Fly Waters Near & Far
For et par år siden læste jeg et lille surt læserbrev trykt i et amerikansk fluefiskemagasin. Læseren stillede vredt spørgsmålet om, hvorfor coverfotoet på magasinet mere end hver anden gang var taget af fotografparret Barry & Cathy Beck. Var der måske ikke plads til andre fotografers billeder i dette blad?
Redaktørens venlige men bestemte feedback var, at bladet skam kiggede på alt tilgængeligt billedmateriale, men at ”The Becks” billeder ofte stak ud som værende ud over det sædvanlige og derfor ofte havnede på forsiden.
Den holdning er den redaktør ikke ene om at have, og overalt ses Barry og Cathy Becks fotos anvendt i kataloger og i internationale magasiner, både redaktionelt og i en lang række reklamer. Parret er i helt i top i deres felt.
Parrets nye bog er konceptuelt ikke noget nyt, tværtimod. Som professionelle fotografer og rejseledere de rundt over hele kloden og fisker på et have af spændende destinationer. Fotos fra turene er samlet i en række kapitler i denne billedbog. Enkelte kapitler tager afsæt i parrets hjemmevande, men de fleste destinationer er blandt fluefiskeres drømmevande, som eksempelvis Alaska, Bahamas, Christmas Island, Belize, Mexico, Rusland, New Zealand og Los Roques i Venezuela.
Hvor Barry og Cathy Becks seneste bog Fly Fishing the Flats var yderst informativ og instruktiv, så er Fly Waters Near & Far nærmest udelukkende illustrativ. Det er appetitvækkere og frydende for øjet, men hvert kapitel indeholder ingen information og kun meget lidt tekst ud over de mange korte billedtekster. Kun få korte uddrag af rejsebeskrivelser supplerer de mange fotos. Til gengæld lever den gamle sandhed om, at et billede siger mere end tusind ord, i bedste velgående. Jeg har ingen tal på hvor mange billeder der er totalt i bogen, men det er mange. Det ene mere forklarende, smukt eller smittende med fiskeglæde end det andet.
Som en modvægt til suset af de mange smukke fotos skal det nævnes, at der også smøres tykt på med alle virkemidler. Masser af blå himmel og solskinsdage, masser af polariserende og andre typer af filtre på objektiverne. Det er superflot, men også uvirkeligt og manipuleret i flere visse situationer. Selv når der endelig er uvejrsbilleder ser det attraktivt. Flere af de steder jeg har set med egne øjne fremstår som rene glansbilleder jævnført med virkeligheden. Nå ja, de er sure sagde ræven, men man skal være forberedt på superæstetik og romantiserende billeder ad libitum i denne bogen. Selvfølgelig er der ligeledes uanede mængder af god inspiration at hente for den der selv forfølger det gode fiskebillede med sit eget kamera.
Barry og Cathy Beck er fiskefotografer i mesterklassen ingen tvivl om det. Jeg vil anbefale at nyde bogen i små doser. Ikke mindst fordi den vækker en voldsom trang til både at rejse og fiske. Bogen får hermed de bedste anbefalinger.
Fakta
Titel: Fly Waters Near & Far
Forfattere/fotografer: Barry & Cathy Beck
Forlag: Stackpole Books 2005
Sider: 290
ISBN: 978-0-8117-0101-3