Allerede sidste efterår havde Niels have succes med sin nye flue Guldfasanen. En flot havørred på 7 kg. måtte bide i græsset ved Karup Å. For knap et par uger siden var Guldfasanen på spil igen, og vi fik denne stakåndede rapport fra Niels, som denne gang var ude efter en dansk laks ved Skjern Å: ”Jeg var lige en tur i Skjern Å sammen med en fiskekammerat Mark, og vi startede fiskeriet i søndags. Jeg spurgte Mark, hvor han ville starte, og han valgte at starte nedstrøms mod Dinesens Høl. Jeg valgte at gå opstrøms så langt jeg kunne, indtil der står nogle træer, som man ikke kan komme forbi. komme forbi.
Stedet hedder Vejsvinget. Jeg kastede kun 5-10 gange og så huggede laksen. Jeg fightede den mod land, og under fighten forsøgte jeg at holde den nedstrøms, så den ikke gik op forbi træerne. I så fald ville jeg have været nødt til at svømme over åen. Den ville helst opstrøms, men jeg holdt den hårdt. Jeg fik den vendt rundt et par gange og efter 10 minutter var den på land. Jeg slæbte laksen den lange vej tilbage forbi alle køerne, og de gloede dumt på denne skabning, som jeg lige havde hevet op af vandet, inden de forskrækkede løb væk. Lidt senere stod jeg på broen og vinkede til Mark. Laksen vejede 9 kg. og målte 98 cm. Min første danske laks på min hjemmekreerede flue Guldfasanen.”
Niels Have deler gerne mønstret og sine erfaringer med fluen med andre, og her fortæller Niels videre:”Jeg bandt først og fremmest til Karup Å, hvor jeg har haft gode erfaringer med brune og sorte fluer til havørred. Guldfasanen fisker fint både om natten og om dagen, men om natten foretrækker jeg dog en sort flue, hvis det er meget mørkt. Jeg binder oftest Guldfasanen på plastrør, men jeg har også bundet dem på Wadingtons, dobbelt- og enkeltkroge.
Jeg fisker mest fluerne i overfladen med en intermediate line, da jeg er af den opfattelse at både laks og havørred gerne går op og tager fluen, hvis den bliver fisket med den rette fart på det rette tidspunkt – uanset om det er nat eller dag! Jeg fisker ikke med skydehoved i åen af den årsag, at man kan have tendens til at kaste for langt nedstrøms og så mister fluen fart. Men det er nok en vanesag. Jeg er det sidste års tid blevet utrolig glad for Guidelines Tricast hover intermediate flueline, men tidligere fiskede jeg altid med dobbelttaperede flueliner.
Jeg bruger korte forfang til fiskeriet i de vestjyske åer, da jeg laver relativt korte kast over til den modsatte bred, hvor det gælder om at præsentere fluen, så den fisker med det samme den rammer vandet. Jeg foretrækker, at linen driver i en bue nedstrøms, så fluen får fart på nedstrøms og til sidst svinger hurtigt rundt på vej ind mod den side, som jeg selv står på. Et kort forfang er lettere at styre på en kort line, og det kan jo blæse en lille smule i det vestjyske. Jeg bruger helst et kraftigt forfang, da det er mest praktisk, især om natten, hvis du sidder fast i noget grøde. Jeg har et meget enkelt system, nemlig 2 tykkelser forfang bestående af max. 1,5 meter 0,43 mm. og 1,5 meter 0,38 mm. nylon.
Når jeg har fisket fluen ind til egen bred, så går jeg et par meter nedstrøms, af hensyn til både fisk og medfiskere, mens jeg forsigtigt nykker fluen opstrøms og kaster igen. Samtidigt går jeg på lidt afstand af åen, så det kun er stangspidsen der rager ud over åen. Jeg fisker med overhåndskast, hvis der er mulighed for det. Så rammer jeg ikke vandspejlet unødigt. Jeg forsøger at undgå blindkast for at undgå for mange flyvende pelsdyr med krog i silhuet mod himlen.”
Her får du Niels Haves mønster på Guldfasanen
Bindetråd: Rød
Tag: Oval guldtinsel
Hale: Brun antron garn. Derefter en rødbrun guldfasanfjer bundet som en krave.
Krop: Brun flossilke
Rib: Oval guldtinsel
Vinge: Brun polarræv
Fronthackle: Gylden guldfasanfjer bundet som krave foran vingen.