Havørredfiskeri på den svenske sydkyst

Det er størrelsen på havørreden der trækker lystfiskere til de sydsvenske kyster i de tidlige vintermåneder.

Den inkarnerede danske havørredfisker ved ofte mere om den skånske kyst sammenlignet med den svenske. Grunden hertil finder vi i Jan Grunwalds efterhånden klassiske bog “Havørred -Spin- og flue i saltvand”. Her beskriver han dele af Skånes syd – og østkyst. Det er et faktum, at vi på visse pladser ser flere danske fluefiskere end svenske på kysten fra januar – april.

Antallet af fluefiskere på kysten er steget markant siden slutningen af firserne, og i dag ser man tit flere fluefiskere end spindefiskere. Der findes en del dygtige kystfluefiskere, som har grundlagt egne fiskemetoder og fluemønstre til det Skånske fluefiskeri. Robin Ekman er et navn, der hele tiden dukker op i disse kredse. Han har via sin innovative tankegang indenfor fluebindingen ført det svenske kystfluefiskeri væsentligt fremad. Man kan beundre hans erfaringer i Thomas Vinge’s bøger.

Det er gennemsnitsstørrelsen på havørrederne på den sydsvenske kyst, der får lystfiskere fra nær og fjern til at besøge pladserne. Vægten er ofte 2,5 – 3 kilo. Samme gennemsnitsvægter kan du finde på vestkysten, men jo længere nordpå du bevæger dig, desto mindre bliver havørrederne. De der besøger de skånske kyster i den tidlige vintersæson (januar – februar), kan øge fangstchancerne betragteligt, hvis hun eller han ved hvor og hvordan man skal fiske.

Når vandtemperaturen kun er lige over nul, har havørreden svært ved at finde det ellers rige fødekammer, der findes på dens madseddel. Det er først og fremmest små krebsdyr som tanglus og tanglopper, der står på fiskens kostseddel.

Vandmiljøet

Disse små krebsdyr reagerer meget hurtigt på temperaturforandringer i vandet, hvilket får havørreden til at søge mod de områder, der har den højeste vandtemperatur. En formiddag med solrigt vejr varme de laveste kystområder op, hvilket efterfølgende aktiverer krebsdyrene.

Der findes pladser, som varmes op hurtigere end andre. Kyststrækningen nord for Skillinge (østkysten), hvor en del af havbunden består af sorte granitaflejringer er et eksempel på en sådan plads. Da den sorte granit tiltrækker solvarme, bliver vandtemperaturen her noget højere, end på andre pladser, og det leder igen til højere aktivitet i faunaen (dyrelivet). Fiskene står tit tæt på land, og du bør som en grundregel altid affiske kysten inden du begynder at vadefiske. Jeg har flere gange set og fanget fisk i den lille stenhavn i Gislövshammar, mens andre fluefiskere stod længere ude.

Lovede fremtid

 

Flere og flere opdager, at det er vigtigt at bruge imitationer ved fluefiskeri i havet – lige som i åen – og med dette i tankerne begynder jeg ofte mit vinterfiskeri med en imitation af et krebsdyr. Skulle imitationen fejle kan man jo altid prøve med en streamer eller en glitrende flue (provokationsflue).

På sydkysten findes der masser af pladser, der er skræddersyede til fluefiskeri. Det kan ofte betale sig at opsøge kystpladser, der ikke ligger lige op af vejen. Sådanne kyststrækninger bliver ikke fisket så meget, og fiskene er derfor ikke vant til fluer og blink.

Det ultimative udgangspunkt for fiskeri på Skånes kyster er uden tvivl Ystadområdet, som med tilknytning til både syd – og østkysten gør det let at vælge fiskeplads efter vejr og vind.

Knæk og Bræk med det tidlige vinterfiskeri, og glem ikke det store net.