Share |

Thomas Sønderstrup

Thomas Sønderstrup

Ud over at skrive for scandicAngler har Thomas også skrevet om lakse- og havørredfiskeri for blandt andre Sportsfiskeren, Børsen Weekend og Euroman.

Laks og havørred i danske og udenlandske vande er målet, og midlet er fluefiskeri.

Limfjorden var ramme om mine første fiskeoplevelser. Det begyndte i Limfjords-åerne Trend, Lerkenfeldt og Simested, og siden gik turen også til Limfjordens klassiske kystpladser fra Næsby Dale til Ærtebølle. En tur til Mörrumsåen betød, at jeg faldt hovedkulds for laksefiskeri, og som så mange andre danske lystfiskere venter jeg hvert forår spændt på, at posten skal smide et fiskekort til Mörrum i postkassen.

Min største fiskeoplevelse til dato har været at fiske laks i elvene Umba og Varzuga på Kolahalvøen. Den russiske kultur og de mange laks tilføjer fiskeriet nye aspekter, men lakse- og havørredfiskeri i de jyske åer er altid noget helt specielt. Med svigerforældrene bosiddende i smørhullet mellem Skjern Å, Karup Å og Storåen, og forældre tæt på Limfjordsåerne tilbringes turene fra København til Jylland ofte med fluestangen i hånden.