Share |

Lystfiskeri i Norden

Ny stor bog om fiskeri efter Nordens mange arter...

Det skal straks nævnes, at Lindhardt og Ringhofs nye udgivelse Lystfiskeri i Norden, ikke er en rendyrket fluefiskebog. Bogen beskriver fiskeri efter de femogtyve mest relevante fiskearter i Danmark, Norge, Sverige og Finland. Arterne er inddelt i kapitlerne; Laksefisk, Rovfisk, Karpefisk og Havfiskeri.

Til slut et kapitel om Sportsfiskeriets fremtid. Hver art gennemgås kort biologisk og derefter afsnit om de fiskemuligheder som Norden tilbyder efter den. Slutteligt beskrives grej og udstyr til hver art. Her er det igen værd at understrege, at ikke alle arter nævnes som fluefisk. Lidt ærgerligt at der ikke er anvendt en konsekvent model for kapitlerne. Der ligges afgjort mest krudt på de klassiske sportsfisk, og det underminerer konceptet en del. Heller ikke udvælgelsen af arterne virker helt skarp.

Havbarsen har fået sig sneget med mens multen helt er udeladt. Lystfiskeri i Norden er i stort format og et klassisk opslagsværk med masser af flotte illustrationer i både fotos og akvareller. Billedrigdommen er imponerende, men grafisk sætter bogen som sådan ingen nye milepæle. Bogen kan være inspirationskilde til rejser rundt i Norden, men det er klart at med så mange arter og teknikker, så berøres de enkelte destinationer kun overfladisk. Nettet vil dog kunne bakke godt op, og der hjælpes i bogen med en række gode links under hvert kapitel. Ideen bag Lystfiskeri i Norden er ganske god, men ærgerligt at der bruges uforholdsmæssigt mange sider på netop de arter, som der allerede findes mange hyldemeter med. Mest for fluefiskeren der også af og til svinger spinnestangen, men et godt sted at starte, hvis der skal nye arter under fiskevesten.

Fakta

Titel: Lystfiskeri i Norden
Forfattere: Gunnar Stenmar m.fl.
Forlag: Lindhardt og Ringhof (Hardback 2009)
ISBN: 9788711319444
Sider: 312
Vej. pris: 399,95 DKK