Fifty places to Fly Fish before you die
En bog om halvtreds fluefiskeperler verden over. Farlig læsning fra Alaska til Zambia…
Denne bog byder på nyt stof til drømmene. Halvtreds fluefiskeperler verden over beskrevet i små interviews med mere eller mindre kendte fiskere. Selv om der er forbavsende mange amerikanske destinationer, så dækker bogen nu kloden ganske godt. Fra Alaska til Zambia, via Rusland, Norge, Island, Spanien og Australien.
Både fluefiskeri i saltvand og ferskvand er repræsenteret, og hvor de ferske destinationer er meget fokuserede på laksefisk, så går de salte vande lidt videre efter snook, bonefish, tarpon, marlin og giant trevally.
Med tre til fire sider per destination er det selvsagt sparsomme informationer der gives. Alligevel vil jeg mene, er det oftest er nok til at få blodet til at løbe hos de fleste fluefiskere. Som det sig hører til i den type coffee-table-books er den naturligvis illustreret med lutter skønne farvefotos leveret af en håndfuld af verdens bedste fiskefotografer, med R. Valentine Atkinson som hovedleverandør. Når nu billederne er så gode, så ærgrer det mig en del, at ikke alle kapitler rummer billeder.
Formatet på knap tyve gange tyve cm. er ikke helt stort nok til at give billederne den kredit de fortjener.
Når man nu sidder der og drømmer sig væk, så ville det være på sin plads at have mindst et enkelt skud fra hvert sted. At mange af de gode billeder så også er set flere gange tidligere i andre sammenhænge gør ikke sagen bedre. Efter et stykke tid får det desværre hele konceptet til at virke en smule konstrueret – eller i det mindste reduceret i forhold til de ambitioner, der er lagt for dagen.
Det havde været langt bedre at gå lidt på kompromis med kvaliteten af billederne, og så have ladet de mange involverede personer selv levere et billede fra den destination de nu anbefaler så varmt.
Hvert kapitel indeholder ud over det lille essay også en lille faktaboks – If you Go – med oplysninger om sæson, transport, overnatning og udstyr.
Intentionen og arbejdet med teksterne er glimrende, men billedsidens både mangler og kvaliteter efterlader desværre et noget upersonligt indtryk. Bogen kunne lige så godt have været en samling af artikler fra de bedste amerikanske fluefiskemagasiner – på godt og ondt.
Inspirerende, men ikke et must på bogreolen. Bogen må ikke købes for billedernes skyld – så køb hellere R. Val. Atkinsons egne bøger.
Fakta
Forfatter: Chris Santella
Titel: Fifty places to Fly Fish before you die
Forlag: Stewart, Tabori & Chang (2004)
ISBN: 1-58479-356-2
Sider: 226