The French Connection

Om fjer, fluer samt det at finde nøglen til et succesfuld laksefiskeri…

Hemmelighedsfulde laksefiskere fik en undseelig fjer til at blive til langt mere end fem høns. Gåden om de effektive fluer trak tusindkilometer lange spor fra Sydfrankrig til Finnmarken og mysteriet tog år at løse.

Men løsningen på de mange hemmeligheder var enkelt og her får du svaret.

Laksefluer er både magiske og mystiske. Er det fordi laksen kun sjældent spiser i ferskvand, eller fordi fluerne egentlig ikke imiterer noget specielt? Uanset ophøjes enkelte laksefluer periodevis til noget overjordisk og altafgørende blandt laksefiskere. Muligvis er det blot fordi fiskesæsonen er kort, mens fluebindingssæsonen er lang, når det gælder laks.

I hvert tilfælde kan selv erfarne laksefiskere blive grebet af ukontrollabel entusiasme, når et enkelt laksefluemønster pludselig overgår alt andet rent fangstmæssigt. Fornuften forsøger måske nok at påminde om, at den succesfulde laksefisker bare var på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt.

Den franske flue overlistede denne fine Altalaks i sommer – dage før mysteriet blev løst.

Eller at der slet og ret var tale om en dygtig fluefisker, som grundigt havde analyseret forholdene, og derfor fiskede i den rette dybde med rette fart. Men fornuften står jo desværre allerede på forhånd i baggrunden, når det gælder laksefluefiskeri. Vi har derfor brug for selv små håb at klynge os til, når den vaklende tro skal støttes lidt ved elven.

Nogle gange kan der være tale om beskedne forandringer, en ny nuance af blåt hackel, eller et gammelt mønster tilført en iøjnefaldende rød hale. Men andre gange dukker helt nye eller ukendte materialer op – og går rygtet først om en anderledes succesflue langs elven, kan alverdens fugle og dyr ikke længere vide sig sikre.

Myndigheder er for længst skredet ind for at redde de mest truede dyrearter, og eksotiske materialer fra fordoms tid er heldigvis udgået af flueproduktionen. Men tænk blot på, hvor mange forskellige hår og fjer der har været hotte, bare gennem de seneste årtier. Der skal faktisk ikke meget fantasi til at forveksle mit eget fluebindingslager med et mausoleum for en mindre zoologisk have.

Blandt de mange kulørte pelse og farverige nakker ligger et bundt diskrete fjer, som det tog mig årevis at opdrive – eller rettere, flere år at finde ud af hvilken prægtig fugl de kom fra. Fjerenes oprindelse var en gåde og drømmene om deres effektivitet funklede, som kun nystegne laks gør. Hele misæren fik sit afsæt for snart tyve somre siden ved en berømt lakseelv i Finnmarken.

Laksefest med champagne

En enkelt laksefisker toppede fangststatistikken det år. Sommeren havde ganske vist været gavmild, og som jeg husker det, havde alle fået del af fangstglæden og de blanke laks. Men en ny franskmand ved elven var tydeligvis en skarp fluefisker, og hans held svigtede ikke uanset, hvor han prøvede lykken. Han var ny i den forstand, at der nogle år forinden var dukket først en og derefter flere franske fluefiskere op ved elven. De første var på bedste franske vis aldeles ukyndige i engelsk (og vi ditto i fransk), så den ellers udbredte dialog om fiskeriet begrænsede sig derfor i et par år til et enkelt spørgende ord: Salmon? Dette gensidige spørgsmål kunne efterfølgende i det mindste besvares med tommelen op eller ned – eller i bedste fald lidt større armbevægelser.

Vores nye franske ven havde taget en imponerende køretur helt nede fra Le Man og op til den nordnorske Finnmarkselv. Ikke i en hurtig Formel 1 racer, men i en voluminøs husvogn og i anstændigt tempo. Det havde vi forstået gennem de nu pludselig uhørt lange samtaler på engelsk. Efter fransk standard. En strabadserende rejse for at møde den blanke laks, men med tanke på de gamle engelske lakselorders sommerudflugter til Norge, var det jo ikke et nyt fænomen. De mange mil bag rattet cashede nu ind og franskmanden var kongen af elven. Tydeligvis landede han stabilt med fisk, og en tidlig morgen satte han skabet med en laks på 14,5 kg. Laksen var i sit bedste huld og fighten blev blandt de længere. Da fisken endelig strandede i gruset, var det langt fra gerningsstedet, og en del fiskere havde nået at stimle sammen for at se den majestætiske skabning.

Jeg havde selv fulgt kampen i forreste geled for at sikre et par billeder. Nu gjaldt det om to ting; dels at få taget et par fine fotos af den udmattede franskmand og hans flotte laks, dels at lure hvilken flue laksen mon havde set sig sur på? Trods ivrig laksedialog havde vores franske ven nemlig været særdeles diskret omkring fluevalget. Eller også var der alligevel et eller andet med forståelsen af sproget.

Ikke overraskende sad der en mindre dobbeltkroget flue i laksens mundvig. Sandsynligvis en 6’er. Hvad der derimod overraskede var, at fluen ikke havde nogen elementer af hverken grønt, gult eller blåt, som traditionen foreskriver det for Finnmarken. Franskmandens flue var bare ubestemmelig brun, og min første tanke var en slags March Brown i XL. Vi gratulerede med den flotte laks og gav udtryk for, at vi gerne bød på et glas vin i vores hytte efter dagens fiskeri, så vi kunne skåle for laksen på behørig (fransk) vis. Nogle timer senere dukkede franskmanden op i et strålende humør. Det blev til adskillige glas vin og mangen skål for elven og dens fantastiske laks. Rødvinen fik desværre ende, men franskmandens humør var nu så løftet, at han beslutsomt sprang af sted mod sin husvogn for at hente en rigtig fransk lakseskål. En kvik person i selskabet nåede akkurat at foreslå franskmanden, at han burde vise os den mesterlige flue, som havde overlistet den prægtige laks. Kort efter tonede franskmanden atter frem i døråbningen, nu med en flaske champagne i hver hånd og en klassisk stor fluekasse af lyst træ under armen.

Det store fluetyveri

Champagnen var allerede kold og franskmanden greb resolut en brødkniv på køkkenbordet. Flere rundt bordet antydede, at det nok var en lidt klejn sabel til formålet, men franskmanden insisterede og kappede elegant proppen og det yderst af halsen af, i en tydeligvis ikke uvant bevægelse. Det skulle senere vise sig, at franskmanden var ganske velbevandret i de ædle drikke, og at det havde været med nogen sved på panden, at husvognen forsigtigt var trillet over den norske grænse.

Med boblerne indenbords steg humøret yderligere nogle grader, og havde det ikke været for den store flueboks, som nu lå midt på bordet, kunne vi såmænd snart have glemt, at vi var på fisketur. En eller anden mindede dog franskmanden om fluen og midt i den højlydte snak, som efterhånden lå langt fra emnet, åbnede han boksen. Alles øjne rettede sig mod indholdet, og alle tabte mælet i nogle sekunder – alle fluerne i den store æske var stort set ens. Der var forskellige størrelser og ganske små variationer, men dybest set var det samme flue i stort antal. Og en flue vi aldrig havde set før. Fluerne var enkle og de fleste sparsomt dresset. Sammenligningen med klassikeren March Brown var ikke helt skæv, men vingerne var anderledes og materialet ukendt. Ved første øjekast var det svært at vurdere om det var fjer eller hår, som var anvendt. Fine brunspættede bløde fibre. Spørgsmålet hang i luften, men til alles forbløffelse ville franskmanden, trods den gode stemning, ikke fortælle hvilket materiale vingerne på hans fluer var bundet af. Overraskelsen var ikke nok til at ødelægge laksefesten, men trods flere ihærdige forsøg hen over aftenen, var franskmanden ikke til at hugge eller stikke i når snakken faldt på fluerne.

Festen varede akkurat så længe, at det følgende døgn, hvor elven var fredet, faktisk føltes som en redning snarere end en straf. Rundt om morgenbordet i vores hytte var stemningen mat og søvnig. Kun Ingeniøren strålede. Efter anden kop kaffe kunne han ikke holde begejstringen tilbage, og nonchalant smed han en lakseflue ind på midten af bordet.

– Nu ved vi i det mindste, hvordan de skal se ud, konstaterede Ingeniøren tilfreds.

Stemningen fokuseredes ind mod midten af bordet, mens tavsheden bredte sig. Vi havde bestjålet vores franske gæst. Værktøjsmageren brød til sidst tavsheden.

– Tog du kun én?

Med et listigt ulvesmil stak han hånden ind under bordet og trak den tilbage med to af de franske fluer liggende på håndfladen. Laksefluerne havde overnattet i mørket med spidserne fæstnet i undersiden af bordets træplade. Det franske hemmelighedskræmmeri havde udløst selvbetjening, mens flueæsken havde været på omgang under aftenens højtløftede stemning.

Fugleeksperten

At vi havde et par fysiske eksemplarer af den franske flue hjalp desværre ikke stort. Alle kunne nok se, at det måtte være en slags fjer, og at det mest af alt mindede om noget fra en gigantisk agerhøne. Jeg tilbød via en email til laksehviskeren fra Le Man, at jeg gerne ville sende alle de fine billeder jeg havde taget af ham, hvis han til gengæld ville sende mig et par af de skønne fjer, han anvendte i fluerne. Jeg hørte ikke fra ham siden.

Alle eftersøgningerne i flueshops og på internettets mange fuglesider var blinde spor. Årene gik og fremmedlegionens (som nordmændene havde døbt de tilrejsende franskmænd) hærgen ved elven stilnede lidt af. Laksehviskeren fra Le Man så vi aldrig mere til og langsomt udviklede gåden om fluernes fjer sig mere til en god historie end noget vi i hærdigt arbejdede på at løse. Værktøjsmageren havde lavet nogle kopier af de stjålne fluer og som substitut anvendt de klassiske mørkere mallardfjer som vinge. Også disse fluer kunne fange fisk, og havde det ikke været for en ny bølge af franske fluefiskere med samme fluer og samme hemmeligholdelse af deres oprindelse, så havde vi nok ladet mysteriet om de gådefulde fjer ligge i Nordnorge.

Men nej, atter måtte vi stå model til de succesfulde fluer, hvis særegne vingemateriale vi ikke kunne gennemskue. Nye franskmænd frydede sig over deres egne diskrete hemmelige fluer og tilførte dermed, sandsynligvis uden at vide det, nyt brændstof til et mange år gammelt mysterium.

Pludselig kom der dog et gennembrud i sagen. I andet anliggende besøgte jeg en tidligere entusiastisk klassisk laksefluebinder i hans forretning. Jeg beklagede vores nød omkring fjerene, og uden at fortrække en mine annoncerede Fluebinderen, at den gåde skulle han nok løse.

– Jeg havde en gang en forretningspartner, som var konservator og noget af en fugleekspert. Desuden gik jeg i min tid som klassisk laksefluebinder mere i dybden med fjer end hvad godt var. Vis mig fluen og jeg skal fortælle dig, hvor fjeren stammer fra, lød det selvsikkert fra Fluebinderen.

Allerede næste dag kunne jeg via Værktøjsmageren maile et billede af de franske tyvekoster til Fluebinderen. Jeg havde ikke alverden af optimisme og tænkte, at hvis fjeren var så kendt, kunne han jo nok have gættet det med det samme ud fra min beskrivelse. Det var derfor med nogen overraskelse, at hans svar tikkede ind bare få minutter efter.

– Det er halefjer fra en påfugl. Men altså hunfuglen og ikke hannen. Jeg har faktisk en udstoppet en af slagsen stående hjemme i kælderen. De er ikke billige, men du kan komme forbi og købe et par af fjerene.

Det var dog lige godt sat…, efter alle de år og så har han fuglen stående nede i kælderen. På hvinende dæk ankom jeg til Fluebinderen og ganske rigtigt, der sad de magiske fjer i enden af fuglen. Så mange hemmeligheder og så megen mystisk. Og så er fjerene fra en fugleart, som alle fluebindere kender. Bare fra det andet køn. Fluebinderen kunne afsløre, at de nok ikke var sådan lige at få fat, da opdrættere af påfugle kun satsede på hanner og kun beholdt hunnerne…, ja til at lave flere hanner med. De matte hunfjer var der intet salg i, og jeg måtte nok berede mig på noget af en opgave for at finde flere fjer end dem som befandt sig på den udstoppede fugl i kælderen.

Meget er dog sket på internettet over årene og det siges, at alt kan købes for penge på amerikanske eBay. Nu hvor jeg vidste, hvad vi skulle lede efter, var det pludselig en smal sag. Det er muligt, at der ikke findes hunpåfuglefjer i nogen fluebindingsbutik nord for Eiffeltårnet, men på eBay var det anderledes.

Franske rødder

Nu var der pludselig kraftig medvind på den kommende laksesæson nordpå. Med 150 fjer på vej over Atlanten frydede jeg og mine medsammensvorne os ved tanken om at kunne åbne en hel boks med franske fluer foran næsen på franskmændene. Misundelse er virkelig ikke at spøge med. Slet ikke, når det gælder laksefiskeri.

Oveni købet havde Værktøjsmageren haft besøg af Farvehandleren, som de seneste år har haft en spirende interesse for klassiske laksefluer og deres oprindelse. Farvehandleren havde ikke tidligere hørt om vores mystiske franske flue, men han mente nu, at kunne genkende den fra en eksklusiv amerikansk bog om netop laksefluer. Kort tid efter var et par forbryderiske affotograferinger af nogle sider af bogen i omløb på vores mails. Og ganske rigtigt. På nogle enkelte plancher i farver kunne vi se vores franske flue afbilledet. Tilmed i flere varianter. Alle versioner bundet af franskmanden Yann Le Fevre. En fluefisker, hvis interessante historie vi lader ligge denne gang.

Gådens løsning tog på mange måder luften ud af fornøjelsen ved at have det fælles mysterium. Men efter sigende er de uvidende jo også de lykkelige. Nu kender vi pludselig til både fluen og fjerens oprindelse. Mysteriet er dog afløst af højspændt forventning. For fluen er stadig god til laks. Særligt i de klare elve om sommeren, når den fiskes højt i vandet. Vi er i hvert tilfælde nogle stykker, som stadig holder liv i den franske forbindelse hver sommer. Det bliver en revolution!