Makrofluer – de helt små

Et ordsprog siger: Stor agn stor fisk. Men gælder det nu også i alt fiskeri?

Fiskeri med nymfe og tørflue er fiskeri med imitationer. Fluerne skal ligne deres forbillede i størrelse og farver. Det er dog ikke sådan, at man ikke kan fange noget, hvis det ikke ligner helt præcist. De fleste danske vandløb er fyldt med adskillige insekter, lige fra døgnfluer og vårfluer til små ferskvandskrebsdyr, og derfor vil en bestemt imitation sagtens kunne forveksles med noget andet spiseligt.

Der findes dog steder, hvor udbudet af fødeemner er sparsomme, og her gælder det om at være meget præcis med sit udvalg af størrelser. Flere steder i USA findes der opstemmede vandløb, hvor det vand som forlader dammene er så koldt, at kun ganske få insekt arter kan overleve og formere sig. Disse vandløb kaldes ”tailwaters”, fordi man fisker direkte op til det vand som forlader dammene. Vandet er næringsrigt da det er bundvandet i dammene som ledes ud. Vandet fra dammene er ganske vist meget koldt, men det indeholder utrolige mængder føde, som ørrederne nyder godt af.

Af de mest almindelige arter som findes i det kolde vand er: Dansemyg, blodorm, ferskvandsmysis og igler. Specielt en art er utrolig lille – dansemyggen.

I den nordlige del af New Mexico, der støder op til Colorado, løber San Juan floden. Her finder man Navajo-dammen, som er en af USA største opdæmmede floder. Ved afløbet danner San Juan floden en af verdens bedste opvækstområder for ørreder.

Det kun 4 grader kolde vand indeholder ganske få fødeemner, men til gengæld er der så rigeligt af dem, at ørrederne er utroligt hurtigvoksende. Ørrederne spiser primært dansemyg i ministørrelse. Larverne er ikke meget mere end 3 til 5 mm. lange, og det samme gælder det færdigudviklede insekt. Fordi fødeemnerne er små, må der spises hele tiden, og der er præcis hvad ørrederne gør – men de er kræsne. Insektlivet er så sparsomt, at fiskene ikke behøver tænke over hvor vidt emnet er spiseligt eller ej.

Har emnet den rigtige størrelse og farvenuance bliver den puttet i munden og spist, afviger emnet sig størrelsesmæssigt eller farvemæssigt bliver det totalt ignoreret. Er emnet rigtigt stort bliver det endog anset for at være en fare. Store emner kan i den sammenhæng sagtens være en stor vårflue imitation eller en wolly bugger flue. Lige meget hvad, flytter ørreden sig og lader fluen passere.

Gøres dette flere gange over samme fisk flytter den simpelt hen plads. Eneste måde at få fiskens opmærksomhed på er, at fiske med makrofluer helt ned i størrelse 24 til 28 fordi de naturlige fødeemner er ikke større. Nu tænker de fleste: Hvordan kan man overhovedet binde disse små kræ?

Sandheden er, at der ikke findes mange detaljer i disse dansemyg fluer. De er oftest ensfarvede og grundet størrelsen er det også begrænset, hvad ørreden kan se af detaljer før den skæbnesvangre flue er havnet i munden. Fluerne består derfor af ganske enkle virkemidler, en krop og en vinge. Både krop og vinge skal kunne flyde højt på overfladen, derfor er det en god ide at bruge CDC fjer ved fremstillingen af disse dansemyg.

Næste spørgsmål er forfanget – og ja – det skal være virkeligt tyndt. 6x eller 7x, hvilket svarer til 0,10-0,12 i diameter, er eneste medicin. Bruges tykkere forfang vil fiskene se forfangspidsen og dermed bedraget. Selv de helt tynde forfang kan virke som tovværk, når de små str. 24 kroge bindes på forfanget. Derfor er det en god ide at bruge fluorocarbon som forfangs materiale, da det ikke afgiver reflekser som afviger væsentligt fra dem som vand reflekterer. Fluorocarbon er næsten dobbelt så tungt som vand, og man kunne formode at forfanget kunne trække fluen ned, men så tyndt fluorocarbon lægger sig lige så fint i vandfilmen uden at synke nævneværdigt.

 

Hvis ørreden skal opretholde livet skal der være føde nok. Derfor kan du selv tænke dig til, hvor mange dansemyg der må være pr. kubikmeter vand – det er mange. Står du ude i vandet vil dine vadere hurtigt blive oversået med disse myg, som bruger dine ben som opstignings ramper. Når der er så mange små fluer at vælge imellem er det derfor også vigtigt, at din præsentation er meget præcis.

Har man udvalgt sig en fisk, skal man forsøge at finde den sekvens den bruger hver gang den stiger op for at tage et insekt. Ørreden bruger ikke unødig energi på at flytte sig, hverken til det naturlige insekt eller til netop din flue. Den bryder nødigt sin rytme. Det kræver ofte flere kast og drev hen over fisken, før man endelig rammer den helt rigtige bane og rytme, og så er spørgsmålet, om flue eller forfang først kommer til syne i fiskens synsfelt. Det næste store spørgsmål er: Kan man som fisker overhovedet se så lille en flue på vandet?

Det kan man godt, men det er ikke ligegyldigt hvor lyset kommer fra. I modlys er det umuligt at se fluen på afstand. Med lyset i ryggen går det straks meget bedre, men der er naturligvis grænser for, hvor langt man kan kaste og stadig bevare øjenkontakt med fluen. Man skal kende sit forfangs længde, og så beregne hvor fluen befinder sig i forhold til hvor fluelinen slutter. Man skal have en god fornemmelse for hvor fluen rammer, så meget af resultatet ligger i præcisionen i kastet og placering af fluen. Kastene er derfor som oftest meget korte for at kunne følge fluen.

Man har med tiden en ide om hvor fluen befinder sig, hvis ikke man har 100% øjenkontakt, men selv her snyder ørreden os gang på gang. Vi ser den stige til fluen, ser den bryde overfladen med snuden, vi giver tilslag, men fluen kommer blot flyvende retur mod os. Ørreden var ikke gået fejl af fluen, den havde blot valgt den naturlige dansemyg, der drev side om side med vores kopi. Når det endelig lykkes at kroge ørreden, kan så den lille krog og det tynde forfang holde? Ja, det kan de begge to. Krogen er så lille, at den let får fat i den seje hud i og omkring munden. Oftest er problemet at afkroge fisk på så lille en flue. Fluen kroger prompte – oftest er tilslag slet ikke nødvendigt. Forfanget knækker heller ikke.

Det ene kilo, som brudstyrken oftest er på så tynde forfang, er mere end rigelig til at holde selv de største fisk. Objekter i vand vejer kun en tiende del af hvad de vejer i luften. Problemet med tynde forfang ligger udelukkende i, at det kan blive skåret over af skarpe genstande eller viklet ind i grene og lignende under en fight. Din lette fluestang kan, hvis du presser den til det yderste, måske trække med et kilo, men de fleste undgår forsøget, stangen knirker og brager, som om den er lige ved at knække. Uanset hvor nemt eller svært alt dette måtte lyde, så er fiskeri med makrofluer utroligt underholdende og fangstgivende.

Går ørrederne udelukkende efter små fluer skal de hele tiden være fødesøgende, og dermed er de aktive dagen lang. Kommer man til vandløb, hvor de små insekter er fremherskende kan man lige så godt finde de små fluer frem af æsken med det samme. Men når mørket falder på og iglerne kommer frem – så er det tid til at fiske den helt store wolly bugger op ad æsken, for så skifter diæten…