Tag alt hvad du som laksefluefisker kan forestille dig om det nordøstlige Island, tilsæt et fantastisk landskab, stor og stabil lakseopgang, perfekte indkvarteringsforhold og til sidst, men ikke mindst rigtig gode pools der egner sig fortrinligt til fluefiskeri. Så har du Svalbardsa!
Læg hertil forholdsvis billige flyafgange fra både Billund og København igennem det meste af sæsonen der går fra. 1. Juli til 15 september. Så er der basis for en vellykket lakserejse til en uspoleret natur med store såvel som mindre atlanterhavslaks.
Svalbarðsá fiskes af kun 3 stænger, men har en lakseførende strækning på hele 17 km og 35 pools. Zonerne har enorm variation og stiller krav til fluefiskerens teknik.
Den nederste del er mellem lodgen og havet. Den er forholdsvis åben med mange fine sving og åbenbare standpladser. Tidligt på sæsonen fisker denne del af elven særdeles godt med overvægt på de første pools (Ósinn, Ósbreiða og mellemstykkerne).
Midterstykket strækker sig fra lodgen hele vejen op til den attraktive pool 17 (Forseti: President´s pool), hvor bilen må parkeres. Den bumlede naturvej går ikke længere! På denne strækning findes nogle af de berømte pools (Hornhylur, Svalbarðshylur og Neðri-Eyrarhylur). Her er flere lange stryg med mange standpladser, der er smalle zoner med dybde og der er pools, hvor nystegne laks konstant trykker ældre standfisk videre op i elven – og derved provokerer fangststatistikken yderligere i vejret.
Det øverste stykke er ubeskriveligt smukt! Det er også svært tilgængeligt og kræver en gåtur i terræn på en go´ time for at nå op i toppen til vandfaldet Stórifoss, der også holder på store laks. Andre eminente pools på denne strækning er Laxahylur, Neðstagil og Lítlifoss. Denne del af elven er rammet ind af høje skråninger og stejle sider, så fluefiskeren får sig en “canyon-experience” i en helt unik og storslået natur. Men det kræver en fysisk anstrengelse og det meste af en dag at kommet godt igennem de mange fine pools.
Min færøske ven havde book´et Svalbarðsá i tre dage primo september hos Hreggnasi Angling Club. Stænger og hænder varmede vi op i den episke Hofsá, men det er en helt anden historie…!
Bookingen inkluderer en fremragende og veludstyret lodge (selfcatering). Der er fire dobbeltværelser med eget bad og toilet. Der er et dejligt køkken og en stor stue og opholdsrum med fantastisk udsigt over elven. Ved siden af er en mindre bygning til guider og tørrerum til jakke, vaders osv. Rundt om det hele er der en stor træterrasse med gasgrill og opholdsmøbler.
Efter indkvarteringen, udpakning af waders og gear blev tålmodigheden sat på prøve…vi var kommet tidligt og kunne først begynde fiskeriet en time senere. Stemningen og glæden ved at være på plads i en af Islands mest berømte elve var enorm. Omstændighederne gjorde, at vi var alene og havde både lodgen og hele elven for os selv.