Share |

The moon pulled up an acre of bass

The moon pulled up an acre of bass

Skønlitterære bøger om sportsfiskeri er sjældne. Få vover at skrive en hel bog uden på den ene eller den anden måde at rode sig ud i faglitterære kapitler om kast, grej eller strategi. Vi nyder ganske vist alle gode fiskehistorier om oplevelser fra ind og udland i de kulørte magasiner eller på nettet som her på scandicAngler. De seneste år har danske læsere været tættest på skønlitterære fiskebøger fra Jan Grünwald og Michael Beck-Hansen, der begge har underholdt med fremragende historier om laksefiskeri ved danske, norske og svenske vande.

I USA er markedet væsentligt større, og store forfattere som eksempelvis Hemingway og Gierach har skrevet lidenskabeligt om fiskeri. En af dem der den senere år har skrevet flere livskloge og muntre fiskebøger er Peter Kaminsky, der blandt andet har den snørklede titel: ”The Fly Fishermans Guide to the Meaning of Life: What a Lifetime on the Water Has Taught Me About Love, Work, Food, Sex, and Getting Up Early” hængende på sig. Peter Kaminsky er glad for fluefiskeri, glad for mad og glad for livet i al almindelighed, hvilket har medført at han i dag kan ernære sig som freelance skribent ud i mad og fiskeri.

The moon pulled up an acre of bass er en skildring af det hektiske fiskeri, der hvert år opleves ud for Montauk Point i oktober måned. Kaminsky har besluttet at tage en hel måned fri fra sine skriverier for at få fornøjelse at hele det legendariske efterårstræk af Striped Bass. Efter Kaminsky er blevet indlogeret i en koks enkes hus med et køkken, der efter hans udsagn kunne huse prøver for et mindre symfoniorkester, bliver hans fiskeri og oplevelser fortalt dag for dag fra 1. til 31. oktober. Ikke i decideret dagbogsform, men naturligt kædet sammen af de begivenheder der omgiver ham.

Kendskab til fluefiskeri eller Striped Bass er ikke en nødvendig forudsætning for at nyde fortællingen, men erfaring i at læse på engelsk vil bestemt gavne, da en af bogens store forcer er billedsproget, hvormed Kaminsky får en masse morsomme og kløgtige betragtninger om fiskeri og livet i al almindelig videregivet til læseren. Bogen er et virvar af navne på fiskere, guides og andre personer Kasminsky møder undervejs, og af og til skal tungen holdes lige i munden, da Kaminsky ustandseligt svinger i mellem brugen af personens fornavn og efternavn. Han har fisket i området tidligere, og han er på forhånd venner med en række af personlighederne i området, blandt andet den kendte guide Paul Dixon og hans tidligere lærling Amanda Switzer.

Peter Kaminskys bog gjorde mig godt denne overophedede sommer, og hans humørfyldte rejse fra travle New York til fiskeferiens velsignede ro i kølige oktober, gav mig både ro, spænding og en række gode grin. Bogen krævede lidt indsats at læse (for mig), men belønningen kom tifold tilbage.

Fakta
Titel: The moon pulled up an acre of bass – A flyrodder’s Odyssey at Montauk Point
Forfatter: Peter Kaminsky
Forlag: Hyperion 2001
Sider: 244
ISBN: 0-7868-6769-8

Facebook Comments Box