“Jeg ser havørreden da den kommer ud fra den mørke bund og indover revlen. Fluen, en stor brun børsteormsimitation, er også meget tydelige at se over det hvide sand, men havørreden ser tilsyneladende ikke den brune flue. Den svømmer i hvert fald lige forbi den, og hugger påhængerfluen, en Pattegris, for fødderne af mig. Det er en flot blank fisk på ca. 50 cm.”
Claus Eriksen fra Go-Fishing i Odense fortsætter her med at øse af sine sine mangeårige erfaringer.
Da jeg lander den, hænger 2 næsten friske børsteorme ud af gabet på den. Det er dagens 5. fisk ud af 5 mulige der har hugget ophængeren og forkastet børsteorms endefluen. Det på trods af at det lave kystvand vrimler med børsteorme og at fiskene var fyldt med orme i mavesækken.
Den forårsdag for 8 år siden gik det for alvor op for mig, at der er forskel på kystfluer. Der er forskel på hvilken fluer fiskene foretrækker og at de ikke nødvendigvis opfatter fluer og farver på samme måde som vi gør.
Det var mig dog en gåde hvorfor den lyserøde rejeflue var bedre end børsteormsfluen i betragtning af at vi var midt i børsteormssæsonen. Der skulle gå 4 år inden jeg kom en forklaring nærmere.
Åbenbaringen
”Fed flue den der Pattegris” sagde Søren henkastet til mig i butikken. Han var forbi og indveje en fisk til Seatrout Open 2011 konkurrencen. Han og kammerat Rune havde vist haft en rigtig god aprildag på den vestfynske kyst. ”De hammer bare på den flue” fortsatte han ”men det er jo ikke så mærkeligt når man se hvordan den lyser op under UV lampen”.
Jeg smilede og nikkede. Lykønskede dem med deres fine fangster, og fik dem så ellers verfet ud af butikken i en fart, mens noget er begyndt at åbenbare sig oppe i mit lille hoved.
UV lampe..? lyser op…? Hvad mente ham Søren med det..?
Jeg strøg ud i bilen, fandt en nybundet Pattegris flue frem og lyste på den med en af de små UV lamper som vi solgte i butikken til at hærde UV-lim og lak med. Resultatet var både smukt og imponerende. Alle fluens fluorescerende materialer lyst op som en tændt stjernekaster på juletræet. Jeg lyste på andre fluer i æsken. Alle med fluorescerende materialer lyste op, og det var æskens bedste fluer der lyste mest.
Jeg følte mig med et helt beruset. Var fluorescerende (fluo.) farver, forklaringen på at nogle fluer bare fiskede bedre end andre. Fluo. farvede fluebindingsmaterialer var jo ikke noget nyt, men jeg havde aldrig rigtig forstået eller skelnet mellem f.eks. orange og fluo. orange. Det var der dog andre der havde. Blandt andet Jens Ploug Hansen. Jeg huskede pludselig en artikel jeg havde læst 20 år forinden. Her skrev han om effektiviteten af fluo. farvede fluer til grønlænderfiskeri i Lindeborg Å. Ingen bed mærke i det, men han var allerede dengang på sporet af noget ret vigtigt.? Det samme var Søren der besøgte mig i butikken den forårsdag i 2011.
Den efterfølgende nat søgte jeg oplysninger om fluo farver, UV lys, ørredens syn m.m på nettet. Det blev en lang nat med gennemlæsning af nogle meget langhårede videnskabelige afhandlinger som jeg reelt ikke forstod meget af.
Jeg forstod dog, at solens UV stråler gennemtrænger vand meget bedre end hvidt lys. At solen levere masser af UV lys selv på overskyede dage, og at fluo. farver lyser voldsomt op når de bliver belyst med UV.
Kort sagt, hvis havørreden ser fluo. farver som vi gør det, når de belyses med UV lys, så vil fluer bundet af fluorescerende materialer være langt mere synlige for fiskene end fluer uden. Interessant, for det at havørreden kan se vores flue, er jo alt andet end lige første krav for at den hugger.
Relaterede fluemønstre
De første test
Jeg var helt elektrisk og allerede næste morgen efter få timers søvn var jeg på kysten klar til at eksperimentere.
Det var sidst i april, frisk SØ vind og drivende skyer. Bedre havørredforhold fandtes ikke. Børsteormene var overstået. Jeg vidste at havørredmenuen var rejer til forret. Efterfulgt af mange rejer til hovedret og gerne en smule rejer til dessert.
Med 2 fluer på forfanget var det let at teste hvilken fiskene foretrak. Jeg lagde ud med en Pattegris i den originale let lyserøde som ophænger og en sandfarvet Pattegris som endeflue. Førstnævnte var stort set udelukkende bundet i fluo. materialer. Sidstnævnte havde ingen fluo. materialer i sig, men til gengæld var den farvemæssigt en perfekt imitation af de naturlieg rejer som kystvandet vrimlede med, og som havørrederne svømmede rundt og ledte efter.
Dagens resultat var tankevækkende. Jeg landede 10 havørreder i blandet størrelse. Alle 10 huggede på den lyserøde ophænger. Ingen tog den sandfarvede endeflue på trods af at de 2 fisk der kom med hjem havde maverne proppet med sandfarvede rejer.