og var 15 centimeter lange. Nu går det igen mod lettere blink, og jeg vil påstå, at det ikke er havørrederne ude på kysten, som har ændret sig smag.
|
|
|
|
Keywords - Læs mere om:
|
|
|
Side: 1 2 3
|
|
|
|