Det er ikke kun geddefiskeren, som kan have glæde af lidt metal i forfanget – her får du tips til en stribe smarte små dimser, der kan både forbedre og forstærke dine forfang.
Forfanget er den yderste og mest delikate del af vores udrustning. Kædens sidste og svageste led lige før selve fluen. Fluen ser vi i de fleste sammenhænge helst lande så elegant og så upåvirket af de øvrige elementer som muligt på vandoverfladen. Fisken skulle jo nødigt opdage, at der er andet på færde end bare fluen. Derfor er der generelt enighed om, at forfanget bør være så langt og så tyndt, som de øvrige faktorer tillader det. Traditionelt har fluefiskere ligeledes kunnet enes om, at forfanget skulle være den rene vare som forbandt flue med flueline – små metaldimser og andet hardware var noget som hørte til i spinnefiskeriet, hvor den ekstra vægt og vindmodstand ikke i samme omfang påvirkede resultatet.
Geddefluefiskere var af naturlige årsager ikke sene til at inddrage lidt metal i deres forfang, men i den gren af sporten er de fysiske love jo allerede på glatis. Ellers har traditioner og sund skepsis holdt det meste udvikling på området i skak. Evolution er dog ikke lige sådan at bremse og nye bearbejdninger af materialer og moderne produktionsmetoder har givet os fluefiskere en stribe praktiske små hjælpemidler. Og den rette anvendelse af de rette produkter gør faktisk fluefiskelivet lidt lettere.
Tippet rings
Disse små ringe er, som navnet antyder, lavet for at adskille forfangets spids fra resten af forfanget. Forfangsspidsen er det sted som slides mest og jævnligt forkortes pga flueskift. En af fordelene med en tippet ring er derfor, at du kan skifte forfangets spids uden at det går ud over længden på resten af forfanget. Ved færdige taperede forfang kan tippet rings således hurtigt spare dig for en del kroner. De holder simpelthen længere.
Med de færdige forfang er det værd at notere det her med spids/ tippet – nogen har lagt energi i at designe taperingen af forfanget, og det er ikke meningen, at det skal forlænges i spidsen. Derfor bør du allerede hjemmefra starte med at klippe det stykke af, som er tænkt som forfangets spids, og derefter binde begge dele i ringen. Så er det til gengæld nemt at skifte, når først du står ude ved vandet.
En anden fordel er, at knuderne faktisk er stærkere monofil eller flourocarbon mod stål end mod hinanden. Blødt materiale mod hårdt materiale holder bedre end blødt mod blødt. Især hvis der er tale om store forskelle i tykkelser.
Tippet rings fås i mange størrelser og er blevet utroligt stærke. Ringene kan tilmed fås i titanium-udgaver, som skulle kunne holde over 20 kilo. Selv tarponguider har ladet siig imponere over forfang med elegante små ringe i stedet for de traditionelle og komplicerede knuder. I den anden ende af skalaen er ringene ikke mere end 1 mm. i diameter og flyder nemt på overfladespændingen ved tørfluefiskeri.
Tredje fine egenskab ved tippet rings er, at de gør det nemmere at fiske med to fluer. Du kan nemt binde en ophængerflue fast i ringen – og nemt tage den af igen, hvis du lægger strategien om.
Svirvler
Hvis du stadig er med og har kunnet overvinde din skepsis overfor de små tippet rings, er næste skridt at kigge nærmere på svirvler. Svirvler er allestedsnærværende i spinnefiskeriet, men de er stadig et ret sjældent syn i fluefiskeriet. Ligesom ringene er svirvler gode til at koble to liner sammen – med den ekstra fordel, at svirvlerne samtidigt modvirker snoninger. Og en snoet line vil de fleste nok medgive er noget, som fanden har skabt.
Fluefiskere er typisk ikke så hårdt ramt af snoninger som spinnefiskeren, men store fluer kan dog give grå hår indimellem. Tag bare tørfluerne, hvor vi netop nu nærmer os klækningerne af de helt store flyvere. Imitationer af disse, med tilhørende store vinger, kan være en pinsel at fiske med – med mindre du altså lige monterer et let lille svirvel på forfanget. Flere af de nye svirler er nemlig slet ikke lavet af metal og nogle af dem er tilmed målrettet produceret til os fluefiskere.
Snaps
Tanken om et lille hægte, som kan gøre flueskift til en lynhurtig operation, der ikke afkorter forfanget, er besnærende. Og faktisk ikke umulig at realisere. Der har været flere små snaps til brug ved fluefiskeri på markedet i årevis, men de har ikke alle været lige vellykkede. Nogle var for svage til at klare mosten, andre for hårdt hærdede til at modstå fluens svirp over længerede tid. Snaps har derfor været belastet af et dårligt rygte, som du bør tage op til revision. Der nemlig kommet flere driftsikre muligheder på banen – og i størrelser som egner sig til de fleste grene af fluefiskeriet.
Ved stålforfang som ikke egner sig til at binde knuder med synes snaps som det oplagte valg til at fastgøre fluen med, men hvorfor ikke anvende snaps på kysten eller i åen – i det mindste på de dage, hvor du ved, at der står en del flueskift på programmet?
Hurtigheden taler også for brugen af de små snaps. Du kender formentlig situationen, hvor en fin fisk har vist interesse for din flue, men er alligevel endt med at afslå godbidden. Din spontane tanke er at skifte til en variant af fluen, men du tør ikke risikere tidstabet ved at skulle klippe og binde en ny flue på – og du vælger igen at kaste samme flue. Med en snap for enden af forfanget tager det dig kun et øjeblik at snuppe en anden flue og knipse den fast i låsen. Det er hulens svært at bevise forskellen, men jeg kan love dig, at det har virket mere end en gang.
Advarsel
Bruger du snaps, svirvler eller ringe, så husk at passe på naturlig slitage af forfang og knuder, så ikke du lader hardwaren sidde på de samme steder i evigheder. Har du fanget mange eller en særlig stor fisk, bør du til en hver tid gennemgå forfanget for skader.
Og af og til bør du skifte knuderne – men det gælder nu uanset om du er til hardware på forfanget eller ej.