Share |

Kinetic Extreme/Trail Wading Boot

Kinetic Extreme/Trail Wading Boot

Vadestøvler må give enhver producent grå hår. Det virker som en umulig opgave at konstruere fodtøj, som skal kunne klare sig i både våd og tør tilstand, og som ejermanden oftest behandler hensynsløst ved at traske op og ned ad stenede kyster i dagevis eller ved at bokse støvlens sider mod grove sten i en strømfyldt elv. Alt sammen for blot at blive efterladt våde og beskidte på loftet, i garagen eller i bryggerset til de igen skal i vandet.

Ihærdige fluefiskere oplever derfor, at deres vadestøvler ikke holder mange sæsoner. Ligeledes er det ikke usædvanligt at møde ligesindede med støvler, som for længst ville have været kasseret, hvis de var tiltænkt brug på landjorden. Som med alt fodtøj havner man nemt i et dilemma hvad angår kvalitet, pris, komfort og holdbarhed. Det er muligt at købe eksklusive støvler med høj komfort, men disse må i reglen bukke lige så hurtigt under for det ekstreme brug de udsættes for. Omvendt kan støvlerne findes for ringe, og det er set at støvler har måttet kasseres efter blot en enkelt sommers laksefiskeri.

kinetic
© scandicangler.com
Fairpoint Outdoors

Kinetic har i flere år haft deres Extreme Wading Boot på programmet. Den har nu fået følgeskab af Trail Wading Boot, som er samme støvle men med profilsål i stedet for Extreme modellens filtsål. Jeg har gennem nogle år slidt mig igennem flere par Extreme støvler og har i denne sæson med fornøjelse brugt et par Trail støvler også.

Test
Støvlerne er lavet i olivengrønt kunstlæder og en grålig nylonvævning. Trods det vævede materiale i siderne oplever jeg sjældent problemer med sand i støvlerne. De er behageligt lette og pasformen er for mit vedkommende god. Selve konstruktionen er stabil uden at være klodset. Støvlerne slutter godt til, så heller ikke generende grus kommer indenbords.

Snørebåndet er gennemgående fra yderst på foden til op ad anklen. Det glider godt i holderne og sidder fint i krogene øverst. Jeg har ikke på noget tidspunkt oplevet funktionsproblemer med snørebåndet der fordeler presset jævnt over foden. Desværre for snørebåndet er mange waders dog monteret med gravelguards, som tit har en listig krog til at hægte på støvlernes snørebånd. Disse kroge er snørebåndenes akilleshæl og man må forvente et skift undervejs.

kinetic
© scandicangler.com
Fairpoint Outdoors

De to forskellige typer såler har siddet urokkeligt fast på de støvler jeg har fisket i. Jeg har undervejs mødt flere fluefiskere med tabte hæle eller gabende snuder på andre støvler, men Kinetic lader til at have fundet den rette medicin til at holde sålerne fast. Hvilken sål man bør vælge afhænger af brugen. Fisker du oftest på sand eller grusbund og færdes måske tit på græsklædte brinker, så er Trail modellen det rigtige valg. Bruges støvlerne derimod oftere på glatte store sten, så er der en gevinst at hente i Extreme modellen. Indeni begge modeller ligger en løs formstøbt sål som heldigvis bliver på samme plads..

Som det er tilfældet med de fleste vadestøvler, så giver disse støvler sig en smule i våd tilstand. Det er dog ikke så meget så det volder problemer, og de kryber ikke så meget, at man skal gå med klemte tæer ned til vandet for at få støvlerne blødt op igen når støvlerne er tørre.

Jeg har kun haft fornøjelser med både Trail og Extreme vadestøvlerne, og jeg oplever dem som det rigtige valg i balancen mellem pris og holdbarhed. Som alle andre vadestøvler slides de op – men langsommere end gennemsnittet.

Fakta
Mærke: Kinetic
Model: Extreme (filt)/ Trail (profil) Wading Boots
Størrelser: 40-49
Vejledende udsalgspris: 699/799,- dkk
Nærmeste forhandler oplyses hos Fairpoint Outdoors tlf. +45 4810 3800

Facebook Comments Box