Laksens år i Tana

Igen i år var lakseturen bestemt til Storfossen på Tanaelven i Norge. Forventninger var store ovenpå de seneste års enorme mængder laks. 2001 skulle også vise sig at blive et af de bedste storlakse år i mands minde, men for undertegnede og rejsefællerne skulle det dog vise sig at være særdeles vanskeligt at lokke storlaksen til hug – og ikke mindst at bringe fiskene til land.

Der er altid et vist element af lotteri involveret i laksefiskeri, da opgang, vandføring og rejsetidspunkt nødvendigvis må passe sammen. Da isen havde sluppet sit tag på elven ganske tidligt i år, og rygterne om godt fiskeri derfor kom noget tidligere til Danmark end godt var, bredte frygten for at komme for sent til hovedopgangen sig hurtigt. Tana er normalt utrolig stabil i sin vandføring, men årets milde vinter havde altså ændret ved dette. Med tre ugers planlagt lakseferie kunne det naturligvis ikke gå helt galt, men det var ikke så langt der fra.

Laksefeberen fylder godt i bagagen

De fleste der har fisket laks vil give mig ret i, at laksefiskeri hurtigt går i blodet, og derefter sætter sig både i hjertet og på hjernen. Derfor er en lakseferie sjældent kun den eller de uger man fysisk er af sted på turen, men ofte en tilstand, der rammer og lammer den sunde fornuft flere uger før afgang. På overfladen virker man normal og ved sine fulde fem, men indeni koger et sammensurium af tohåndskastets rytme, elvens brusen, laksens tunge hug, sammen med ideer til nye fluer og taktikker til den kommende sæson. Tilstanden læner sig af og til op af vanvid, og man må søge trøst blandt ligesindede.

Jeg har de sidste fire år rejst med de samme gode fiskekammerater, og efterhånden som afrejsen nærmer sig, bliver de daglige telefonsamtaler længere og længere, mens konernes kærlighed til deres udkårne får stadig trangere kår. Det er svært at forstå behovet for al den fiskesnak, når der nu venter tre ugers mandehørm forude. Fornuften og søvnen er hårdt presset af laksefeberen. Den mentale forberedelse er svær at fastsætte, men det tager faktisk ikke mere end et par timer at pakke alt tøj og udstyr. Stænger, hjul, liner og fluer er at finde på deres pladser, og fisketøjet ligger nærmest altid klart til udrykning. Bagagen bliver dog hurtigt frygtindgydende stor, og man gruer for luftfartsselskabernes politik om overvægt. Jeg kommer senere ind på, hvorfor det er vanskeligt at holde vægten nede, altså i kufferten…

Transport til Storfossen

Der er lang vej til Tanaelven. I fugleflugtslinie løber elven ud i Barentshavet små 2000 km. fra Danmark, og af landevejen betyder det en køretur på over 2.500 km. hver vej. Har man tiden og lysten til den lange køretur skulle det efter signende være en fornøjelse, i hvert tilfælde turen derop. De fleste vælger dog at bide i det sure æble for at kunne være mobile, når først de er kommet til elven. Fiskeriet strækker sig over mange kilometer, og bilen gør det mindre slidsomt at bevæge sig fra sted til sted. Personligt har jeg dog ikke rådighed over de ekstra dage, der skal afsættes, og jeg har hver gang benyttet mig af SAS til at komme frem og tilbage. Efter et par skift og mellemlandinger ender flyet i Kirkenes Lufthavn tæt ved den russiske grænse. Fra lufthavnen er der cirka to timers kørsel til elven og Storfossen Camping. Denne køretur kan arrangeres via Storfossen Camping, eller man kan leje en bil og køre selv, hvis behovet for bil på stedet ikke kan undværes. Man skal dog regne med en klækkelig betaling for begge dele.

Faciliteter på campingpladsen

Campingpladsen drives af Hans Erik og Ranveg, der ud over et stort område til campingvogne og telte, også råder over en del hytter til deres gæster. Hytterne varierer i størrelser fra ganske små topersoners hytter uden anden luksus end et par senge, et køleskab og en kogeplade, til større luksushytter med bad, soveværelse og TV. De store hytter kan rumme op til 6 personer. Campingpladsen tilbyder også en række fællesfaciliteter som bad, sauna, køkken, fryser til fiskene, vask, Tv-stue og kiosk. Det gæstfrie par har travlt hen over sommeren, og vil man sikre sig tag over hovedet, er det tilrådeligt at booke hytte i forvejen. Mange fiskere er gengangere, og ofte bestiller gæsterne hytten til næste års fiskeri, inden de forlader campingpladsen igen. Telefonnummeret til Storfossen Camping er: +47 78 92 88 11

Lodtrækning om årets fiskekort

Der sælges flere typer af fiskekort til strækket ved Storfossen. Fra campingpladsen og 600 meter opstrøms må der udelukkende fiskes med flue, og til dette stykke af elven sælges kun 35 blå kort pr. dag. Resten af strækket dækkes af grønne kort, der sælges ubegrænset, men til gengæld giver fiskeri så langt øjet rækker opstrøms. Begge disse kort sælges for 150 NOK. Desuden sælges kort til fiskere, der vil fiske fra båd. Til dette fiskeri skal der, ud over løn til roeren, også betales for roerens fiskekort. Lønnen varierer en smule fra roer til roer. Rygter spredes hurtigt, og de sidste par års store fangster kunne mærkes ved elven. Som de fleste kendte lakseelve, samler også Tana sportsfiskere fra det meste af Europa. Hovedvægten af gæsterne er naturligvis fra Skandinavien, men man træffer jævnligt fiskere fra Tyskland, Holland, Frankrig og Italien. I år var særligt mange fiskere samlet ved elven, og næsten hver dag blev det til lodtrækning om de attraktive blå fiskekort.

Denne lodtrækning har tidligere kun været nødvendig i ganske få tilfælde, og ikke alle formåede at tage tilstrømningen med et smil. Faktisk blev de fleste store fisk taget langt ovenfor det blå stykke, men forbuden frugt vækker altid en større appetit. En del af de lokale nordmænd vrængede et par gange af de tilrejsende sportsfiskere, og det skal blive mere end spændende at følge den politiske udvikling omkring forvaltningen af fiskeriet. På det begrænsede stykke af elven var der kø ved alle hotspots på grund af den lave vandstand, og ikke alle havde tålmodighed til dette. I et par dage fik danskerne skylden, efterfølgende var det svenskerne, der stod for tur osv.. I det lange løb mener jeg ikke, at nogen skilte sig ud som specielt talrige ved elven, men desværre er der noget forskel i det tempo, der fiskes i, afhængig af hvor man kommer fra – ikke et ondt ord herfra.

Årets minder

Som nævnt indledningsvis har jeg meget lidt at prale af i år, når det kommer til landede fisk. Faktisk begrænsede min fangst sig til to smålaks, begge landet indenfor den samme time. Fra starten mærkede jeg en mystisk forbandelse hvile over mit fiskeri, da jeg allerede i de første timer traditionen tro havde fast fisk. På det allernederste af strækket tog en svær fisk fluen på en strømkant, og efter et kortvarigt drøjt tovtrækkeri, der indikerede en fisk af pæn størrelse, drejede laksen ud i hovedstrømmen og forsatte i fuld fart nedstrøms. Den lange skydeline hvislede af sted gennem ringene, og bedst som baglinen støt og roligt gled af hjulet var årets første laks atter fri igen. Det er klart, at man som en start gerne ser en fisk på land, men med tre uger forude rystede det mig nu ikke synderligt.

Det blev en hel del værre hen af vejen… Når det ikke går som præsten prædiker, føler man sig hurtigt ramt af uheld, og selv om medfiskerne jo gerne hjælper til med gode råd, sørger optimismen heldigvis i reglen for, at man tror på, at den næste nok bliver hængende. Det gjorde den nu ikke. Faktisk begyndte jeg at påskønne de fisk, der bare hang ved i 20-30 sek. Jeg er en stor fan af enkeltkroge til laksefluefiskeri, men som dagene gik fandt jeg flere og flere dobbeltkrogede fluer frem fra æsken. Til sidst gik jeg bort for mig selv og bandt en treblekroget flue på forfanget.

Sejrssikkert kunne jeg allerede i andet kast stramme linen op til en laks, og mit antiparti mod disse jern fordampede som dug for solen. Jeg øgede presset, laksen gik ud af vandet og nedstrøms – og var fri efter ti meters udløb. Regnen tog til, og var der en smule vand i min øjenkrog, så var der i hvert tilfælde ingen der tog nærmere bestik af det. Efterhånden var det med en vis skepsis, at mine medsammensvorne lyttede til mine forklaringer om kontakt med ganske mange fisk.

Heldigvis havde de færreste oplevet bonanza fiskeri, men jeg måtte efterhånden indse, at jeg måtte tage prisen i bunden af skalaen. Den sidste uge blev lang og uden det vilde fiskeri. Heldigvis er der jo meget andet i en laksetur end en masse fisk i fryseren, og det var skønt atter at være højt mod. Man skal naturligvis heller aldrig undervurdere whiskys helbredende virkning på sjælen. Skøn natur, et pragtfuldt kammeratskab, nye bekendtskaber, og spændende oplevelse med egne og andres fisk. Bare det at indånde den friske luft, mærke stangens bevægelser, linens glid og laksens hug. Alt sammen føjede det atter engang værdifulde minder til den mappe på den indre harddisk, hvorpå der står fluefiskeri efter laks.

Nogle af de store fisk

Heldigvis havde en masse andre fiskere det fornødne held og dygtighed. Kort før vores ankomst var der landet to fisk på over 16 kg., samt en hel del andre fisk omkring de 10 kg. Der kom også hurtigt store fisk på land i vores lille gruppe. Anders var den første med en fisk på 10,4 kg., men Kim fulgte ham hurtigt trop med en smuk fisk på 11 kg. rent. Snakken gik lystigt om hvem der skulle blive den næste, men der skulle gå nogle dage inden Bent landede turens største fisk på 12,5 kg. Alle tre havde de måttet sande, at der virkelig skal holdes ved med så store fisk i den hårde strøm. Bent mente, at han Sage stang for alvor var testet nu, da han flere gange havde været overbevist om, at bruddet var nært. Det siges, at så længe det knager, så holder det, og det gjorde Bents stang også.

Tidligere på ugen havde vi testet selv samme stang mod en vægt, og der havde Bent stoppet kampen ved 6 kilos træk. Nu mente han, at der var noget mere at hente i stangen. Selv med det store Evotecs bremse spændt i bund, altså nærmest blokeret, formåede hans fisk stadig at flænse line af hjulet. Bent havde holdt hovedet koldt, og han havde præsteret, at holde laksen indenfor den samme kulp under hele fighten. Hårdt pumpet med adrenalin blev Bents fisk foreviget på behørig vis, og efter lidt opfølgende fiskeri, blev den fejret med cigarer og lidt flydende til halsen.

Ugens mand blev dog tyske Manfred, der på to dage fik tre laks over de magiske 10 kg. Jeg mødte Manfred om morgenen, hvor han netop havde fået de to af dem, og den ellers erfarne fluefisker, var mildt sagt rundt på gulvet. Han suste rundt om sig selv for forgæves at finde sit kamera, og munden ikke stod stille et sekund. På dårligt tysk fik jeg ham stillet an til et par billeder med mit kamera, og jeg håber de er nået frem til ham i Tyskland. Undervejs havde vi alle kontakt med store fisk, men de fleste er endnu at finde i elven, efter hårrejsende udløb og stor dramatik, fik de fleste deres frihed igen. Det er godt at have noget at vende tilbage til…

Vejret og beklædningen

Beklædning må tilskrives en stor del af skylden i bagagens volumen. Vejret er omskifteligt i Finnmarken, og på en tre ugers tur er det ikke usædvanligt at opleve temperaturer fra tæt på frysepunktet til 25 graders varme. Det ene øjeblik nyder man midnatssolen, det næste blæser en iskold vind ind fra havet. Når fiskeriet startes er vandet oftest køligt, og langs elven ligger rester af vinterens isskruninger. Dette fænomen var naturligvis ret begrænset i år. Når fiskeriet sluttes har elven suget godt med varme til sig, alt grønt står i fuldt flor, og de allestedsnærværende myg, er en stadig kilde til irritation og underholdning.

Tøjet skal med andre ord dække nærmest alle behov, men kommer ud for som sportsfisker. Varmt undertøj, fleecetrøje, vadejakke, waders, hue, handsker, halstørklæde osv. fylder alt sammen godt i en kuffert. Når det er varmt er det oplagt også have et par åndbare waders klar, sammen med en luftig skjorte, den uundværlige kasket og solbriller. Enkelte vælger at supplere kasketten med et myggenet, men personligt synes jeg, at det hæmmer udsynet for meget, og gør den i forvejen vanskelige vadning sværere end godt er.

Sidste års tragiske drukneulykke ved elven havde fået mange til at medbringe en automatisk redningsvest. En god livsforsikring, der dog også skal bruges med omtanke. Den trygge vest kan godt få overmodet til at blusse op, og i år måtte usædvanligt mange teste det nye indkøb. De mange sten gør det nu også til en smal sag at snuble selv på lavt vand, og det er en rigtig god ide at medbringe ekstra underbeklædning og varme sokker i tilfælde af en ufrivillig svømmetur. Rejser man nogle stykker sammen, kan man eventuelt fordele et ekstra sæt tøj imellem sig, for derved at begrænse tøj mængden en lille smule. Forhåbentlig har ikke alle i sinde at bade den samme dag… Som den sidste tynde beklædning vil jeg varmt anbefale en god gang myggespray, og måske et myggenet spændt over sengen til at bevare roen under søvnen.

Grej og fluer

Som antydet er det ikke lige til at lande store laks i Tana elven, og slet ikke på let grej. Meget få store fisk landes i Tana på let grej, og hovedparten af fiskerne benytter lange tohåndsstænger på 15-16 fod. Det virker voldsomt med grej i klasse 10-12, men i den hårde strøm føles det hurtigt som det bare ingenting, når først eksprestoget kører af sted. Det tunge grej klarer sig også væsentligt bedre mod vinden, der sjældent mangler langs elven.

Fluerne er oftest mørke mønstre i størrelse 4 – 2/0, men af og til er små fluer den rette medicin. Sorte fluer med et strejf af grønt eller blåt er fremragende, men når morgensolen kommer ind over elven, vil laksen ofte gå villigt efter gyldne fluer med lidt mere farve. De fleste fluer vil fange laks i Tana, da fiskene generelt bider villigt, men de færreste undslår sig fra at have et godt udvalg af de omtalte grønsorte fluer i æsken.

Opsummering af årets tur til Tana er, at der var en væsentlig forøgelse af fiskere, med en del muggen i krogene til følge, men Tana rummer stadig en enorm bestand af laks, og der var fisk til næsten alle.