Kolahalvøens danske pioner

Kolahalvøen er i dag kendt for sine store uberørte naturområder og produktive fiskevande. Efter Murens Fald handlede historierne dog om det stik modsatte. Vestlige medier fokuserede ensidigt på de store militær- og industriområder omkring Murmansk og tegnede et billede af Kolahalvøen som endnu en sort, østeuropæisk plet på verdenskortet.
Et hold fanatiske sportsfiskere insisterede imidlertid på at nuancere historien. Vedholdende rygter om uspolerede søer og elve langt væk fra de sorte industriområder omkring Murmansk drev de visionære sportsfiskere gennem de forurenede landskaber og langt ud i den nordrussiske vildmark for at fiske efter tundraens ørreder og taigaens laks.
Steffen Juhl fra Sorø var blandt de gale pionere, som lod sig lokke af den uberørte verden bag jerntæppet. I begyndelse af 90erne fløj han med simple russiske helikoptere ud i det store ukendte.
”Det var en stor oplevelse at drøne rundt i helikopter og blive droppet ved de mest jomfruelige vande, hvor der aldrig havde været dyppet en flue før. Nogle gange måtte jeg knibe mig selv i armen. Jeg var vant til at knokle for hver eneste laks, og her stod jeg pludselig i elve med store og unikke bestande af laks,” fortæller Steffen Juhl om mødet med den nordrussiske vildmark.

De udforskende pionerrejser til Kolahalvøen var ikke blot en afsøgning af nye og uberørte fiskevande, men også et stærkt møde med en anden kultur. Og fornemmelsen af at rejse tilbage i tiden oplever Steffen Juhl hvert forår, når han rejser til den mægtige halvø.
”At komme til Umba er som at skrue tiden 2-300 år tilbage. Man ser den gamle babuska gå ned til elven med sit åg for at hente vand til dagens behov. Hun står og klatvasker sit tøj nede i Umba. Hun går rundt i groft tøj og grove sko syet i tykt læder, og hun laver mad på primitive kaminer. Det er meget fascinerende at se. De lever en dagligdag, der er så anderledes fra det, vi kender, og når folk kommer herud tænker de: vi er sgu ved verdens ende.”

I denne fortidige kulisse udspiller sig et fantastisk laksefiskeri, fra solens stråler rammer polarcirklen og isen bryder i maj, til den igen lægger sig over elven i oktober. Mens den gamle babuska er nede for at hente frisk vand i Umba, har sportsfiskere fra hele verden gennem de seneste knap 10 år stået ved Loop’s vand og sendt deres fluer hen over elvens glasklare vand.
I de første år foregik turen fra Murmansk i nord til Umba i syd med helikopter, men mange rejsende var utrygge ved de russiske helikoptere, så de er siden hen blevet erstattet af busser. Det er billigere, men det har også betydet, at de rejsende har fået et uhyggeligt nærbillede af ødelæggelserne omkring Murmansk og langs Leningradvej på vej til Umba.
”Leningradvej løber tværs over Kolahalvøen og går igennem to store mineområder. Her har russerne opført nogle kombinater, som har forurenet landskabet meget kraftigt. Mineområderne ligger nede i en dal og skorstene er lave. For de rejsende er det et stort chok at se de ødelagte landskaber. De forventer uspolerede naturområder, men først skal de altså igennem et sort hjørne af Kolahalvøen. Den totale vildmark venter dog forude, og sidste del af rejsen går gennem et øde og meget smukt landskab.”

Selve fiskeriet i Umba har været centreret omkring en stor lodge femten kilometer oppe ad elven. Fra denne store træbygning har små både hver morgen sendt forventningsfulde laksefiskere ud til de bedste pools i Umba.
Lodgen og en teltlejr længere oppe ad Umba har været base for Steffen Juhl, og han har som camp manager i Umba opholdt sig på kontoret i vildmarken cirka fem måneder om året.
”Jeg plejer at tage til Umba i begyndelsen af maj for at sætte lodgen op. Der er som regel is og sne på elven. Men relativt hurtigt skifter vejret fra vinter til sommer og fra maj til august har man lyse nætter, og sommerperioden er meget hektisk. Selv om ikke alle fisker med arme og ben, er jeg ofte ved elven til klokken tre om natten. Men i slutningen af august bliver det tidligere mørkt, og man får en mere afslappet periode. Fiskerne kommer hjem i lodgen og spiser aftensmad og drikker en cognac ved pejsen.”

Fiskeriet i Umba, og i de andre store elve på Kolahalvøen, handler ikke om at skaffe mad på bordet. I Umba praktiseres catch and release og kun fluefiskeri er tilladt.
”For 10-15 år siden tog mange til Norge og fyldte bilen med laks. Det var fuldstændig vanvittigt. Kolahalvøen kan i dag bruges som forbillede et langt stykke ad vejen. De laksefiskere, der kommer til Kola, er de samme, som fisker i River Grande i Argentina, i Canada og i andre store elve rundt om i verden. Det er moderne sportsfiskere og de kommer ikke til Kolahalvøen for at fylde deres fryser med laks. De kommer for at opleve et unikt laksefiskeri og har fuld forståelse for, at laksen skal sættes ud igen. De lokale russere har derimod haft svært ved at forstå, at der kom mennesker fra hele verden for at fange laks, og straks de havde fanget en laks, satte den tilbage i elven igen. Men det er siden blevet en del af dagligdagen og de har vænnet sig til, at der springer amerikanere rundt i hawaii-skjorter med dyre kulfiberstænger i hænderne.”

Historien aftegner sine tydelige spor i naturen og menneskene på Kolahalvøen. De lokale russere og de besøgende laksefiskere møder hinanden med hver deres forudsætninger. Og mødet med russerne og deres forarmede samfund har fået flere af de tilrejsende laksefiskere til at handle på egen hånd. Flere gange har en læge eller en tandlæge sendt hele oprationsstuer ud i vildmarken for at hjælpe lokalbefolkningen i Umba med de mest basale installationer.

For Steffen Juhl har jobbet som camp manager i Umba gennem tiden udviklet sig til at omfatte en række sociale og kulturelle gøremål. Han har haft månedlige møder med den lokale borgmester og øvrige myndigheder, og selv om han ikke kan løse alle sociale problemer, har han været engageret i sit arbejde med russerne.
”Der er kolossal forskel på, hvordan vi ser på tingene i forhold til russerne. Vores tankesæt er meget forskellige. Russerne er i den grad præget af det system, de har levet under så længe. De forstår ikke de mekanismer, vi lever efter. Russerne tænker ikke på dagen i morgen, men lever her og nu og glemmer ofte det store perspektiv. Systemet har præget russerne på godt og ondt. En meget kedelig karakter, man finder hos russerne er, at de ikke har tillid til andre mennesker, fordi de i den grad er blevet trukket rundt i manegen.”
Der er i høj grad tale om et afhængighedsforhold mellem russerne på den ene side og folkene i lodgen på den anden side. Men efter en turbulent begyndelse er den mentale kløft mellem øst og vest med tiden smeltet sammen i det fælles arbejde med at drive lodgen og fiskeriet.

Det organiserede sportsfiskeri og de små camps er i vid udstrækning udviklet af store vestlige konglomerater, men som camp manager har Steffen Juhl været meget optaget af at skabe en kultur, der så vidt muligt er tro mod de lokales dagligdag og den russiske folkesjæl.
”Det er meget vigtigt, at man kommer i kontakt med Rusland, når man fisker laks. Vi har kun benyttet lokale russere i vores lodge og forsøger så vidt muligt at engagere lokalbefolkningen i arbejdet. Vores gæster skal sidde med en russisk guide i båden, når de er ude og fiske, og de skal have nogle oplevelser og en historie med hjem. Vi kunne godt lave en satellitstat, hente amerikanske guider ind, hejse Stars and Stripes og serverer hamburgers og pommes frittes morgen, middag og aften. Men når man rejser til Rusland, skal man opleve Rusland og den russiske kultur.”
I modsætning til det meget svingende laksefiskeri i specielt Norge, Sverige og Skotland ligger fiskeriet i Umba, og på Kola generelt, på et meget højt niveau. Ingen besøgende i Umba har forladt elven uden at fange mindst én laks. Nogle har fanget flere end andre, fordi de er bedre til at kaste med flue og læse vandet, men generelt har alle fanget laks i løbet af en uge. Men selv om det er visionære vesterlændinge, der har etableret det organiserede sportsfiskeri, er grundstenen til de unikke laksebestande på Kolahalvøen lagt for mange år siden.

”Sovjetunionen havde meget svært ved at brødføde sin befolkning, så de fødevareressourcer, man havde, blev styret med hård hånd. Biologerne fastsatte bestanden af laks og tildelte de enkelte elve en fast kvote, og det var ikke til diskussion. I vores demokratiske samfund er alt til diskussion i demokratiets hellige navn. Men sådan var det ikke i Sovjetunionen. Her lyttede man til, hvad biologerne sagde og fangede kun det antal laks, de havde anvist. Men det foregik ikke med stang, men med fælder. Man spærrede simpelthen elven af og opsatte en fælde, tog det tilladte antal laks og lod resten svømme videre op i systemet.
Dette simple men effektive fiskeri med fælder er som livet og kulturen på Kolahalvøen en konsekvens af historiske omstændigheder. Den dårlige økonomi og sociale ubalance har formet den russiske kultur og levevis. Russerne har aldrig haft midlerne til at drive en stor fiskeflåde, og systemet med laksefælder er opstået som et billigt alternativ.
Alle fælder i Umba er siden blevet købt ud bortset fra en enkelt, der dog ikke fungerer som egentlig fælde, men som en slags beregningsstation. Fælden anvendes kun hver fjerde dag i bestemte perioder af sæsonen, og alle laks sættes efter nogle biologiske undersøgelser tilbage i elven igen og udgør her det aktiv, der har placeret Umba og Kolahalvøen på verdenskortet.
”Det er et paradoks, at vi i vores velorganiserede samfund hele tiden vil gå og løfte pegefingeren, og så oplever vi i Rusland et forbilledligt eksempel på, hvordan man bør drive et kommercielt fiskeri,” siger Steffen Juhl og sender en kritisk hilsen til Norge, hvor et omfattende drivgarnsfiskeri efterhånden er ved at udrydde vildlaksen i flere norske elve ikke langt væk fra Kolahalvøen.

Trods mange administrative opgaver og arbejdet med at integrere de lokale russere i arbejdet med lodgen har det dog altid været laksen og fiskeriet, der har drevet Steffen Juhls arbejde i Umba. I de sidste år i Umba har han ikke fisket så intenst som i pionerdagene, men han har dog altid opholdt sig meget ved elven, og hvert år har han tager mellem 2-3000 billeder af livet i og omkring Umba.
”Mit fiskeri har ændret sig gennem årerne, men jeg har stadig nogle pragtfulde oplevelser hvert år og det behøver ikke være med store laks. Det er nogle oplevelser, hvor alt går op i en højere enhed. Det kan være nogle timer ude ved elven sammen med en interessant person. Eller jeg er ude og afprøve en ny kasteteknik eller en flue, jeg selv har lavet. Jeg kender efterhånden elven så godt, at jeg ved hvornår jeg skal ud og fiske og hvornår jeg skal blive hjemme i lodgen. Det er klart, at mange laks blot bliver et nummer i rækken, men enkelte sætter sig stadig fast på nethinden.”

Tiden i Umba er nu slut for Steffen Juhl og det øvrige team i Umba. Loop har opsagt kontrakten for i stedet af slå sig ved Ponoi på østkysten. Her fortsætter Juhl sit arbejde som camp manager, og da Ponoi fisker bedre end Umba er der udsigt til mange spændende dueller med de stærke russiske laks, selv om det først og fremmest handler om at etablere en ny og velfungerende camp.
”Sammen med 8 medarbejdere fra lodgen i Umba rykker jeg næste år til Ponoi. Her skal jeg stå for to nye camps ved de nye stræk af Ponoi, som Loop har fået kontrakt på.

Det drejer som om Porog og Acha, og sammenlagt giver det os adgang til cirka 90 kilometer fiskevand ud af de i alt 420 kilometer, som Ponoi gennemløber. I Umba har vi haft cirka 15 kilometer af elven til rådighed, så der er betydeligt mere fiskevand men også flere fisk på vores nye stræk i Ponoi,” fortæller Steffen Juhl om sin nye arbejdsplads i den russiske vildmark.
Det er et stort arbejde at afvikle en camp som den Loop har haft i Umba gennem knap ti år, og Steffen Juhl har ikke selv haft tid til at testfiske de nye stræk i Ponoi. Loop agter at fortsætte på samme facon som i Umba, og det betyder blandt andet, at de jet boats, der har sejlet laksfiskere rundt mellem de forskellige pools i Umba, skal fragtes til Ponoi.

”I stedet for at flyve fra pool til pool med helikopter vil vi forsat sejle vores gæster rundt på

elven. Det er billigere og fiskerne kommer i kontakt med elven på en anden måde. Selv har jeg endnu ikke fisket vores stræk i Ponoi, men vi har haft flere hold af sted i år, og deres fangster tegner meget lovende for vores engagement på de nye stræk. I år er der i Ponoi fanget 13.500 laks fordelt på 380 stænger, og 30% af laksene er mellem 5 og 10 kg. Og så er områderne omkring Porog og Acha særdeles naturskønne, og det hele foregår endnu længere ude i vildmarken end fiskeriet i Umba,” siger Steffen Juhl, der bruger vinterhalvåret på at løse de sidste administrative opgaver, inden han til foråret rejser til Ponoi og føjer endnu et kapitel til historien om den danske pioner på Kolahalvøen.