Niels Vestergaard – Lystfiskeriets altmuligmand..
Fisk, film og foto er nøgleordene i Niels Vestergaards arbejde. I 15 år har han levet af at formidle sin glæde ved lystfiskeri i film, billeder og ord…
Det hele begyndte med et job som redaktør for det lokale foreningsblad. I dag har Niels Vestergaard eget forlag og produktionsselskab, sidder i redaktionen for et fiskemagasin, er flittig skribent og international anerkendt for sine natur- og fiskebilleder. Niels Vestergaard hiver en lille pose med fluer op fra bordet og forklarer, at det er fluer til bonefish-fiskeri.
Fluerne er endt på hans bord, fordi han skal tage studiefotos til en billedserie, der viser hvordan man binder en god bonefish-flue. ”Det er rent fagligt et spændende arbejde, men jeg vil nødig være studiefotograf, ligesom jeg nødig vil sidde og lave layout hele dagen, ligesom jeg nødig vil være naturfotograf udelukkende. Jeg kan godt lide alsidigheden,” siger Niels Vestergaard om sit arbejde med lystfiskeri. ”Jeg kan forholdsvis mange ting, men jeg er ikke 100% dygtig til alle ting. Jeg er god, habil på flere områder, men jeg sætter mig ikke ned og fokuserer ensidigt på et enkelt område. Alsidigheden er min styrke, men det er også en svaghed, at jeg vil så mange forskellige ting. Måske burde jeg sige nej til mere, end jeg gør,” funderer lystfiskeriets sydsjællandske altmuligmand.
Film og foto
Når man betragter Niels Vestergaards virke indenfor lystfiskeri gennem 15 år, bør man retfærdigvis kigge på de enkelte områder hver for sig. Et af de mest iøjefaldende arbejdsområder er i sagens natur Niels Vestergaards arbejde som fotograf og filmproducent. ”Da jeg var 20, var jeg redaktør for et foreningsblad. De skulle bruge nogle fotos, og så begyndte jeg at arbejde med det. Det var spændende, og på den måde blev jeg tunet ind på foto og film,” fortæller Niels Vestergaard.
At fotografere og lave film har en meget stor plads i Niels Vestergaards hjerte, og allerede inden arbejdet med at lave fotos til foreningsbladet havde Niels sammen med en god kammerat lavet 11 kortere lystfiskerfilm, som de lod rulle over lærredet til en række foredrag. ”Jeg syntes, det var sjovt at arbejde med, men filmene var amatøragtige,” husker Niels, der med årerne har lagt amatørens begyndervanskeligheder bag sig og udviklet et sjældent talent for at tage gode naturbilleder. ”Som enhver anden fotograf ser jeg billeder hele tiden. Det er også med til at gøre naturoplevelsen mere intens.
Det gælder om at være forudseende, om at være opmærksom hele tiden. Mine fiskekammerater undrer sig nogle gange over det, men for mig er det et tillæg til mit fiskeri. Jeg har det ikke godt, hvis jeg ikke har mit kamera med,” fortæller Niels Vestergaard om sin store begejstring for film og foto. Mens han har det svært med at være ude at fiske uden kamera, kan han godt tage på fiskerejse uden at fiske.
”Jeg har været i Ægypten i 14 dage uden at fiske. Jeg havde slet ikke fiskegrej med. Det kan være en ligeså stor oplevelse at filme hugget som selv at fange fisken. Jeg har fanget dén fisk med kameraet. Jeg er helt tæt på og med i fiskeriet, og det er der ligeså stor spænding i som selv at fange den med stang,” fortæller Niels Vestergaard om en af sine store oplevelser med kameraet.
Arbejdet med at filme og fotografere er ikke blot en sidegevinst til fiske- og naturoplevelserne. Film og fotos tjener også som stemningselementer i Niels Vestergaards produktioner. Han vil gerne lave en bog med stemningsfyldte beretninger for at få lidt mere poesi ind i fiskeriet, men han må erkende, at der i Danmark ikke er et marked for denne type bøger. ”Jeg prøver at få nogle stemningsmættede billeder med ind i mine bøger, så det ikke kun er tekniske billeder alt sammen.
Det er spændende at fange stemningen ude i naturen og bringe den videre i en bog, men en bog udelukkende med stemningsberetninger er desværre et filantropisk projekt,” lyder det fra Niels Vestergaard, der i kraft af sin rolle som forlægger nok ved, hvilke bøger, der kan sælge og hvilke, der blot samler støv på forlagets hylder.
Forlag og fagbøger
Mange tror, at det er en god forretning at udgive en bog om lystfiskeri, men den opfattelse vil Niels Vestergaard gerne afkræfte. Og det var da heller ikke for pengenes skyld, at han i ’92 lavede sit eget forlag, Salar. ”Det er slet ikke økonomien, der er drivkraften. I sidste ende er det ikke sjovt, hvis der ikke er økonomi i det, men det er heller ikke sjovt, hvis der kun er økonomi i det,” smiler Vestergaard og fortsætter: ”Forlaget har jeg lavet, fordi jeg har en brændende lyst til at få tingene ud på min egen måde, og så vil jeg også gerne udgive flere bøger. Hidtil har jeg kun udgivet mine egne bøger,” siger Vestergaard men afviser ikke, at han kunne finde på at udgive en anden forfatters bog, hvis der er et oplagt potentiale i projektet.
Det er et stort arbejde at drive et forlag, og derfor har Niels Vestergaard også lagt distributionen ud til andre. Der går allerede mange timer med administrativt arbejde på kontoret, så forlaget skal kun være en lille del af Vestergaards forretning. Det er vigtigt at have tid til at komme ud i naturen og fiske og indhente ideer og inspiration til nye bøger og artikler. ”Når jeg er ude og fiske, får jeg altid lyst til at skrive en artikel eller tage nogle billeder.
Mange ideer opstår, når jeg står ude på 1. revle i vand til…skal vi sige navlen? Jeg får koblet af, selv om jeg også tænker på arbejde. Alle ting vender sig og falder på plads.” Det er gennem tiden blevet til et utal af artikler og en række bøger om så forskellige fiskeformer som fluefiskeri, trolling, stangbygning og kystfiskeri. Niels Vestergaards bøger er alle kendetegnet ved at være introducerende fagbøger, som ikke forudsætter et indgående kendskab til fiskeri. ”Mine bøger og film giver konkret viden til at gå ud og få nogle fiskeoplevelser.
Jeg har ikke noget højere mål end at give den enkelte lystfisker nogle gode råd. Mange gange sidder jeg ikke inde med al den viden, der står i mine bøger. Ofte er jeg bare formidleren mellem én god lystfisker og en anden. Jeg opsøger lystfiskere, som ved mere om det, end jeg gør. Og det giver mig en stor glæde at høre lystfiskere sige, at min film eller bog gav dem rigtige mange gode tips,” siger Niels Vestergaard om sit forfatterskab. Fagbøgerne er blevet hans varemærke, selv om han som nævnt gerne vil lave mere poetiske stemningsberetninger.
Men indtil videre lader han andre om at lave fortællende bøger. ”Svend Saabyes ”Lystfiskerliv” er et lysende eksempel, og han er også en stor inspirationskilde, selv om jeg ikke kan skrive, som han gør. Jeg prøver at få stemninger ind i mine artikler, og jeg har læst mange af de bøger, der bliver undervist i på Journalisthøjskolen, men jeg bliver aldrig en fremragende journalist,” lyder det beskedent fra Vestergaard, der kan glæde sig over, at hans lille forretning med fagbøger, forlag, film og fotos i dag går ganske fint.
Men sådan har det ikke altid været. Specielt i begyndelsen var der stor usikkerhed forbundet med enkeltmandsvirksomheden Niels Vestergaard. Det er svært at etablere sig i lystfiskerbranchen, og i de første år var det vanskeligt at hive en acceptabel månedsløn hjem, selv om han aldrig har manglet opgaver eller været i tvivl om, hvad han skulle lave. ”Det er ikke lyserødt alt sammen, men det er heller ikke op ad bakke hele tiden. Der ligger en høj grad af økonomisk usikkerhed i det, men det er samtidig også drivkraften i det.
Jeg har været heldig, og det er gået godt. Det er ikke nogen big business, men jeg ligger ikke længere vågen om natten på grund af økonomien. Jeg klager ikke, men jobbet er ikke som de fleste tror. Det er et mediejob, og man skal først og fremmest være god til det med medier. Mange forestiller sig, at jeg lige er ude og fiske og så hjemme og skrive en artikel og så ud og fiske igen. Jeg er meget på kontoret og løser mange administrative opgaver. Der er ofte lange arbejdsdage, men jeg kan tage en fridag, når solen skinner, og det gør jeg da også en gang i mellem. Men det kræver en stor arbejdsdisciplin,” forklarer Niels Vestergaard om sit arbejde.
Når det trods alt er gået godt for Niels Vestergaard, skyldes det i vid udstrækning, at han har mange kontakter, og at hans arbejde spænder over flere områder. Desuden mener han, at lystfiskeri appellerer til nogle instinkter, som er i mange mennesker, og derfor er der også et godt marked for hans forskellige produktioner. Og havde der ikke været et marked for film og bøger om lystfiskeri, så ville han alligevel have beskæftiget sig med film og foto blot indenfor et andet felt.
Inspiration og oplevelser
Niels Vestergaard elsker at fiske, men inspirationen til arbejdet kommer ikke udelukkende fra fiskeriet. Han læser fagbøger om foto, film og layout og går ind i mellem også til fotoudstillinger, som intet har med fiske- eller naturfotos at gøre. ”Min verden er ikke fuldstændig sporet ind på fiskeri. Den største inspiration kommer nok fra en masse input udefra,” vurderer Niels Vestergaard og tilføjer, at der naturligvis også er flere personer og magasiner indenfor lystfiskeri, der har inspireret hans arbejde. ”Filmmæssigt kan jeg huske Per Sowinski, der var kendt som lystfiskerfotograf. Han lavede nogle fremragende 16 mm lystfiskerfilm, som blev vist i tv.
Ellers har jeg været inspireret af det svenske magasin, Fiskejournalen, og Jens Ploug Hansen har også været en inspirationskilde for mig. Han har lavet nogle fremragende bøger.” Som lystfisker har Niels Vestergaard haft en lang række store oplevelser i fortrinsvis Danmark, Norge, Sverige, Grønland og Island. Det er ikke blevet til så mange store udenlandsrejser, men han savner bestemt ikke noget i sit fiskeri. ”Jeg har ikke noget til gode i fiskeoplevelser. Jeg har fanget de store fisk, jeg skal fange, men jeg elsker stadig at fiske. Noget af mit favoritfiskeri er enhåndsfluefiskeri efter smålaks på 2-3 kilo.
Store oplevelser hænger ikke sammen med store fisk. Jeg vil gerne fange en stor fisk, men det er ikke afgørende for oplevelsen. Jeg er blevet bedre til at vælge de gode dage, de rigtige tidspunkter. Jeg fanger flere fisk nu end tidligere, fordi jeg har mulighed for at tage af sted, når forholdene er optimale,” siger Niels Vestergaard og erkender, at hans fiskeri er blevet anderledes. ”Fiskeriet bliver anderledes, når man beskæftiger sig med det, som jeg gør. Men jeg føler det ikke som et tab. Der er nogle udfordringer i det, som fylder mere end detaljerne i fiskeriet. Men det er fortsat kystfiskeri efter havørred, der ligger mit hjerte nærmest. Sådan har det altid været.”
Forén jer lystfiskere!
Niels Vestergaard har ikke noget større ønske om at påvirke lystfiskere i en bestemt retning, men en enkelt mærkesag har han dog. Han ser gerne et stærkt forbund, der kan tage varer på spørgsmål om miljø, fisketegn og den slags, og så beklager han, at mange lokale foreninger har svært ved at rekruttere nye medlemmer. ”Vi har bestemt brug for et stærkt forbund, en stærk paraplyorganisation.
Hvis der kommer en markant miljøpolitik fra forbundet, vil det brede sig. Men den enkelte lystfisker synes jo, at det er lidt mere spændende med en ny fiskestang end udledningen fra det lokale rensningsanlæg. Kunne han bare interesse sig lidt for begge dele, vil det være godt,” vurderer Vestergaard og appellere til, at lystfiskere slutter op om de lokale foreninger. ”Nye tiltag kommer ikke, når man sidder alene og sliber fiskekroge før en fisketur.
Det kommer, når man sidder i en gruppe og sliber kroge før en fisketur,” slutter Niels Vestergaard og gør sit fotoudstyr klar til at skyde en række studiefotos af bonefish-fluen.