Deep Deer
På dybt vand. Træk den flydende flue ned til gedderne…
I vintermånederne bedrives geddefluefiskeri mest effektivt tæt ved bunden. Gedderne går ned i tempo i takt med at vandtemperaturen falder, og fluerne bør generelt fiskes tilsvarende langsommere. Geddefluerne til vinterfiskeri behøves ikke være de helt store monstre, men det er stadigvæk uhyre vigtigt, at fluen udstråler liv og bevægelse.
For nogle år siden fik jeg nogle fluer af en ivrig hollandsk geddefluefisker. Fluerne var ret store men dog udviklet til vinterfiskeri. Da jeg stod med to store hjortehårsfluer i hånden tænkte jeg umiddelbart mest på overfladefiskeri, men ideen med fluerne var at fiske dem tæt ved bunden med en hurtigsynkende flueline. Deep Deer er en flydende flue og med sin fyldige krop og sin levende hale, vil den svæve forførende i vandet, når den trækkes ned af en synkende flueline.
Fluen kan fiskes ekstremt langsomt, da man bare kan lade linen synke mod bunden. Fluen skal nok holde sig løftet fri af bunden alligevel. Man kan således med få tag i linen nærmest vifte gedden om snuden med fluen. I strømmende vand er den en fornøjelse at fiske med, idet man bare kaster på tværs af åen og lader strømmen gøre arbejdet. Linen trækker fluen under og den vrikker frækt med halen hele vejen tværs over. Følger en gedde efter fluen tirres den ofte af at fluen stopper op mod egen bred, hvor den fortsat logrer kækt med halen.
Fluen er ikke særlig holdbar, men den er til gengæld nem at binde. En stor krog monteres med en levende hale og krogskaftet fyldes op med hjortehår a la muddler. Hjortehåret behøves ikke bindes specielt hårdt stakket, bare på med nogle bundter i en fart. Håret klippes til så det er længst på toppen af krogen. Ved nærmere eftertanke kunne krogen måske vende rundt, hvis hårene blev længst på undersiden. Hvis halen blev bundet tilsvarende omvendt på havde man således en upside down flue med naturlig grødesikring.
Det vil være oplagt at binde en form for grødesikring på fluen men jeg må tilstå efter års erfaring, at jeg oplever grødesikring ligeså meget som geddesikring. Hos mig er de droppet for bestandigt. Jeg har haft gode oplevelser med klassiske farvekombinationer som rød/hvid, sort/hvid og orange/rød, men kun opfindsomheden sætter grænsen. Den hvide hale er dog giftig.
Jeg har lidt mod min religion undladt flash på denne flue, men det vil næppe trække fra. En særlig fordel ved fluen er dens store vindmodstand. Hurtigsynkende liner kan være drilske at kaste med og have en tendens til at slå for hurtigt over i kastet. Deep Deer bremser linens flugt på mest elegante facon og der opstår en form for balance, som resulterer i forbavsende lange kast.
Jeg vil anbefale Teenys T-300 line med et forfang på max. 2 meter.
Deep Deer
Krog: Partridge Ad Swier 8/0 eller tilsvarende krog med stort kroggab
Hale: En bred stimmel langhåret polarræv eller to kaninstrips. Halen kan evt. understøttes af en smule bucktail
Krop: Hjortehår spundet i dubbingløkke eller bundet ned i bundter