Hårdføre stænger fra Vision
Der er tale om en Vision GTfour SW, klasse 8 i 9 fod – altså en saltvandsmodel, men det er en stang, der sagtens kan dække over mere end kystfiskeriet. Førstehåndsindtrykket er, at den har en meget stiv bunddel og en blød top som hurtigt falder til ro.
Jeg har det altid sådan med den slags stænger, at jeg synes, det er svært at bedømme, om den stive bunddel leverer varen, når der kommer line på, og når alt kommer til alt, holder det ikke vand at sige, at man har prøvet en stang, hvis det kun omfatter at stå og vifte med den i hånden – den skal selvfølge ud at fiske!
Finishen er, som på de øvrige GTfour stænger, i top, og på netop denne model, en SW 9 fod, klasse 8, synes jeg, det er med pil opad. Lakeringerne er meget flotte, korken på håndtaget er absolut godkendt, og den har en fiks lille fightingbutt. Særligt fremhæves skal den meget flotte aluminiums hjulholder af lock up/move up- typen; det er ren en nydelse, så ubesværet, den kører. Jeg ville nok lige være ekstra opmærksom på at skylle den efter brug i saltvand, så den fortsætter med at køre lige så godt.
Stangen er som sagt firdelt, og på anden sektion finder man to skydeøjer med en flot hip belægning i koboltblå. Klingens farve er i øvrigt dyb blå, som i mørke fremtræder næsten sort. En anden detalje som fortjener en særlig omtale; hvis man kigger godt efter, ser man, at hver sektion er afsluttet med en ekstra forstærkning af ferulerne. Et tegn på, at vi snakker om en stang i den lidt kraftige del af enhånds- skalaen.
Vel ankommet til favoritpladsen var det tydeligt, at det absolut ikke var favoritvejr – i hvert fald ikke mit. Vinden var ganske hård. Men flere andre havde fået samme ide som mig, så bevæbnet med en stang i denne kaliber og de øvrige fiskeres ildhu til at opretholde optimismen, var det bare med at rigge til og komme ud i vandet. Stangen bærer tilføjelsen; ”Fast” – og hurtig er den så sandelig også, men ikke på de første meter.
Der kan den god føles lidt død i sværen, men man er ikke i tvivl om, når der er tilstrækkeligt med line ude for så mærker man pludselig den stive bunddel begynde at arbejde meget kontant. Et par lineskift blev foretaget for at komme ud i stangens hjørner og der er for mig ingen tvivl om, at det sande potentiale kun udnyttes med liner med en lang klump, altså noget long belly eller tilpassede skydehoveder. Jeg prøvede sågar en almindelig WF 9 line, og jeg synes at stangen oplagt arbejder bedre end med en tilsvarende klasse 8 line.
Med mine skydehoveder, som i forvejen er tilpasset en 8´er stang i den stivere afdeling kastede den utroligt langt og hurtigt. Som en rettesnor vil jeg mene, at et flydende skydehoved bør være mindst 9,40 eller hvis vi taler i vægt; fra 19 til 21 gram. Det arbejder stangen virkelig godt med og kastene bliver både lange og præcise. Jeg kan lige så godt tilstå, at jeg har en fight på stangen til gode.
Der var et tilbud, og der snorksov jeg selvfølgelig, og ellers var de levende indslag begrænset til en yderst nysgerrig ungsæl, som kom så tæt på, at jeg faktisk lige præcist med en stang som denne kunne have kastet til den – men det havde jeg altså ikke lyst til. Flere efterfølgende ture bekræftede stangens arbejdsområde, og at der virkelig er tale om en hårdfør, bundsolid arbejdshest. Det sidste i ordets bogstaveligste forstand!
Min konklusion er; at det er en god hurtig stang, som kræver fysik og timing i kastet og ikke mindst godt tilpassede liner. Så har man til gengæld også en hårdfør arbejdshest, som kan banke tunge fluer igennem i hårdt vejr.
Udover brug i saltvand mener jeg også, at den kan gøre fyldest som geddestang, til havørred og laksefiskeri, der hvor enhåndstænger kan bruges – og så vil jeg ikke tøve et sekund med at sige, at til bonefish, er den et oplagt valg. Til slut en opfordring til Vision – jeg ser gerne det firdelte repertoire udvidet. Jeg ved, at jeg ikke er den eneste…
Fakta om GTfour SW Fast
4 dele Leveres i stangrør Serien fås fra klasse 7-12