Share |

Fremstilling af Transportrør

Istedet for, at købe et standard transportrør vil vi anbefale at lave det selv - Så det passer til dit behov!

Generelt syntes jeg at transportrør er for dyre, - det er jo blot et stykke aluminium- eller plast rør der er forsynet med en fast bund og et aftageligt låg. For dem der syntes det samme, og som har lidt snilde, er her så et alternativ. Et holdbart transportrør til 70 - 80 kr.

Materialer

De første stangrør fremstillede jeg i hårde PVC-rør (Poly-Vinyl-Chlorid) a la nedløbsrør, men de splinters ved slag når de bliver kolde. Derimod er VVS afløbsrør fremstillet i PP (polypropylen) bedre. Det også er et mere miljørigtig valg, idet affaldsstofferne ved en evt. senere bortskaffelse på et forbrændingsanlæg, kun er kuldioxid og vand. (PVC giver bl.a. dioxin) Røret kan holde til det meste, og fås i byggemarkeder i forskellige længder i følgende diameter: 40 mm diameter - en 2-delt fluestang 50 mm - en 3-4 del fluestang 75 mm - tre 3-delte fluestænger /2 fluestænger og 1 spinnestang Den ene ende er forsynet med en samlemuffe og der fås et tilhørende låg, hvilket udnyttes. Den faste bund laves ved at røret saves af så det er 30- 35 mm for langt til den stang det skal bruges til.

I praksis sættes låget i røret og stangen puttes i. Den indvendige afstand ned til stangen måles. Er den f.eks. 150 mm så afsættes der et udvendigt mål på 115 mm målt fra enden og stumpen skæres af. Det giver 35 mm til at sætte bund i. Der bruges en geringssav for at få et vinkelret snit. Alternativt må man mærke af hele vejen rundt om røret ( det gøres nemmest ved at lægge et stykke A4 papir rund om røret og tegne med en speedmarker langs kanten ) og save omhyggeligt.

Husk at tage stangen ud inden savningen - for alle tilfældes skyld !! Og smid ikke stumpen væk.

For at lave en fast bund vælger men nu en 9 mm krydsfiner eller MDF plade. Der laves en indvendigt opmærkning med den stump, der blev savet af. Bunden saves nu ud med løvsav eller stiksav. Foto 1 Det går ca. lige hurtigt, for løvsaven saver langsommere men mere præcist. Med stiksaven er man nød til at save lidt længere fra stregen, og det giver filearbejde bagefter. Vær omhyggelig, for kommer man inden for stregen, skal man bare til at lave en ny.

Når bunden er savet ud og tilpasset, pålimes en gang skum - mosgummi, musemåtte o.lign. Det skal tage de værste stød. Jeg plejer at presse stangrøret ned mod skummet og klippe langs indersiden af trykmønsteret. Hvis jeg bruger Mosgummi lægger jeg et dobbelt lag i. Det pålimes med kontaktlim. Bunden sættes nu i og husk nu at vende skummet ind i røret. Jeg plejer at undersænke bunden ca. 2 mm. Bunden kan desværre ikke limes i men jeg laver en opmærkning rundt om røret i en afstand af 5,5 mm fra enden ((9+2:2) = 5,5) og sætter fire linseformede rustfrie skruer i. Der bores for, og undersænkes. Skruerne monteres til lige før de er spændt til. Så tager jeg en gang tokomponent epoxy af 5 eller 10 min typen. Det blander jeg en god portion af, og fordeler det ud over bunden og godt ud til kanterne.

En del løber ned og tætner mellemrummet mellem bund og rør resten danner overflade på træproppen. Det får nu lov til at hærde op, skruerne spændes til og den ene ende er færdig. Den anden ende med det aftagelige låg er betydelig nemmere. Gummipakningen fjernes - det er vigtigt da proppen ellers kan gro så fast, at det næsten er umuligt at få den af. Der monteres samme skum inden i proppen som i bunden. Der bores et 3mm hul i midten af proppen. Derefter bores 3 stk. 3mm huller på langs med på røret med ens afstand. Jeg har ca. 20 mm mellem hullerne og øverste hul er ca. 60 mm fra rørenden. Derefter tager man en ca. 3 mm flettet nylon snor, den skal være ca. 30 - 40 cm lang. Der sættes en låseanordning på snoren som kendes fra sportstøj. Derefter bindes en knude. Modsatte ende trækkes igennem de tre huller der er boret i siden af røret som vist på foto 3. Start med nederste hul med at stikke snoren ind. I det midterste hul kommer snoren ud og den stikkes ind igen i det øverste hul. ( brug evt. en spidstang til at nå snoren inde i røret).

Dernæst bindes en knude ca. 5 cm fra snorenden. Enden stikkes derefter gennem hullet i proppen og sidste knude bindes uden for låget. Det lyder ufattelig kompliceret men se på fotoet det fortæller alt. Jeg brugte i denne sommer dette rør til to stk. 9" tredelte fluestænger og en todelt 6 1/2" fod spinnestang til en fjeldfisketur til Kvikkjokk, og det fungerede perfekt. Der er mulighed for, at afslutte røret med diameter på 50 mm, med en såkaldt slutmuffe for master. Den kan bl.a. købes i RS radioparts: katalog på nettet http://www.rs-components.dk/ Side 881 i kataloget. Varenr. 152-3239 - pris ca. 2 kr. Den eneste hage er at De kun vil handle med firmaer. (De har for resten også krympeflex i helt tynde dimensioner til påsætning af øjer på flueliner se side 563 i RS kataloget.) Men det kan sikkert skaffes gennem din lokale elektronikforhandler... God arbejdslyst

Facebook Comments Box