Sandart på Furesøen

Sandart på Furesøen

Det er eftermiddag, og klokken er lidt over seks. På absolut rekordtid er jeg kommet lidt tidligt fra arbejde, fik skiftet tøj, pakket grej, fanget agnfisk og tøffer nu afsted i sindig fart mod nogle af Furesøens gode pladser.

Desværre blev det kun til 10 ordentlige skaller, så der er lavvande i dammen fra start. Men det burde dog række til en sandart eller to - og med kaffe på kanden (det nåede jeg nemlig også lige) kan det umulig gå helt galt.

For en sjælden gangs skyld er jeg alene i båden, hvilket helt sikkert også har sin charme. Med lidt god vilje er luften nærmest lun, og det at sidde her med en svag brise i ansigtet er ganske enkelt en vidunderlig modsætning til hverdagens gøremål. Kontormanden bliver til jæger - eller fisker.

Fra søens sydlige ende sejler jeg mod nord og sagtner farten lidt, da jeg befinder mig omtrent på linie med starten af Lille Kalv. Loddet viser næsten 30 meter, hvilket det gør flere steder her på Danmarks dybeste sø.

I de frie vandmasser

I de frie vandmasser trækker søens pelagiske sandart rundt på evig jagt efter byttefisk - fortrinsvis skaller og smelt - som de livligt guffer i sig efter ret faste spisemønstre. Hugperioderne kan ganske vist variere fra sø til sø, men her på Furesøen ligger det fast: Fiskene skal fanges i timerne før mørkets frembrud og tidligt om morgenen. Der tages naturligvis også sandart midt på dagen og i bælgravende mørke; men der er ingen tvivl om, at det ikke er størstedelen af fangsterne, der landes på de tidspunkter.

Mit blik er fokuseret på ekkoloddet, og jeg afsøger nøje et bestemt område, jeg tidligere har haft held med. Tendensen er helt klar: Kommer man ind på lavere vand end ca. 12-15 meter, er der næsten ingen fiskestimer. Og så snart man søger ud over større dybder, spottes der en del skaller og smelt rundt omkring. Jeg ser ingen "buer" eller "bananer" - altså større rovfisk på loddet - men det skal man nu ikke være så ked af.

Det, det primært drejer sig om, er, at koncentrere sig om dybde og stimer af småfisk under kølen. Som mørket nærmer sig, samler disse stimer sig sommetider i meterhøje og enorme grupper - og så kunne det være logisk, at placere sig midt i virvaret. Sådan en slags ferskvands-bule-fiskeri. Metoden kan også sagtens give fisk. Men i stedet for at kaste anker ved den første store stime, så prøv at søg lidt videre.

Det at danne sig et overblik over hvilket område fiskene befinder sig i, om de står på samme dybder og hvordan de "opfører" sig kan vise sig at være en fornuftig disponering af tiden.

I aften ser det ud til at svinge! Stimerne står over 15-25 meter vand i 7-15 meters dybde. I et ret koncentreret område finder jeg flere forskellige stimer, og jeg beslutter at kaste anker et sted, hvor der ser ud til at være lidt "opbrud" i mængden af fisk

Taktik

Min absolutte favoritstang bliver fyret af først: En 9 fods spinnestang med et Ryobi fastspolehjul og 0.20 mm line monteres med 15 gram bly og en indbydende skalle. For at kunne fiske agnen i den rigtige dybde kan du trække f.eks. 10 meter line af hjulet - og så tælle hvor mange omgange du skal dreje håndtaget, før linen er spolet tilbage. Når agnen skal i vandet, slår du bremsen fra og kører linen "baglæns" ud. På mit lille Ryobi-hjul svarer 13 omgange til 10 meter - og så ved man, at der fiskes i helt præcis den ønskede dybde. En nem metode til at dyrke lidt løslinefiskeri!

Efter stangen er placeret i Down East holderen, fordeler jeg fem stænger med flåd rundt om båden i dybder på 7, 9, 11, 13 og 15 meter. Og så er det, at det hele begynder! Det første flåd forsvinder efter et par sekunders pilleri, inden jeg når at få sat den sidste stang med levende agn. Jeg giver tilslag, og har fast fisk.

Umiddelbart efter ser jeg i øjenkrogen, at spinnestangen med løsline bøjer faretruende: Flådstangen mellem benene, tilslag på spinnestangen, spinnestangen tilbage i holderen, fighte den første sandart, fighte sandart nummer to - og for at det ikke skal være helt løgn, må jeg lægge de to fisk i dammen og fighte nummer tre, før jeg igen kan trække vejret. 4.0, 4.5 og 5.1 vejer de - og så er der endda forsvundet endnu et flåd i mellemtiden.

Da klokken nærmer sig 11, har jeg landet syv sandart mellem 3.5 og 5.1, men er løbet tør for skaller. Ganske tilfreds sætter jeg kursen hjemad. Det er ved at blive helt mørkt, de næste par timer sker der normalt ikke det store, og en ny arbejdsdag truer lige om hjørnet. Det eneste, jeg ikke nåede, var at få en kop kaffe…