Share |

Politikens Lystfiskerbog

Politikens Lystfiskerbog

Denne håndbog er af den klassiske støbning ud i universalhåndbøger, som afdækker et bredt emne fra A-Z i komprimeret form. Politikens Lystfiskerbog er netop udkommet i en opdateret 2006 udgave, hvor en række skribenter, med Jens Bursell i spidsen, har bidraget med tekster om alt fra love om fiskeri, fluefiskeri efter laks til medefiskeri efter multe.

Bogen henvender sig både til begynderen og den garvede fisker. Sidstnævnte er den sværeste at nå med håndbøger, men i denne nye udgave er der solid viden og gode tips omkring langt de fleste af de fiskemuligheder Skandinavien byder på. Særligt værdifuldt er, at Jens Bursell har inddraget internettet som backup. Der er mange værdifulde links at finde i kapitlerne. Redaktionen erkender dermed også på rette vis begrænsningerne i en universalbog, og der åbnes med internettet masser af muligheder for at søge yderligere viden på specifikke områder.

Disponeringen af bogen er lige i øjet om end traditionel for bøger af denne type. Tre overordnede hovedområder: Lokalisering og grej – Ferskvandsfiskeri – Saltvandsfiskeri. Under disse overskrifter er der ikke den fiskemulighed, der ikke afdækkes eller omtales i bogen. Desuden er der konkrete tips til tidens nyeste udstyr, beklædning og elektroniske hjælpemidler som eksempelvis GPS.

Fluefiskeren finder klassisk stof om forskellige vægtklassers anvendelse, fluekast og fluefiskeri efter ørred og laks i både strømmende og stillestående vand. Fluefiskeri efter andre arter berøres i komprimeret form.

Politikens Lystfiskerbog er godt pakket ind. Den er appetitligt og overskueligt sat op, og billederne er friske og af meget høj standard. Nyttige illustrationer dækker ind, hvor fotografiet ikke slår til som formidling. Jens Bursell har udført et strålende arbejde som redaktør, og bogen sætter ny standard på sit område. Der er vitterligt noget at hente for enhver lystfisker.

Skal der tilsættes en smule malurt i bægeret, så er enkelte små passager kogt så meget ned, at novicen næppe forstår meningen, og med fluefiskeriet i fokus noterede jeg mig enkelte misforståelser, der kunne været snuppet i redigeringen.

Som håndbog ud i lystfiskeriets muligheder og glæder, så tager denne bog førstepladsen dags dato. Den står i øjeblikket som den mest opdaterede og inspirerende af slagsen.

Skal du starte fiskebiblioteket derhjemme lige nu, så er valget således givet. Kendere af fiskelitteratur bør næppe heller lade Politikens Lystfiskerbog passere forbi.

Fakta
Titel: Politikens Lystfiskerbog
Forfatter: Jens Bursell m. fl.
Forlag: Politikens Forlag 2006
Sider: 248
Pris: dkr. 249,- (indb.)
ISBN: 87-567-7266-1