Barracuda - svært at lade være

Det sværeste ved Barracuda fiskeri er egentligt at lade være. Uanset om du vadefisker eller fisker fra båd, vil du på et eller andet tidspunkt støde på en barracuda. Hvis du vel at mærke opholder dig i den tropiske del af havene. Barracuda findes i alle verdens have, blot vandtemperaturen er høj nok. Denne saltvandsudgave af vor hjemlige gedde kan blive op til 1.8 meter lang og veje over 40 kilo.

Trods dens glubskhed, er der meget få rapporter om angreb på mennesker, og de få man hører om er oftest selvforskyldte. Man skal eksempelvis ikke stikke hånden i vandet for at afkroge sin fangst, hvis man ved der er barracuda i nærheden. Man skal heller ikke gøre vandet uklart rundt om sig selv når man fisker, hvis der er Barracuda i nærheden.

Den jager udelukkende med synet, og dine hvide stikkelsbærben kan sagtens ligne et bytte, hvis du jogger rundt og laver sandskyer. Jeg har hørt om fiskere, som er blevet nappet lidt i benene af små Barracuda, og jeg har selv oplevet barracuda gå til angreb, mens jeg fightede andre fisk. Det var ikke mig barracudaen ville have, og en gang i mellem har de da også fået fat i min fangst.

Barracudaen er en eksplosiv og hårdt fightende fisk - de første 30 sekunder. Derefter bliver krudtet vådt. Barracudas jagtinstinkt er at være overraskende og hurtig. Med en topfart på over 60 kilometer i timen kan den næsten svømme fra alt, bare ikke særligt længe. Derfor vælger barracudaen som oftest at ligge og vente på lur.

Det kan være på kanten af dybt vand eller langs mangrove og koraller. Her ligger de og venter på at føden kommer tilstrækkelig nær til at et lynangreb kan sættes ind. Det er også her vi støder på dem, mens vi fisker. Når en flat bliver for lav til at fiskene kan finde føde der, vil de trække væk fra det lave vand og det ved barracudaen.

Oftest samler de sig i større flokke, og venter bare på at føden skal komme til dem. I disse render og kanaler med tidevandsstrøm har barracudaen det nemt, men på det lavere vand, er oddsene ikke store. Det er få fluefiskere som bruger en fisketur alene på at fange barracuda. Ikke fordi det ikke er spændende, for det er det, men fighten er kort. De små barracuda under fem kilo skal fanges på let grej før det giver mening.

Essensen af barracudafiskeri er det eksplosive hug og det efterfølgende udløb, der sker med høj fart og oftest med nogle heftige spring. Alt efter fiskens størrelse og fluegrejet kan det blive aktuelt med halvtreds til hundrede meters udløb og det er så det. Klart, en større fisk har dødvægt der skal flyttes på, men det har indkøbsposen med fem liter mælk i fra købmanden også. Det gør dem dog på ingen måder spændende at slæbe hjem.

Jeg startede med at sige, at man ikke kan lade være med at fiske barracuda og det er ganske indlysende. De ligger bare der som træstammer og venter på, at man serverer fluen for dem. De bliver sjældent skræmt, og flytter sig sjældent hurtigt, hvilket man ikke kan sige om alle de andre tropiske fisk. De har oftest ild i røven i forhold til den dvaske barracuda.

Den bedste præsentation af fluen er, når den lander på siden af barracudaen, bare en meter fra dens hoved, og dernæst bliver flyttet med høj fart. Ni ud af ti gange vil den angribe, måske fordi den selv bliver overrasket over, at den ikke havde set byttet noget tidligere. Hvis afstanden mellem flue og fisk er for stor, vil barracudaen oftest dreje rundt om sig selv, og stille sig i position mode fluen, uden at gå til angreb i første omgang.

Et par kast hen foran snuden gør underværker, og indtagningen behøver ikke altid være særlig hurtig. Disse træge barracuda skal hjælpes lidt på vej med en lidt langsom flue som fortæller - jeg er ikke særlig hurtig, men jeg vil godt væk fra dig. Der findes fluer specielt til barracuda. Det er lange slanke modeller, som skal ligne needlefish og balllyhoo.

Fluerne er gerne hvide eller sølv farvede med chartreuse eller grøn ryg, men andet kan gøre det. Personligt har jeg ved uheld fanget barracuda på både tarpon og bonefish fluer. Uheld vil sige, at jeg enten tog fejl af fiskearten, eller at barracudaen er dukket op ud af ingenting.

Helt små barracuda under et kilo klipper ikke et tarponforfang over, men ofte et almindeligt bonefish forfang. Oftest nipper barracudaen dog blot til bonefishfluen så krogen sidder yderligt. Godt for fluen, som derved ikke mistes, men skidt for fiskeren som nu skal bruge tid på at afkroge den. Oftest har man en anden fisk i kikkerten, og den kan nu stille og roligt forsvinde ud af syne, mens man bakser med cudaen.

En større barracuda klipper uden problemer ethvert nylonforfang over, også selv om spidsen er tæt på de 0,80 millimeter. Det eneste der dur til de større barracuda, er wire- eller titaniumforfang. Personligt foretrækker jeg wiren. Det er nemt at arbejde med, så tager det ikke mange øjeblikke at fremstille et forfang.

Brug 2,5 meter monofil nylon med en brudstyrke omkring de ti kilo efterfulgt af tredive centimeter tredive punds wire. Det er alt hvad der skal til for at fremstille et holdbart barracudaforfang. Nu kan det måske godt lyde som om jeg ikke giver barracuda store point som sportsfisk, og det er rigtigt hvad angår de små uforudsete fisk, der saboterer andre gode muligheder.

Øjenåbneren for mig kom først på en tur til en lille øgruppe ude i Golfen. Her var barracudaerne mangfoldige og store. Den tur gav to gode barracuda i den helt rigtige størrelse. 113 og 133 centimeter lange og den største vejede femogtredive pund.

Fanget på det rigtige grej under målrettet fiskeri var det pludseligt spændende, selv om fighten kun varede et øjeblik.