New York - in a blitz

Endelig! Efter fire dages forsikringskongres på Manhattan - en total kikset transport til vort mødested – halvanden times forsinkelse og en taxaregning på ca. kr. 500,- kunne jeg langt om længe hilse på guiden John McMurray og hans fiskeven, der som tandlæge holdt sin praksis lukket hver fredag for at fiske (what a life). Jeg havde næsten opgivet - men da næsten alle i dag render rundt med en mobil telefon - er det muligt at møde mennesker et andet sted i verden uden de store problemer og uden at ane hvor mødestedet ligger.

Min iver efter at møde op en tidlig morgen i udkanten af Queens på Long Island handlede egentlig om et møde med den eftertragtede Stripet Bass eller Striper som de siger. Vel nok den populæreste sportsfisk i saltvand på den amerikanske østkyst. Fisken kan bedst sammenlignes med en forvokset krydsning mellem en multe og en havørred. Den har udover de fysiske ligheder også multens kræfter og havørrens hugvillighed.

Biologisk hører den dog til aborrefamilien og har da også ligheder med vores europæiske havaborre. Jeg riggede mine stænger til så hurtigt jeg kunne, og jeg fik lidt gode råd om fluevalg samt en ekstra fleecetrøje til sejlturen. En novembermorgen i New York City kan nemt være så råkold som i Danmark. Det fleste af de fluer jeg havde med var for små, og jeg startede med en af guidens klassikere - en gul/grøn clouser minnow på en størrelse 2/0 krog. Med det sædvanlige overdrevne antal heste på amerikanske både (2 x 100 hk bag 20 ft.) hamrede vi ud igennem Jamaica Bay, og efter et kvarters sejlads spottede vi noget der på afstand lignede god dansk mågesjov på Furesøen.

Vi nærmede os stille og roligt, og der gik ikke lang tid før min puls hamrede løs, og nervøsiteten - på den fede måde - begyndte at indfinde sig. Det her var ikke noget almindeligt mågesjov, men amerikansk mågesjov - større og vildere - en såkaldt striper-blitz. Der var tale om seriøse stribet bass, der bankede løs på byttefisk i overfladen.

Fisk mellem fem og ti kilo giver virkelig lyd fra sig, når de plasker, og da de ikke er specielt sky, kom vi nemt på kastehold. Jeg startede med min klasse 9 stang og en 300 grains synkeline, og som jeg frygtede var de to første kast helt til grin. Det kræver altid årvågenhed at kaste med flue fra gyngende båd og det vigtigste - nemlig at holde øje med løslinen - bliver nemt glemt når det hele koger med fisk. Resultatet er altid det samme - en dejlig stor gang kludder som stopper oppe i første skydeøje.

Tandlægen fik hug relativt hurtigt og efter en knald hård fight, hvor der ikke blev lagt fingre imellem kunne han cirka fem minutter senere med et lip-grip lande en smuk striper på cirka fem kilo. Hvis fight og krogning tillader det bliver alt genudsat, og det sker bedst ved at sende fisken af sted i et smuk hovedspring. Guiden kunne fortælle at undersøgelser af mærkede stripers viser en overlevelsesprocent på over firs og det vel og mærke inkl. agn- og spinnefiskere.

Med rystende hænder fik jeg kludderet op, og efter en smøg var jeg klar igen til næste blitz. Vi kunne nemt følge mågerne og efter to minutters sejlads var vi på plads igen. Første kast kom af sted uden problemer, og halvvejs inde fik jeg hug. Det var voldsomt, men kortvarigt for fluen blev klippet med det samme. -It could be bluefish, sagde guiden, selvom sæsonen ellers var ved at være ovre. Det er et must med wire til bluefish, men det giver til gengæld ingen stripers. Alle guidens fluer kunne fange fisk - det var jeg ikke i tvivl om - men det giver lige noget ekstra, hvis ens egne kreationer skulle virke. Tandlægen brugte en stor grimt bundet clouser i transparente kinky fibers - så jeg fandt noget der lignede i min egen boks. Egentlig en flue bundet på tarponkrog til mere sydlige himmelstrøg, men den lignede fint de store bunkers som striperne var på jagt efter. Bunkers minder om sild eller brisling men er lidt bredere, så derfor skulle der store fluer til. Efter et par kast med min egen flue var der bud efter den. Et seriøst modhug, og så var jeg i gang med at fighte min første striper. Familiebåndet til vor hjemlige aborre fornægter sig ikke under fighten - stridbar og hård og korte hidsige udløb igen og igen. Belært af både guide og tandlæge lagde jeg maksimalt pres på under fighten og igen efter en cirka fem minutter var den i overfladen. Efter guidens "underlæbe-landing kunne jeg overtage fisken. En fin fisk på cirka fire kilo - men en mindre fyr i forhold til de fisk, der var i bugten for tiden. Et smukt hovedspring - og den var af sted som en torpedo igen. Nerverne var nu ved at lægge sig, og med min første striper på land, var jeg allerede tilfreds. Næste hug faldt ikke lang tid efter, og denne gang var der mere power i fisken. Det kan mærkes i armene, når man presser og pumper løs med den nedre del af en klasse 9 stang, men nu tog det et kvarters tid, før vi fik fisken i overfladen. Præcis som andre aborrefisk kæmper de længe på relativ kort line og udløbene holder sig i fluelinen. Denne gang insisterede jeg på selv at lippe (lande fisken i underlæben, red.) den og det gik fint - halv hængende ud over rælingen... Hvilken fisk! En smuk skabning på cirka syv til otte kilo. Jeg var i fluefiskerhimlen - selv om stripere kan blive en del større. Jeg havde desværre kun booket en halvdags tur, og vi havde kun cirka tre timers fiskeri i alt på grund af min forsinkelse. Jeg fik landet fem stripers med to fisk i otte kilos klassen og tre mindre på cirka fire kilo stykket. Tandlægen var overlegen og fik otte fisk med to i ti kilos klassen. Vi mistede lige så mange, og selvom vores guide ikke var helt tilfreds, havde jeg ikke drømt om, at et sådant fiskeri kunne opleves så tæt på Manhattan. Jeg tør slet ikke tænke på - hvad det kunne være blevet til hvis vi havde haft mere tid og måske endda en dag mere til rådighed. Jeg kørte med guiden tilbage til Manhattan og vi fik os en snak omkring mulighederne i New York og denne lille perle - Jamaica Bay - i Queens County.

Der er et særdeles fornuftigt fiskeri efter stripers og bluefish direkte rundt om Manhatten, og vandmiljøet er de senere år blevet overraskende godt. Der kan endda fiskes direkte fra land, og generelt omkring alle de store broer. Man er dog klart bedst stillet ved at hyre en guide og fiske fra båd. Naturreservatet Jamaica Bay ligger i den sydlige ende af Long Island og består af en række brakvandsbugter og vige som minder og vor egen Limfjorden. Området var tidligere forurenet og fisketomt, men det blev i halvfjerdserne gjort til nationalpark og er særligt i de sidste ti år genopstået. Landskabet oven vande er en blanding af ægte marsk og Kennedy lufthavnen - så man ikke glemmer man befinder sig tæt på en af verdens store metropoler. Der er masser af muligheder for vadefiskeri på egen hånd - men det er væsentligt mere chancebetonet og særligt som førstegangsbesøgende kan det ikke anbefales. Der er afhængig af sæsonen mulighed for både stribet bass, bluefish og false albacore. Hele økosystemet i området styrer fiskeriet og det er forskellige vandringer af byttefisk forår, sommer og efterår, der trækker rovfiskene til området. Ud for kysten langs Long Island er fiskeriet også godt, og ud over Stripers og Bluefish er der også et forrygende fiskeri efter False Albacore - den lille hidsige tun art. Det er alle pengene værd at hyre en guide, og jeg kan anbefale bookning via nettet - det fungere perfekt. One More Cast var den guideservice jeg brugte, og John McMurray ved roret var en yderst kompetent herre, og han brændte for fiskeriet så det var en fornøjelse. Der er mange gode guides i området og det tager ingen tid at finde dem på nettet. Alle er udstyret med det nødvendige fluegrej, men der nu noget særligt over at bruge sit eget ...

Grejet

Kraftige klasse 8-10 enhåndsstænger á la en god dansk geddeflue udrustning. Robuste fluehjul i tilsvarende størrelse med justerbar bremse. Baglinekapacitet er ikke så afgørende og hundrede meter rækker alt rigeligt til stripers. False Abacore kræver dog bremser af bedste kvalitet og gerne minimum to hundrede meter bagline. På fluelinesiden er man godt rustet med flydende, intermediate og synkene grainsliner fra 200 til 500 grains. Forfang på godt 10 ft. og helst med fluocarbonspids. Vi brugte 16 punds fluocarbonspids. Wire til Bluefish er nødvendigt. Fluevalget afhænger af hvad menuen står på, og særligt stripers kan fanges på både poppers, streamers, rejeflue og sågar sandigleimitationer. I det sene efterår trækker den sildelignende bunker ind i Jamaica Bay og derfor er store deceivers, clousers og andre fiskeimitationer gode. Det viste sig den dag vi var ude at transparente materialer var alt andet overlegent - men det kan have været et tilfælde. Som sagt, jeg fik kun et glimt af hvad New York City kan byde på for en fluefisker og når det så kan kombineres med shopping og seværdigheder på Manhattan om eftermiddagen - så kan det også lade sig gøre selv på en familietur.