Elvenes konge – Namsen!

Jeg bliver vækket af “den automatiske” i kahytten på Stena Saga. Egentlig har jeg slet ikke lyst til at kaste mig i tøjet igen.

Man sover vidunderligt i disse køjer på søen. Det har været en hård morgen, med en lang køretur, og derfor er det rart, at der er sørget for os på færgen. Pengene for kahytten er bestemt givet godt ud, i betragtning af de otte timer på færgen og den efterfølgende køretur på cirka 750 km.

Nedstigningen fra Dovre Fjell blev på mange måder indgangen til et nyt kapitel i mit lystfiskerliv. Kontrasterne: Lyset i mørket, lydene og stilheden samt fjeldsidernes på en gang beskyttende omkransen, men også bratte fald, indikerede, at noget nyt var på vej.

Fra Trondheim og videre nordover var det som om landskabet bredte sig ud – blev mere frugtbart og knapt så goldt som på ”toppen” af Norge.

Vi havde nydt turen gennem natten. Set elge, der på åben mark gumlede vegetation i sig og nærmest fornærmet løftede hovedet, da vi kørte forbi. Driva – elven – var et højdepunkt, og jeg fascineredes ved mødet med den specielle elv, der undervejs voksede fra kilde til lakseførende vandløb.

Vandets farve kunne jeg ikke se, men mine kammerater havde fortalt mig om det irgrønne og krystalklare vand, der tydeligvis bar præg af smeltevandet fra fjeldet. Vi aftalte at give os god tid til hjemturen, så der blev mulighed for at forevige den smukke elv. Eneste irriterende moment undervejs var vejafgifterne ved Trondheim.

Elvenes og laksens konge

Kl. 5.30 gjorde vi holdt. Målet var nået. Bertnem målestation ved Namsen blev benyttet til et par timers velfortjent søvn.

På stedet – Fiskevejen – er der gjort meget for at informere turister om området. Som navnet antyder, er det naturligvis 90 % lystfiskere, der gæster Namdalen. Efter nogle timer indtog vi morgenmaden i det nye ”grillhus” for lystfiskere.

Der blev brygget kaffe, og vi kørte mod Skogmo Gjestgiveri. Her havde vi aftalt at mødes med vores guide Bo Olsson om aftenen. Der var masser af tid, så vi benyttede muligheden for lidt rekognisering i området omkring Bjøra.

En kort snak med ejeren af det smukke og traditionsrige laksemotel førte os frem til det nederste af Bjøra-elven. Det var her vores guide befandt sig pt. Skogmo er et lille område, hvor alle kender alle!

Vi blev informeret om indkvarteringen og fik udleveret fiskekort. Dagen og forrige nats anstrengende køretur sad i kroppen, og vi besluttede os derfor for en tidlig nat. Mandag var vejret laksevejr. Natten igennem havde det regnet og det smådryppede stadigvæk, da vi endelig fik væltet os ud af soveposerne.

Jeg følte mig virkelig hensat til verdens mest lukrative område for laksefiskere. Alt i området var på den ene eller anden måde præget af lystfiskerturisme med fokus på laksen.

Fangstrapporterne fra de forskellige vald tydede da også på, at her var noget at komme efter. Den ene laks efter den anden stod listet op i laksebørserne, der via Internettet var opdateret næsten til minuttet.

Et lille kuriosum

På norsk findes – ligesom på dansk – hankøn, hunkøn og intetkøn. Alle elve i Norge benævnes hunkøn. De ender alle på a eller å, og det er hunkøn. Den eneste elv, der ikke omtales i hunkøn er Namsen. Namsen er hankøn. Baggrunden er da også, at Namsen tidligt beskrives som ”King of Salmon Rivers”. I en rejsebeskrivelse af to englændere.

Det er altså tydeligvis en fejl, når Børge Munk Jensen beskriver Namsen som ”Elvenes Dronning”. Historisk er området omkring Namsen ganske interessant, idet Rodum betyder, der hvor vejene mødes. I gamle dage var der tale om vandveje, og Rodum er netop stedet, hvor Bjøra og Namsen mødes.

Selvom elven er udbygget rummer den stadig en særdeles sund bestand af storlaks. Sidste år var den storlakselv nr. 1 i Norge, og så er den endda kun en tilløbselv til Namsen.

Det område, som vi havde til vores rådighed var det nederste stykke af Bjøra. Her var elven inddelt i zoner, hvor enkelte zoner var forbeholdt fluefiskeri, mens andre zoner kunne fiskes med alle tilgængelige og lovlige fiskeredskaber.

Efter lidt søgen fandt vi den zone, vi skulle fiske på. Zonen var kun for fluefiskere og den var et oplagt valg for os. Ikke for uoverskuelig og vi var samtidig de eneste i dag. Herligt. Der var luft til at kvaje os, når vi nu skulle lægge arm med tohåndsstængerne.

Per var tydeligvis mere stædig og øvet, men jeg riggede pligtskyldig min stang til. Nu var jeg så laksefisker. Mine anstrengelser hjemme på græsplænen samt ved Gudenåen havde selvfølgelig haft effekt, men i mit stille sind lovede jeg mig selv et kursus hos en tålmodig instruktør i julegave.

Efter et par timer fandt jeg min helt egen stil, og selv om den ikke var køn, var jeg ganske tilfreds. Tilstanden varede præcis til jeg så, hvordan Tore, den lokale fluefiskerguide, håndterede stang og flue over det stryg jeg netop havde gennemfisket. Jeg havde set en enkelt laks ud af vandet og vidste derfor godt at der var fisk, men det var tydeligt, at Tore vidste noget andet.

I løbet af 1 times fiskeri landede han en flot laks på 6,4 kilo og havde desuden tre andre på. Jeg havde ikke mærket en eneste. Spørg lige om Hedegaard fik en lektion i laksefiskeri! Her var det tydelige bevis på at intet er så godt som lokalkendskab, fordybelse og sublim fisketeknik.

Jeg opgav tohåndsstangen. Der var heldigvis plads til en kraftig enhåndsstang, og jeg troede mere på min indgroede danske kystfluefisketeknik. Det lod sig da også fint gøre at speycaste på denne måde, og jeg fandt igen troen på mit lystfiskervirke frem igen.

På skolebænken

Tirsdag var det tid for vores første forsøg med det specielle harlingfiskeri. Ved udløbet af Bjøra blev der pakket ud, og alle stænger blev rigget til! Utroligt at man fisker med tre stænger på slæb under harlingfiskeriet.

Per valgte på grund af hovedpine at blive sat i land, og jeg var derfor det udvalgte offer. Jeg var skeptisk! Jeg følte mig endnu en gang som novice. Her var en del af lystfiskeriet, som var totalt nyt for mig, og jeg befandt mig på en begynders usikre stade.

Linerne viklede sig ind og alt blev en smule kaostisk. Jeg var igen på skolebænken. Masser af ros til Bo – vores guide. Han forsøgte virkelig med en kæmpe tålmodighed, at lære den håbløse danske lystfisker harlingfiskeriets kunst.

Sprogbarrierer er måske kun en dårlig undskyldning for min egen dårlige indlæringsevne, men det var uden tvivl med til at vanskeliggøre processen. Jeg var temmelig febrilsk, men tror, at jeg formåede at bevare et professionelt roligt ydre.

Da Bo beordrede min 14 fods tohåndsstang ud i midten, mellem de to spindestænger, måtte jeg foretage et valg. I lommen lå en flue, der var bundet samme eftermiddag. En skøn sammensætning af coneheads, mørrumtubes og indfarvet sølvræv. En trekrog blev fundet frem fra grejkassen. Det var det!

Efterhånden faldt der ro på båden, og der blev tid til hyggesnak med guiden. Båden krydsede fra side til side over den dybe rende tæt på nordsiden af Namsen.

Effektiv affiskning

Præcisionsarbejde – frem og tilbage med en bådlængde nedstrøms pr. kryds. Med tre stænger – to spindestænger i hver side og en fluestang i midten – kunne der virkelig dækkes noget vand.

Jeg var noget nervøs for fluestangen, der ikke var i stangholder, men Bo bad mig blot om at løfte bundplanken på båden, og stikke fightbutten ned her under. Sammenholdt med de store laks, jeg havde set og hørt om, var jeg noget betænkelig ved opsætningen af stængerne. Det virkede usikkert, men jeg parerede ordrer og indtog igen min plads.

Nu svævede to woblere og en fluekreation efter båden. Vi manglede blot laksen. Jeg sad og filosoferede over min position. Normalt tillægger jeg enhver fangst egen ære. Her sad jeg blot og ventede.

Min succes afhang ikke så meget af egen dygtighed, som af guidens evne til at ro båden. Bevares laksen – hvis den skulle nøde sig til hug – skulle naturligvis fightes i land, og det var altså mig, der var den udvalgte. Men præsentationen var bestemt ikke mig. Det var roeren, der fiskede!

Pludselig var der hug. Den højre stang – guidens stang – fleksede bagud. Over 4 meter vand var der ingen tvivl. En laks havde ladet sig overtale. Et splitsekund vendte det hektiske sind tilbage hos Hedegaard, og hjertet pumpede. Skulle det virkelig lykkes på første forsøg at lande laks! Nul! Stangen faldt til ro igen

Vi fiskede videre. Hugget indikerede, at det var dybt fiskende woblere, der var dagens hit. Min fokus rettede sig derfor mod de to spindestænger. Det var en klar fejltagelse! Hugget viste sig at være det eneste hug, vi fik på wobler den dag.

Min opmærksomhed på spindestængerne var nok årsag til fiaskoen ved næste hug. Det faldt nemlig på fluestangen, og der viste sig et skvulp efterfølgende bag båden. Endnu en laks havde vist sin interesse, og igen trak fisken det længste strå. Fiskeappetitten blev yderligere skærpet. Tredje gang er som bekendt lykkens gang. Nu skulle det være!

Hugget faldt prompte, og hårdt! Igen var det fluestangen. Min lommeflue – bundet for mindre end 4 timer siden – viste sig for anden gang at have appeal til laksene. Jeg greb stangen, og mærkede med det samme, at der var fast fisk. En fin fisk sad nu i den anden ende, og et kort men hidsigt udløb indikerede, at der var tale om en laks – om end en mindre af slagsen.

Ved båden – som den kom forbavsende hurtigt – viste det sig at være en grilse på mellem 1,5 og 2 kilo. Endnu et udløb, og fisken var moden til landing. Her var det, at jeg blev nervøs. Guiden konstaterede, at vi ikke havde gaf eller net, men det var dog ikke et problem mente han.

Min største laks

Jeg fik ordre om at holde laksens hoved op over vandet, da den viste tegn på træthed. Så langt så godt. Vi var drevet ind over en banke – lavt vand – midt i Namsen. Pludselig slap fluen sit tag. Lige ved og næsten.. Laksen blev stående ved siden af båden.

“Du kan tage den endnu” sagde guiden. Jeg steg ud af båden, og forsøgte forsigtigt at få greb i halen. Det blev ved forsøget. Jeg havde stadig min første laks til gode.

Den kom, men først i de sidste forsøg, og først da jeg havde indstillet mig på, at jeg heller ikke i dag skulle fange min første laks.

Igen faldt hugget på fluestangen, og denne gang gik vi på land. Jeg fightede fisken fra båden og pressede den til sidst ind til guiden, der håndlandede laksen. Endelig lykkedes det, men inderst inde kunne jeg mærke en lille stikken.

Jeg havde fightet min første laks – men jeg havde ikke fanget min første laks. Fangsten baseres primært på roerens evne til at føre kunstagnen hen over laksens pladser. Min guide vidste præcist, hvor han skulle føre båden, og derfor kunne han lande min første laks.

Den største glæde bestod i, at min lommeflue havde vist sit værd. Den blev siden hen døbt:

Namsen Camp Fly

Jeg havde haft en fantastisk dag. Tre timer med en erfaren guide og roer, havde sat mig i kontakt med mere end 7 laks, og selv om jeg kun fik en enkelt grilse på land var oplevelsen stor.

Ud over grilsen havde jeg haft den tvivlsomme ære at miste en storlaks – også på fluen. Efter kort tids hektisk fight slap krogen ganske enkelt sit tag i laksens kæft. Jeg tillagde min egen begrænsede erfaring med laksefiskeriet en stor del af skylden. Krogen var ganske enkelt for klein.

Der skulle meget til at skyde gennem min nyerhvervede status som laksefisker – om end kun på begynderstadiet. Alligevel var jeg imponeret, da vi senere på dagen sad og grillede laks, og Tore kom valsende gennem pladsen.

På ryggen gemte han en fin laks på 7,6 kg. Den blev senere på aftenen og natten suppleret af yderligere to laks, mens makkeren Johnny hentede tre. Alle laks var over 3 kilo, og Johnny havde oven i købet fanget en frisk fisk på 6 kilo. De to gutter kunne virkelig deres kram i Bjøra.

Fakta

Namdalen er et naturskønt lakseområde med masser af wildlife. Vi så kongeørne i toppen af de store graner nær Bjøras afløb i Namsen. Bæveren klaskede fornærmet med halen på det øverste af Zone 3 i Bjøra.

Der er muligheder for alle typer laksefiskere, hvad enten du er til de dyre laksehoteller, de mere ydmyge private indkvarteringsmuligheder eller decideret vildmarkscamp med eksklusive fiskerettigheder. Det behøver ikke koste en herregård.

Fiskeriet er absolut noget af det bedste Norge tilbyder og der kan fiskes med både spin og flue. Der kan dels vade og bådfiskes. På visse stræk af Bjøra er det forbeholdt fluefiskeri. Der kan fiskes overalt fra både land og båd.

Namdalen er et naturskønt lakseområde med masser af wildlife. Vi så kongeørne i toppen af de store graner nær Bjøras afløb i Namsen. Bæveren klaskede fornærmet med halen på det øverste af Zone 3 i Bjøra.

Der er muligheder for alle typer laksefiskere, hvad enten du er til de dyre laksehoteller, de mere ydmyge private indkvarteringsmuligheder eller decideret vildmarkscamp med eksklusive fiskerettigheder.

Det behøver ikke koste en herregård.