Mexico har meget at byde på for fluefiskeren – både på havet, langs kysterne og på de mange områder med flats, og i den tilsyneladende endeløse række af store fotomættede bøger om sidstnævnte fiskeri, er en hel bog nu dedikeret til den mexicanske yucatan halvø.
Juan Pablo Reynal og Daniel Beilinson indleder bogen med historien om fluefiskeri i Mexico, hvorefter bogens kapitler omhandler områder og lodges. Først den kendte tarpon destination Isla Holbox, så i nævnte rækkefølge; Cozumel, Boca Paila, Casa Blanca, Playa Blanca og Costa de Cocos.
Kapitlerne er skåret over en kendt læst for denne type bøger. Først en introduktionstekst til området og eventuelt en lille historie fra praktisk fiskeri, et kort over området, en masse store fotos med sparsom tekst og til sidst lidt tips til udstyr og fluer. Fly Fishing Mexico udmærker sig ved at være gangbar i lokalmiljøet også, da al tekst er gengivet både på engelsk og spansk.
Tekster og reel information er sparsom, men god nok til at kunne forfølge, hvis man ønsker at begive sig i forfatternes fodspor. I bogens sidste sider findes oversigt over kontakter og muligheder for booking m.m. Det er billederne der bærer bogen, og dybdegående information om emnet må man finde andetsteds.
Til gengæld skal man ikke være særligt hårdt ramt af saltvandsbacillen for at nyde bogens mange billeder i fulde drag. Det store format og en gedigen papirkvalitet løfter oplevelsen, men stilen i billeder er i mange kapitler ganske særegen. Masser af farve, polfilter og blitz. Den type fotos der får det hele til at se overjordisk ud. Jeg har selv besøgt et par af stederne fotograferet i bogen, og hvor fantastisk det end var at være der, så er bogens billeder endnu flottere.
Ikke noget nyt i denne bog, men en lækker forkælelse ud i produktion og billeder. Hvis man har en svaghed for fotobøger er Fly Fishing Mexico et must, der helt klart kommer ind i toppen blandt lignende bøger.
Fakta
Titel: Fly Fishing Mexico – The Yucatan Peninsula
Forfattere: Juan Pablo Reynal & Daniel Beilinson
Forlag: R y B Ediciones
Sider: 142
ISBN: 987-20546-1-4