Sommertid er fluetid
Når det festlige kystfiskeri efter hornfisk ebber ud og de slanke fisk trækker væk fra kystområdet, stiller nogle kystfiskere grejet om bagest i skabet og finder badetøjet frem… men ikke fluefiskerne! Fluegrejets effektivitet bliver nemlig bedre og bedre modsat det meste andet kystgrej, eftersom sommeren holder sit indtog.
Når det festlige kystfiskeri efter hornfisk ebber ud og de slanke fisk trækker væk fra kystområdet, stiller nogle kystfiskere grejet om bagest i skabet og finder badetøjet frem… men ikke fluefiskerne! Fluegrejets effektivitet bliver nemlig bedre og bedre modsat det meste andet kystgrej, eftersom sommeren holder sit indtog.
Selv om nogle af rovfiskenes foretrukne fødeemner trækker væk fra kysten, når de høje vandtemperaturer for alvor slår igennem, er der stadig masser af krebsdyr og småfisk, som trækker torsk og ørred ind under land. Men de er blevet meget mere forsigtige nu, hvor de har ædt sig igennem de første forårsmåneder. det er netop én af grundene til, at fluefiskeriet er mest effektivt om sommeren og om efteråret. Om foråret kan spinnefiskerne affiske større kystområder, indtil de finder fiskene, der så som regel hugger betingelsesløst; men senere på året, når fiskene er godt mætte, er de langt sværere at lokke til biddet med alt andet end en passende flue. En anden god grund til fluefiskeriets effektivitet er, at de fleste rovfisk inde i kystvandet fokuserer på mindre fødeemner, som fluefiskeren netop har de allerbedste forudsætninger for at efterligne bedst muligt. Selvfølgelig skal man ikke tro, at spinnefiskeri slet ikke kan benyttes. Kystfiskeri er heldigvis aldrig helt sort eller helt hvidt, og specielt spin med en lille wobler kan være et effektivt våben om sommeren. Mine egne erfaringer samt min fiskejournal viser blot, at jeg som fluefisker står overfor et af årets højdepunkter om sommeren.
Myter om sommerfiskeriet
Mange kystfluefiskere tror, at man om sommeren udelukkende kan fange fisk om natten. Der er da heller ingen tvivl om, at det er en god ide at benytte sig mest muligt af døgnets mørkere timer; men man kan også sagtens fange fisk om dagen, når blot de rigtige forudsætninger er til stede. Det sker ikke så sjældent, at en "stakkels uvidende" lystfisker fanger en stor ørred, mens badgæsterne boltrer sig lidt længere væk.
Den vigtigste forudsætning for noget sådant er, at der er masser af fødeemner inde i kystområdet, for så kan både ørreder og torsk sagtens tåle det varme kystvand i kortere perioder. Ædeinstinktet overgår formentlig trangen til at stikke af fra lummert sommervand – i hvert tilfælde på kort sigt. Som beretningen tidligere viste, kan det godt lade sig gøre at fange fisk ved højlys dag. I "mit eget" fiskevand, som omfatter de fynske kyster og tildels det midtjyske omkring lillebælt, er der flere pladser, hvor man kan fiske med rimelige hugchancer om dagen. Det gælder specielt pladser med en god vandudskiftning som karakteriserer mange områder i Lillebælt og Storebælt. Desuden kan man med lidt opsøgende arbejde finde pladser, der ofte besøges af den blanke form af regnbueørreden. Disse Steelheads er specielt interessante, fordi de er mere tolerante overfor højere temperaturer og kan findes selv på mere "kedelige" pladser, hvor vandkvaliteten ikke synes at være overvældende god. Så er der selvfølgelig også det faktum, at en steelhead, der har gået i havet et stykke tid, stiller en h… fight op, når den bliver kroget! En anden myte gælder brugen af fluer til sommerfiskeriet. Nogle kystfluefiskere bruger næsten udelukkende muddlerfluer til natfiskeriet, men det er mit indtryk, at alle forholdsvis lette fluer er ligeså gode. Selvfølgelig giver det ekstra spænding, når en fisk tager muddleren helt oppe i vandoverfladen, men sommertiden er jo karakteriseret ved meget lys på kysten, så selv om natten har rovfiskene ikke svært ved at se fluer længere nede i vandet. Lette hackle- eller hårvingefluer med dæmpede kulører i grønt og brunt samt lidt flash, plejer at fiske fint om sommeren.
Hele aftenen er der gode chancer for både ørreder og torsk i både juni og juli, hvis blot man vader med forsigtighed, så man behøver ikke nødvendigvis ødelægge sin nattesøvn for at fiske. Hvis man endelig vil gøre noget ekstremt, er det efter min erfaring langt bedre, at stå tidligt op og teste morgenfiskeriet. Om morgenen finder man stadig aftenens kølighed i vandet nogle timer efter solen kommer op og dermed også chance for fisk inde under land. Jeg vælger ofte, at fiske en til to timer på vej til arbejde, hvor jeg kommer forbi en dejlig kystplads fremfor al natteroderiet, så man hænger klatøjet over skrivebordet hele dagen.
Føde og fluer
Rovfiskenes fødemønster påvirkes i denne tid af de tætte skyer af plankton, som har udviklet sig i vore farvande i løbet af foråret. De større krebsdyr, orme og stimer af småfisk følger planktonets bevægelser og efter dem følger rovfiskene. Der er generelt ingen grund til at tro, at ørreder og torsk overhovedet ikke tager føde til sig i dagtimerne i denne tid. Sandsynligvis går de blot i de dybder, hvor planktonets findes, hvilket om sommeren er dybere end vi kan nå med flue…og lette blink for den sags skyld. Men et par timer inden solnedgang begynder planktonet at stige mod overfladen, og så er chancen for hug på vore overfladeagn betydeligt større. Kystvandene er fyldt med yngel af diverse fiskearter, som formerede sig i foråret, f.eks. hundestejle, hornfisk, tobis, torsk og hvilling. Derfor betyder disse småfisk om sommeren nok mere som føde betragtet end krebsdyr og orme. Af den grund kan man også forsøge sig med et udvalg af streamere – gerne nogle i store størrelser. Jeg benytter mig i vid udstrækning af en Sølvræv, fordi jeg synes dens kombination af neutrale farvetoner passer godt til at efterligne flere af de nævnte småfisk, og dens flashrib synes virkelig at overbevise rovfisk om at de skal have fat i det lille, skinnende kræ. Undertiden benytter jeg den med et overdrevent rødt hoved (Rød Ræv), som gør den specielt synlig uden at nedsætte dens dragende evner. En lignende flue bundet af hundehår (Våd Vovse) er typisk grå til sortmeleret og fanger fisk langt ind i tusmørket. Først når det virkelig bliver mørkt, hvilket vil sige på overskyede nætter – og i helt stille vejr, sætter jeg en muddlerflue på forfanget, og den virker da også for det meste…men jeg har nu fanget mest på de andre fluer om sommeren. Så er der jo også de drilske multer, som futter rundt inde på det lave vand ved højlys dag. De bliver lettere at fange eftersom sommeren skrider frem, men helt nemt bliver dette fiskeri vist aldrig. Multer synes at æde mange forskellige fødeemner, men små udefinerlige, hacklefluer i grønt eller brunt giver undertiden fisk på tasken. Husk et lokkemiddel at dyppe fluen i, eller gnid den godt i tang – multer går tilsyneladende efter duften mere end selve fluen.
Skriv en kommentar
Want to join the discussion?Feel free to contribute!