|
|
2000 nye københavner gedder
Af Redaktionen 27-05-2004
Miljøborgmesteren Winnie Berndtson (S) var forleden rundt i de københavnske søerne for at sætte små, grumme gedder ud, så de kan være med til at skabe det rigtige miljø som en del af genopretningen af Søernes liv.
Når geddeyngelen om nogle måneder er de blevet store, glubske rovfisk, der skal være med til at holde liv i Københavns søer fra Gammel Kongevej til Østerbrogade. Der sker ikke af hensyn til lystfiskeren men som en del af anden fase af oprensningen af de indre søer i byen. Tidligere erfaringer har vist at vandet er blevet både renere og klarere.
Et par tusinde gedder blev sat ud i specielle kasser, som skal fungere som beskyttende miljø for dem, så de ikke bliver spist af Søernes andre rovfisk, nemlig aborrerne.
Allerede til efteråret skulle de gerne være så store, at aborrerne ikke kan eller tør spise dem, og de kan bevæge sig frit og modigt rundt i Søerne.
Siden projektet gik i gang i 2002, er det hurtigere end ventet lykkedes at skabe en god biologisk cirkel i de indre søer. Vandet er blevet klart, så undervandsplanterne spirer af sig selv. Det er dem, man kan se som en slags søgræs ligge ved overfladen.
Dertil er aborren begyndt at yngle og fungerer som oprydder blandt skaller og brasen, der regnes for skidtfisk. Det er vigtigt, at gedderne også yngler i Søerne, fordi de kan tage større fisk end aborrerne.
Men det er først til næste år, at det viser sig, om gedderne kan lide de forholdsvis lave søer som yngleområde. Søerne nær Gammel Kongevej er ca. fem meter dybe, mens de op mod Nørrebro og Østerbro kun er to meter dybe.
Tidligere i projektet er uønskede skidtfisk fisket op i tonsvis. Der er skabt kunstige skjul og opvækst steder for rovfisk samt genetableret undervands-planter. Problemet for Søerne var, før projektet gik i gang, at mange års tilførsel af næringsstoffer fra Emdrup Sø og Utterslev Mose skabte store algemængder. De gjorde vandet grønt og uklart. Det uklare vand hindrede lyset i at komme ned til bunden og ødelagde vilkårene for planter og dyr. Skidtfiskene åd alle de små dafnier, som ellers spiser algerne, og derved skabtes en ond cirkel. Den gode cirkel begyndte, da et minirensningsanlæg blev bygget ved Emdrup Søs løb ind mod Søerne.
Københavns Kommunes projekt for Søerne har et budget på samlet 12,3 mio. kr., og det løber frem til 2007. De sidste to år sættes der fokus på at fastholde den gode biologiske cirkel.
Kilde Jyllandsposten
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|