Laksefeber langs Tana Elven

At laksefiskeri går i blodet på sportsfiskere er en slet skjult hemmelighed, og fluefiskeriet efter blanke laks har også fået et solidt tag i undertegnede. Egentlig fylder mit laksefiskeri ikke meget i kalenderen, bare nogle uger om året og min interesse er først for alvor vakt, inden for de sidste fem år.

At laksefiskeri går i blodet på sportsfiskere er en slet skjult hemmelighed, og fluefiskeriet efter blanke laks har også fået et solidt tag i undertegnede. Egentlig fylder mit laksefiskeri ikke meget i kalenderen, bare nogle uger om året og min interesse er først for alvor vakt, inden for de sidste fem år.

Nogen lakseekspert er jeg altså langtfra, men inficeret af sygdommen er jeg bestemt. I starten havde bacillen trange kår, grundet min manglende tålmodighed og min ringe lyst og evne til at tumle tohåndsgrejet. Bacillen overlevede dog, og når de første historier og bulletiner om årets laksesæson kommer på banen i løbet af forsommeren,

så går sygdommen pludselig i udbrud, og familie, venner og kolleger må trækkes med mystiske teorier om vand, fluer og utallige dagdrømme. Som sagt er stor tålmodighed en dyd jeg ikke selv besidder, der skal ske noget, når jeg tager af sted. Derfor har jeg de seneste år valgt at bruge sommerens laksetur på Storfossen ved Tana Elven i Nordnorge. Her er der masser af laks, og opgangen er relativt upåvirket af vejr, vandstand og nedbør. Det er næsten umuligt undgå kontakt med laks i løbet af en uges ferie. Tana Elven fiskes i en rå natur, der er meget fjern fra den danske eller sydsvenske for den sags skyld. Elven er stor og voldsom, men det meste fiskeri foregår alligevel med fluestang og fra land. Som ved alle elve må det tilrådes, at man som ny ved vandet vader forsigtigt og med omtanke.

Forberedelser og tanker inden turen

Igen i år havde jeg valgt, sammen med et par gode fiskekammerater, at deltage i Salmon Fly's tur til Storfossen. Turen er ikke guidet, men det er en luksus ikke at skulle tænke på planlægningen af overnatning, mad og rejse. Da fiskeriet foregår meget langt fra det meste, er det særdeles betryggende at rejse med en grejforhandler, hvis uheldet er ude. Det lyder måske lidt overdrevet, men faktisk ryger der hvert år hjul, stænger eller liner under fiskeriet, og ikke alle stiller op med et ekstra sæt grej i bagagen. Ekstra udstyr må anbefales, når man rejser alene.

Laksefeber langs Tana Elven

Min tur skulle forløbe over tre uger, så udstyret skulle nøje gennemgås hjemmefra. Jeg havde i år besluttet at tage skridtet fra hele flueliner til skydehoveder, da jeg nu var overbevist om, at det ville begrænse den energi, jeg skulle ligge i kastene og samtidigt give en bedre linekontrol under fiskeriet. Det måtte komme an på en prøve, og da jeg også havde købt en ny tohåndsstang til turen, måtte der afses et par aftener på nærmeste græsplæne. Efter et par timers træning med de nye liner var sagen klar, også på tohåndsstang kan der kastes langt og præcist med skydehoveder – uden de store kraftanstrengelser. Når man det meste af året svinger med korte enhåndsstænger, virker stænger på 15 – 16 fod temmelig grove, og der spares nemt på frustrationerne, hvis kasterytmen er trængt ind i kroppen, inden man står ved fiskevandet. Beklædningen blev minutiøst gennemgået for fejl og mangler. Tre uger i kulde, varme, vand, sol og blæst er kun det bedste godt nok, hvis man vil gøre sig forhåbninger om at være varm og tør hele vejen i gennem. Flueæsken blev fyldt op i løbet af et par aftener, mens hug og dyste med laks, tonede frem på nethinden igen og igen…

Fast fisk efter to timer

Der er langt til Tana, men såvel flyvetur som et par timers kørsel fra lufthavnen, er ikke det store problem for fiskere fyldt med laksedrømme og forventning. Det er lørdag aften og efter en bid mad har alle travlt med rigge udstyret til. Fiskeriet foregår om natten, og kun fra mandag til lørdag, så det gælder om at få de værste lyster styret inden fredningen om søndagen. Nede ved elven er vandet højt og frådende, og kubikmeter efter kubikmeter buldrer det af sted gennem de store isbræer, der stadig står langs bredderne som levn fra en fjern tid. Sommeren har endnu ikke overvundet vinteren. Endelig ved elven og endelig i gang efter ugers spænding. Flydelinen monteres med et tungt og hurtigsynkende forfang, og min store flue (str. 2/0), når ikke mange gange tværs over den udvalgte kulp, før de sidste dages rygter bekræftes – der er masser af fisk i elven. Årets første kontakt med laks bliver dog ved et par uskyldige nap i fluen, men efter en times yderligere fiskeri ligger min første laks i år 2000 og puster træt i vandkanten. Fisk på land efter mindre end to timers fiskeri, en sund tilfredsstillelse, og der falder ro på sjælen. Tre ugers fiskeri forude – intet haster…

Laksefeber langs Tana Elven

Min tur skulle forløbe over tre uger, så udstyret skulle nøje gennemgås hjemmefra. Jeg havde i år besluttet at tage skridtet fra hele flueliner til skydehoveder, da jeg nu var overbevist om, at det ville begrænse den energi, jeg skulle ligge i kastene og samtidigt give en bedre linekontrol under fiskeriet. Det måtte komme an på en prøve, og da jeg også havde købt en ny tohåndsstang til turen, måtte der afses et par aftener på nærmeste græsplæne. Efter et par timers træning med de nye liner var sagen klar, også på tohåndsstang kan der kastes langt og præcist med skydehoveder – uden de store kraftanstrengelser. Når man det meste af året svinger med korte enhåndsstænger, virker stænger på 15 – 16 fod temmelig grove, og der spares nemt på frustrationerne, hvis kasterytmen er trængt ind i kroppen, inden man står ved fiskevandet. Beklædningen blev minutiøst gennemgået for fejl og mangler. Tre uger i kulde, varme, vand, sol og blæst er kun det bedste godt nok, hvis man vil gøre sig forhåbninger om at være varm og tør hele vejen i gennem. Flueæsken blev fyldt op i løbet af et par aftener, mens hug og dyste med laks, tonede frem på nethinden igen og igen…

Fiskeriet uge for uge

Der er langt til Tana, men såvel flyvetur som et par timers kørsel fra lufthavnen, er ikke det store problem for fiskere fyldt med laksedrømme og forventning. Det er lørdag aften og efter en bid mad har alle travlt med rigge udstyret til. Fiskeriet foregår om natten, og kun fra mandag til lørdag, så det gælder om at få de værste lyster styret inden fredningen om søndagen. Nede ved elven er vandet højt og frådende, og kubikmeter efter kubikmeter buldrer det af sted gennem de store isbræer, der stadig står langs bredderne som levn fra en fjern tid. Sommeren har endnu ikke overvundet vinteren. Endelig ved elven og endelig i gang efter ugers spænding. Flydelinen monteres med et tungt og hurtigsynkende forfang, og min store flue (str. 2/0), når ikke mange gange tværs over den udvalgte kulp, før de sidste dages rygter bekræftes – der er masser af fisk i elven. Årets første kontakt med laks bliver dog ved et par uskyldige nap i fluen, men efter en times yderligere fiskeri ligger min første laks i år 2000 og puster træt i vandkanten. Fisk på land efter mindre end to timers fiskeri, en sund tilfredsstillelse, og der falder ro på sjælen. Tre ugers fiskeri forude – intet haster…

Uge 26

Startede dermed på bedste vis, og løjerne skulle fortsætte ugen igennem. Heldigvis var vores fiskekort gældende til et længere stræk end det er muligt at affiske på tre uger, så efter at have slidt os igennem de tunge vandmasser nær ved hytterne i et par dage, besluttede vi at prøve nye græsgange længere oppe ad elven. Elven rummer forskellige laksestammer på grund af de mange bielve, og netop neden for en af disse, fandt vi et stykke vand med moderat strøm og vandføring. Det var nemt og bekvemt fiskeri, let at vade og nemt at få fluen til at gå med den rette hastighed i vandet. Laksene til denne bielv var små, men der var masser af dem. Alle fiskere i vor gruppe fik fisk på dette stykke i løbet af ugen, og jeg tror der i løbet få dage blev landet over 100 laks på disse godt 150 meter af elven. Vandstanden var sidst på ugen faldet en del, og vi kunne på ny tage hul på fiskeriet på storlaksenes tilholdssteder.

En rigtig lystfiskerhistorie

Som sagt skulle storlaksen prøves nu, og efter at have fisket uden held på et par af favoritpladserne, ville jeg efter en kaffepause prøve et dybt stykke vand, hvor jeg ikke tidligere havde haft kontakt med laks, men hvor rigtig mange fiskere havde fået fisk. Stykket starter med en stor klippe, der skærer sig ud i hovedstrømmen. Denne aften blæste det, som det vanligt gør langs elven, men vinden var nedstrøms, hvad den sjældent er. Kombineret med den voldsomme strøm, lignede elven et oprørt hav, mørkt, dybt og med hvide tænder på toppen af de knap halv meter bølger. Da der ingen andre fiskere var i nærheden, og jeg faktisk var i tvivl om, hvor vidt det var muligt at styre line og flue i den hårde vind, besluttede jeg at prøve et par enkelte kast, før kaffekanden skulle findes frem. Stående tørskoet på den store klippe, begyndte jeg at ligge nogle forsigtige kast skråt ned over elven, og med vinden i ryggen skulle stangen prøves for alvor. Jeg trak så stor en mængde skydeline ud, som jeg mente at kunne styre, og efter et par blindkast svævede hele molevitten godt ud over hovedstrømmen. Da flue og flueline blev grebet af strømmen, spændtes stangen tungt, men fluen fiskede kun få meter, før et væsentligt tungere sug forplantede sig dybt ned i klingen. Løslinen var borte på et splitsekund, og da jeg satte krogen, var jeg instinktivt klar over, at dette var fisk af en størrelse, kun få laksefiskere har på samvittigheden. Efter kort tungt udløb tværstrøms, stillede fisken sig urokkeligt i strømmen. Med rystende ben og arme var gode dyr rådne. Her stod jeg fastlåst på en stor klippe, mutters alene med hånden på hjulet og et voldsomt pres på stangen. Denne fisk var tung, og jeg strammede hjulets bremse yderligere. Jeg vidste, at fik fisken først frit løb nedstrøms, ville min bagline hurtigt få ben at gå på.

Onde tunger vil sige, at jeg skulle benytte fiskens stilstand til at flytte mig fra klippen, men det er nemmere sagt end gjort, når man står paralyseret med storfisk for enden af linen. Et par finske fiskere på modsatte side så ud som om, de havde forstået sagens alvor, men de både føltes og var langt borte. Langsomt, langsomt fik jeg bjærget det meste af skydelinen tilbage på hjulet, men pludselig blev laksen træt af legen og ville nedstrøms – et voldsomt pres opbyggedes, og da jeg lod hjulet gå, pustede bremsen en sky af olierøg og damp fra sig, mens hele skydelinen og godt 50 meter af baglinen hastigt forsvandt ned af elven. Jeg indså at fisken måtte bremses, og øgede igen presset på hjulet. Jeg slog fingrene på håndtaget og brændte håndfladen på spolekanten, men det virkede – fisken stoppede op på min side af hovedstrømmen, og uden strømpresset på linen kunne jeg igen få fisken opstrøms mod klippen. Denne gang begyndte jeg at smage sejrens sødme, fisken fulgte ganske pænt med op mod strømmen, og langsomt kom der både skydeline og flueline på hjulet. Fisken gik dybt, men til sidst kunne jeg se enden af den hvide flueline. Laksen kom endeligt til syne og hvilken fisk, enorm bred og mere end en meter lang, men træt var den endnu ikke. Jeg kunne ikke se fluen og håbede på et dybt og sikkert kroghold. Med mindre end fem meter til fluen forsøgte jeg forgæves at bringe laksen ud af kurs og op i vandet. Vandet under klippen er flere meter dybt, og min eneste chance var at kæntre den ind i en bred fuge i klippen oppe ved overfladen. Jeg måtte yderligere presse laksen en halv meter op i vandet, men her blev kampen afgjort. Fisken blev urolig og med hvinende line efter sig, trak den ud i strømmen igen og fortsatte skråt opstrøms inden krogen pludselig mistede sit greb. Linen drev slapt af sted og i få sekunder bildte jeg mig ind, at fisken bare var gået nedstrøms, men det cirka halvtime lange slagsmål havde fået en vinder. Modløs og hårdt pumpet med adrenalin sprang jeg hjem til hytten og kiggede nærmere på den medbragte flaske cognac. Et hårdt nederlag, men med 15 små laks på land efter seks dages fiskeri, er det vel grådigt at beklage sig.

Laksefeber langs Tana Elven

Kammeraterne Per, Bent og Peter ankom til 14 dages fiskeri. De fik allerede på førstedagen kontakt med fisk og var stort set enige om, at laksefiskeri er kommet for at blive. Alle fik fisk på land i løbet af ugen, og Peter stod for ugens højdepunkt med to fisk over 5 kilo inden for få kast. Næsten alle pladser langs elven fiskede godt, og der blev fanget godt med både små og store laks, på både små og store fluer. Personligt tog jeg den med ro, fik bundet lidt nye fluer og nød naturen og midnatssolen i fulde drag. Det meste is og sne var væk, og vandstanden var faldet med godt en halv meter. Det var blevet sommer i Finmarken og myggenes antal tog til. Det føltes skønt at mærke rutinen ved vadning og fluekastet, og med moderat indsats i løbet af ugen landede jeg alligevel seks mindre laks.

Uge 27

Startede med beskidt vejr, regn, kulde og blæst. Normalt er der ikke den store nedbør om sommeren så højt mod nord, men ugen bød på to aftener med styrtende regn. Nedbøren var nærmest startskuddet til varmen, og resten af turen var lun og fyldt med myg. Som vanligt aftog opgangen en smule i løbet af uge 28, og få store fisk blev landet ved elven. Alligevel sad Per, Bent og jeg på første række, da en tysk fisker i første kast krogede en flot 10 kilos hun. Desværre fik han fisken netop på det sted, vi selv havde udset til aftenens fiskeri… Bent tog dog flot revanche og fangede næste formiddag seks fisk på samme sted. Der gik rygter om fisk på 14 og 18 kilo fanget en halv kilometer længere oppe af elven, og selvfølgelig skulle det prøves om der var flere af slagsen. Jeg så nu ingen store fisk den nat, men fangede tre små fede laks i stedet. Ferien gik mod sin afslutning, alle havde fået laks på land, og de sidste dage fiskede vi som besatte efter storlaksen. Vi måtte dog sande, at træerne ikke var vokset ind i himlen, og at den helt store fisk blev ved drømmen denne gang.

Status

Laksefeberen blev kureret nok en gang. Tilbage var der kun flyveturen hjem, og naturligvis at takke Kim og Salmon Fly for endnu en vellykket laksetur. Jeg sluttede uge 28 med 28 laks på 19 nætters fiskeri. Undervejs opgav jeg hurtigt at tælle fisk der huggede, eller dem, som fik deres frihed undervejs. Den store blev i elven, men jeg kommer igen næste år!

Transport

Bilturen er ca. 5.500 km.. De fleste vælger at flyve med SAS til Kirkenes i stedet, og dermed reduceres bilkørslen til 2,5 time. Denne kan arrangeres via Storfossen Camping.

Fiskekort og overnatning

Fiskekortet kan købes sammen med det norske statsfisketegn på Storfossen Camping, der også tilbyder teltplads eller udlejer hytter. I øjeblikket gælder fiskekortet kun mellem kl.18.00 og 06.00

Grej

Tohåndsstænger fra 15 fod og opefter, sammen med stærke hjul med 200 m. bagline. Flydende flueliner og diverse synkende forfang. Fluer i grøn, gul og sort i størrelser fra 2/0 til 6. Eventuelt lidt let lidt grej til stalling, der også findes i området. Vejret svinger fra få minusgrader til 25 varmegrader. Det blæser ofte og vindtæt/ åndbar yderbeklædning må anbefales ud over obligatoriske waders og hovedbeklædning. Morgenfiskeriet er ofte med ansigtet direkte i solen, så husk polaridbriller og eventuel solcreme. Myggespray er uundværlig, men den bedste købes på stedet.