Sage Xi2
Ny serie fuldblods saltvandsstænger fra Sage. Og der er virkelig tale om fuldblods arbejdsheste, der tåler saltvandet. En perfekt blanding af en stor og stærk jysk bryggerhest og den ædleste og lynhurtige araberhingst.
Saltvandsbestandig hjulholder er en selvfølge man næsten ikke behøver nævne, men resten af monteringen adskiller sig alligevel en smule fra normen, da skydeøjet er væsentligt større end normalt, for at undgå fuglereder i skydeøjet og for at sikre maksimal distance på kastene. Også topøjet er optimeret til et helt rundt i stedet for de normale pæreformede, igen for at sikre optimal kastelængde. Alle øjer er selvfølgelig grundigt og meget smukt lakeret og helt lukkede omkring øjefoden.
Håndtaget er full-well på samtlige modeller.
Klingen er lakeret dybblå og leveres kun som 4-delt.
De første par modeller var på markedet i Danmark sidste år, men allerede i år leveres Xi2 fra klasse 6 til 14, alle 9 fod bortset fra 14’eren, som er 8 fod.
3 år har Sage brugt på at udvikle denne serie med Generation 5 kulfiber og en hel ny måde at producere stængerne på, noget som Sage kalder MPS – Modulus Positioning System. En teknik, som blandt andet giver stængerne en helt fantastisk løftekraft, som vi nok ikke altid har så meget brug for under hjemlige himmelstrøg, men som er en væsentlig egenskab ved stænger, der skal bruges ved eksempelvis tarponfiskeri.
Hvordan kaster de så, disse ”bæster”.
Tjah, man kunne nøjes med at sige ”afsindigt godt”, men det er selvfølgelig ikke nok for den kræsne fluefisker. Først og fremmest overraskes man over hvor hurtige de er. Dermed menes ikke stive, men hvor hurtigt klingen falder til ro efter stop, hvilket giver den en fantastisk linekontrol med snorlige, smalle linebugter, der er en stor fordel i den vind, som for det meste hærger langs de danske (eller for den sags skyld tropiske) kyster.
Med en progressiv aktion er stængerne behagelige at kaste med, men med rigeligt overskud til lange kast, hvad enten man foretrækker skydehoveder eller WF-liner.
Der er masser af kraft i bunddelen af stængerne, og dermed er der også sagt, at serien ikke hører til blandt de blødeste.
Xi2 er en vellykket og overraskende ensartet serie, som vil være et perfekt valg for den danske kystfisker, også hvis man har drømme om en tur til de tropiske egne for at fange bonefish eller lignende.
For god ordens skyld skal det siges, at de prøvede stænger var klasse 6 og 8.