Bevar roen
Af Michael L. Hansen 19-12-2002 Share
Vi kom ombord og motorerne blev startet. Da vi kom ud af havnen åbenbaredes det blå ocean. Når man har set det forstår til fulde begrebet the deep blue. Det er en fantastisk farve. Man mærker også tydeligt at havet opfører sig anderledes end i de hjemlige farvande. Det er nærmest havblik, men bølgerne er der – de er bare enormt brede og det føles behageligt i forhold til vores krabbe bølger.
Agnen, se såkaldte kona- heads, gøres klar efter ti minutters sejlads. Vi får tildelt hver en stang som vi skal passe, men inden er der en grundig instruktion til en debutant som mig. Ricardo forklarer på engelsk med stort engagement. Han viser os hvordan man tager stangen, sætter sig i stolen, placerer de fastgjorte karabinhager i hjulets beslag, sætter stangen i røret og spænder bæltet.
Ups – det er måske lige lidt rigeligt at holde styr på, tænkte jeg, hvis der nu er en marlin på 400 kilo i den anden ende. Men så falder Ricardos vise ord; Når og hvis fisken hugger, så er det vigtigste at bevare roen.
Efter et par detaljer mere om lineoplæg og hjulets gear, bliver jeg sluppet løs ! Det er helt uvirkeligt. Man får fornemmelsen af at herude kan alt ske når som helst.
Vejret er helt vidunderlig –sol fra en klar himmel, let brise og under os the deep blue. Det var en herlig fornemmelse. Jeg fik en mærkelig fornemmelse af, at der skete et eller andet udenfor mit synsfelt, og drejer hovedet i den retning, hvor min synsforstyrrelse kom fra. Og pludselig kom den flyvende – en flyvefisk. Det er altså et spøjst syn. En fisk kommer flyvende en meter oppe over bølger og forvinder i havet igen 50 meter længere henne.
|
|
Vi får selskab
Efter den første flyvefisk så vi et par stykker mere, men ellers skete der ikke det vilde, men jeg vågnede brat op, da Ricardo råbte et eller andet på portugisisk. Ikke desto mindre forstod vi godt at han ville have os til at hale agnen ind. Han havde set et eller andet. Da hans værste ophidselse var overstået fik jeg lokket ud af ham på engelsk, hvad årsagen til postyret var.
Han tog mig med op på broen, og pegede i en bestemt retning. Jeg så bare ingenting ! Endelig gik det op for mig at langt, langt borte i horisonten var der nogle bittesmå hvide prikker der bevægede sig.
Tak for kaffe – sikken et falkesyn. De hvide prikker var måger, og Ricardo sagde at der var to muligheder. Enten var det tun eller også var det delfiner som mågerne havde slået følgeskab med. Gashåndtaget fik en ordentligt tur og det varede ikke længe før vi vidste, hvem af de to mistænkte der var den skyldige.
Da vi nåede frem var der ingen tvivl. Vi blev nærmest omringet af delfiner. Der var delfiner alle vegne og jeg opgav at tælle da jeg var nået til nummer 48. De var helt ustyrlige, sprang og gav svømmeopvisning i den helt store stil. De så ud til at være i rigtig godt humør, og det blev jeg også. Okay det var altså ikke tun, så i stedet for at fiske måtte vi nyde synet, og jeg syntes allerede at det havde været en herlig tur.
|
|
|
|
|
|
Side: 1 2 3 4
|
|
|
Mest læste
-
En revolution i spinnefiskeriet – Det praktiske fiskeri
-
Bombarda - En revolution!
-
En revolution i spinnefiskeriet – Det første møde
-
Fischer-fluen
-
Laksetrolling i verdensklasse - Del 3
-
Græshopperne kommer
-
Silhouet-fluer til nattens havørreder
-
Årets minder
-
Laksetrolling i verdensklasse - Del 2
-
Pink Tandem
Nyeste blogindlæg
» Gå til bloggen
|
