Share |

Redington Predator

Redington Predator

Redington har som moderfirmaet Sage lanceret en serie korte fluestænger henvendt mod de mange amerikanske bassfluefiskere. Serien er døbt Predator, og vi har gennem foråret testet de to letteste stænger i serien, henholdsvis klasse seks og otte. Som navnet dikterer, er stængerne de rene rovdyr og ikke så få fisk har måttet stå for skud i vores vellykkede test.

Begge stænger måler kun syv fod og ti tommer. Det spøjse mål er for at bringe dem i spil i de mange bass-konkurrencer, hvor den maksimale tilladte længde på stænger i reglen er otte fod. Redingtons politik har fra starten været at producere prisvenlige fluestænger og disse er ingen undtagelse. For knapt et par tusinde kroner får man ganske meget fluestang om end den er nok så kort.

Vi kan ikke måle egenvægten på stængerne så lav som den er angivet på Redingtons webside. Den vægt vi har målt er dog helt normal for den solide montering, og de korte stænger giver af sig selv en fornemmelse af at være utroligt lette.

gedde
© scandicangler.com
Jens Dahl Mikkelsen

Selv om rovdyrsnavnet nok er tænkt i retning af de fisk stængerne er lavet til, er der nu også et godt bid i stængerne selv. Korte og kraftige stænger er logisk nok ganske hurtige, og Predator stængerne er ingen undtagelse. Kraftfuld og spændstig klinge uden at den føles stiv eller ensartet i aktionen.

Montering og finish
Stængerne leveres i sorte cordura rør og sorte stangposer. Stangposerne er af plastictypen og giver desværre en umiddelbar tanke i retning af billigt skrammel. Det er dog ikke tilfældet når man først står med stængerne i hånden. Klingen er grålig og lakeret. Typebetegnelsen er tydelig og hver del har sin egen markering i forhold til model og korrekt samling.

Monteringen er ganske klassisk, vel nærmest hvad der er blevet standardbetegnelsen saltvandsmontering. En lille fightbutt efterfulgt af grå aluhjulholder med to omløbere og kroghvil under full wells håndtaget. Korkkvaliteten er ret forskellig på de to stænger, men det må være et tilfælde. For begge stænger ligger kvaliteten på den rigtige side af grænsen for det acceptable. Længde, tykkelse og udformning er helt traditionel.

Beviklingerne er nøddebrune med pyntebevikling i sølv. Lakeringen er egentlig pænt arbejde men den brune tråd har ikke absorberet lakken jævnt og fremstår lidt skjoldet. Ikke af den store betydning og til pengene er kvaliteten god.

Der er to skydeøjne på stængerne og de er fint store i størrelsen. På otteren er de lidt større end på sekseren. Store slangeringe op af klingen og på toppen et stort cirkulært topøje. Alle øjne på stængerne er gråligt eloxerede.

Alt i alt en glimrende montering til formålet og udført med tilfredsstillende finish.

redington predator
© scandicangler.com
Peter Lyngby

Fiskeri og kasteegenskaber
Samlet og klar til action er første indskydelse at stængerne virker dejligt ens i aktionen. Umiddelbart virker begge stænger også behageligt progressive. Sekseren dømte vi i retning af kystens ørreder og otteren måtte ud og slås med gedder.

Normalt ville stænger i begge klasser være mindst en fod længere og forskellen mærkes tydeligt. Pendulet er så at sige kortere og det bliver slagene også. Stængerne føles uendeligt meget lettere end tilsvarende ni fods stænger, men de rammer der er at arbejde indenfor er tilsvarende mere snævre. Vi valgte derfor at se bort fra de længste af kast og koncentrerede vores linevalg omkring skydehoveder og kortklumpede liner.

Predator 7’10” klasse 6
For at starte med sekseren så kastede den nu ikke så kort endda. Den er en let fornøjelse at gå med på kysten. Den kaster flot med omkring 16 gram. Skydehoveder på op til 10, 5 meter klarer stangen fornemt, men mere behageligt er det dog med længder på 8,5-9,5 meter. Her laver den kontante kast, der ved hjælp af ganske få kræfter kommer forbavsende langt ud, når rytmen er fundet.

dan seatrout
© scandicangler.com
Peter Lyngby

WF-liner hvor klumpen ikke er over elleve meter går an på stangen, men det er med skydehovedet det bliver rigtigt sjovt. Som en klasse seks stang burde den tage kastevægte lavere end de seksten gram og det gør den selvfølgelig også. Der er dog ikke samme spillerum som på en længere stang, og vores klare anbefaling ligger skarpt på de seksten gram – hverken mere eller mindre.

Fiskende på fjorden fra båd er den korte stang en fornøjelse. Stående to mand oprejst kaster man langt med stangen med minimale bevægelser. En ti meter lang intermediate klump på seksten gram med efterfølgende monofil runningline kastede længere end det på noget tidspunkt ville blive nødvendigt i forhold til fiskeriet.

Sekserstangen gav gode oplevelser med ørreder op til 2,5 kilo. Fin at fighte fisk på og ikke ufølsom. Både vadende og i båd er den reducerede længde en fordel når der først er fisk på og især ved landingen.

Predator 7’10” klasse 8
Otteren er en kraftig stang og den måtte med ud efter nogle tunge gedder. Som oplevet med andre lignende stænger går aktionen ikke tabt og den kaster glimrende. Igen er det selvfølgelig ved det kontante præcise kast den brillerer, og selv om der er mange glimrende bass-liner på markedet til formålet, så er det med det relativt korte skydehoved at det fine samspil opstår.

pl gedde
© scandicangler.com
Jens Dahl Mikkelsen

Denne stang ligger også i den høje ende af den vægt den burde kaste godt med, og bedste resultat opstod med en knap ni meter lang klump på nitten gram efterfulgt af en coated runningline. Et kraftigt setup men igen snyder den korte stang og det føles nemt og let at styre. Fiskende fra båd er det en fornøjelig stang at fiske med og den håndterer fint et bredt sortiment af geddefluer.

Man kan vel dårligt mene at en sådan sammensætning er fintfølende udstyr, men også denne Predator stang er underholdende at fighte fisk på. Igen er det særligt fra båd at der er fordel ved den korte stang, og det er der nemmere at styre en tung fisk tæt ved båden. Efter vores mening er det få store fisk og fluer stangen ikke vil kunne håndtere og stangen nummeret kraftigere i serien må være tæt på overflødig.

Sammenfattende opsamling er, at de to stænger er gode til pengene. Ydeevne ligger over udførsel og fittings, og særligt Predator klasse seks overrasker positivt som let og langtkastende legetøj på kysten.

Fakta
Redington Predator 71064 – 7’10” klasse 6 i fire dele – vægt 110 gram
Redington Predator 71084 – 7’10” klasse 8 i fire dele – vægt 112 gram
Vejl. udsalgspris EURO 249,-

Facebook Comments Box