Ørreden på tundraen
Hvis du synes at man kan støde på mange forhindringer før man kan komme på fisketur, så var det nok lige en ide at læse Martin Falklinds bog om fiskeriet i det nordlige Rusland.
Bureaukratiet og korruptionen blomstrer i en sådan grad, at fiskeriet kan være en yderst usikker affære. Hvad mener du om at komme til dit drømmevand, betalt i dyre domme, for så at finde ud af, at det nu pludselig er nogle andre der har rettighederne til fiskeriet. Ingen ved hvorfor og hvordan. Lysten til at stille folk nærgående spørgsmål midt ude i ødemarken er ikke stor, når man ikke er helt sikker på hvad de har inde under vesten, hvem deres venner er og hvor langt væk de er (den russiske mafias interesser omfatter også fisketurismen).
En kendsgerning som også Martin Falklind og hans rejsefæller fik at mærke. Det svenske firma Loop er nogle af dem der har kastet sig ud i at få fiske turister til Kola halvøen. Loops ankermand i dette er Christer Sjøberg, som i flere tilfælde måtte betale fiskelejen to gange ! Vejret er en anden usikkerhedsfaktor, som kan spolere fiskedrømmene.
Transporten foregår med helikopter, og de kan dels få flyveforbud eller blive omdirigeret uden nogen som helst forklaring.
Har man den tålmodighed og befinder sig godt uden sikkerhedsnet, så dokumenterer Falklinds billeder hvad der venter. Billederne er absolut bogens stærkeste side. De er meget, meget indbydende og flotte. De fortæller om et helt ufatteligt fiskeri, som virker så jomfrueligt som havde det været uberørt siden vorherre efterlod det på taigaen i det høje nord. Tænk engang når man bliver vant til at fange bækørreder med et gennemsnit på over 2 kilo.
Et af bogens kuriøse afsnit er det jeg vil betegne som hard core fiskeri. Isfiskeri efter rødding og ørred i ekstreme kuldegrader. Jeg mener ikke selv at jeg er magelig, men det der ville jeg nok over veje et par gange hvis jeg fik tilbuddet. Røddingerne er flotte men ser ser meget koldt ud. Et andet kuriosum er mødet med en vaskeægte samefamilie i et aflagt militært bæltekøretøj.
Sprogligt er bogen bestemt ikke nogen oplevelse, og det er synd når nu Falklind har så meget på hjertet. Modsat mange fiskebøger er dette jo ikke en instruktionsbog i teknik, grej eller andet, men netop en fortælling. Falklind har holdt sig i en dagbogsstil, som slet lever op til æstetikken i billedmaterialet.
Når jeg nu synes den alligevel er værd at læse, er det fordi det er elementært spændende at følge ekspeditionens fiskeri og fortrædeligheder, og jeg må inddrømme at billederne får mig til at overveje en Kolatur.
