Baja - heftige minitun på flue

På min seneste tur til Mexico her i april, nærmere betegnet Baja California Sur halvøen på den vestlige Pacific side af Mexico, prøvede min kammerat Gordon Henriksen fra Atlantik Travel og jeg selv at fiske fire forskellige steder i det sydlige Baja: Cabo San Lucas, San Jose Del Cabo, East Cape og La Paz. Disse steder gav os mulighed for at fange blandt andet marlin, sejlfisk, makohaj, ladyfish, cubera snapper, sierra mackerel, roosterfish, jack crevalle og sidst men ikke mindst – black skipjack tun.

Fluefiskeriet var det vi fokuserede mest på, og noget af det sjoveste på vores tur var da vores lokale mexicanske guide Fernando fandt store stimer af velvoksne black skipjack tun op til seks kilo, som testede vores klasse 10 stænger og hjul til det yderste.

Mexicansk skønsang
Fernando er en lokal mexicansk håndlinefisker, der er gået over til at guide for lystfiskere, primært amerikanere. Vi havde booket to dages fiskeri fra panga (en mindre glasfiber motorbåd) syd for La Paz med Fernando. Han kunne ikke specielt meget engelsk, men det vigtigste han kunne sige kom lige fra hans mexicanske hjerte: ”Take it eeeeasy man” Han skulle nok finde fiskene til os, så vi behøvede ikke stresse, mens vi riggede vores omfattende arsenal af fluestænger til. At han så sang for fuld hals hele dagen, som en Venetiansk gondoliere, gjorde bare oplevelsen endnu større.

På førstedagen fiskede vi udelukkende off-shore cirka 30 sømil ude. Først var vi forbi nogle lokale fiskere for at hente små levende sardiner til agn, og til at kaste ud som chum (lokkemad) til de større fisk. Efter at have sejlet en time ud gennem hårde bølger, kom vi forbi flere forskellige hajbøjer. Disse små bøjer er forankret på havbunden mange hundrede meter nede, og de har oftest to agn til hajer påsat. Hajbøjerne tiltrækker sommetider dorado og andre rovfisk, men denne gang var der ikke nogen hjemme.

Mens vi sejlede, så vi af og til marlin der sprang fri af vandet, så vi vidste, at der var fisk i området.

Lad os mede en marlin
Fernando skiftede taktik og stoppede motoren, mens han riggede to havstænger til med 80 punds fluorocarbon forfang med en mindre krog i enden, som han satte en levende sardin på og kastede ud. Gordon og jeg kiggede lidt undrende på hinanden. Normalt var vi vant til at marlin fiskeri involverede trolling med kona-heads eller agnfisk for at lokalisere fiskene, men her lå vi bare stille og vuggede 30 sømil ude i en lille motorbåd.

Jeg var faldet hen i en døs, efter som vi havde været oppe kl. 04.00, men jeg vågnede hurtigt da det dikkede lidt i stangen, hvorefter jeg gav modhug. Sekundet efter sprang en flot stribet marlin ud af vandet, og linen hvinede af hjulet.

Fernandos tilbagelænede taktik havde overraskende nok båret frugt. Desværre mistede jeg fisken efter fem minutter, hvor den efter et par vilde spring var gået i dybet. Den lille str. 1 krog havde sluppet grebet og fisken var væk. Det var dog helt surrealistisk at mede marlin så langt ude, og vi var fulde af beundring over vores kaptajn, som uden nogen form for elektroniske hjælpemidler som GPS, ekkolod eller en stor avanceret marlinbåd med outriggere, havde placeret sin lille motorbåd det helt rigtige sted og fundet marlin til os.

Inshore
Næste dag ville vi gerne prøve kræfter med de forskellige inshore arter, altså kystnære fisk. Fernando lovede os, at i dag ville han fange rigtig mange sardiner, så vi kunne lokke tun tæt til båden og dermed på kastehold med

fluestængerne. Vi sejlede ud foran en stor klippeø, lidt syd for La Paz, der hedder Cerralvo, hvor tårnhøje klipper går direkte ned i dybet, hvilket gør, at der er masser af fisk men også flere hundrede meter dybt helt inde ved øen. Fernando viste os et par tricks med et kastenet, og det var imponerende så mange sardiner han kunne fange i et enkelt kast. Han fyldte hele bådens brønd til agnfisk på bare to kast med nettet. Derefter sejlede vi videre til hans hot spot.

Nu viste Fernando vigtigheden af først at chumme, når der fiskes på havet. Han smed simpelthen sardiner til højre og venstre, og det varede kun få sekunder før de første mini-tun brød overfladen i vilde plask efter de skrækslagne sardiner, der nu blev jagtet fra alle sider.

Gordon og jeg kastede vores Clouser Minnow fluer ud blandt fiskene. Med fluestangen klemt op under højre arm, brugte vi begge hænder til indtagningen for at få hastigheden op på fluerne. Det var noget tunene kunne lide, og det varede ikke længe, før vi begge stod med bøjede stænger og de store smil på. Vi fik de første fisk ind til båden. Det var ikke store fisk, men vi var ligeglade. Der er så meget energi og fart i en mini-tun på 1,5 kilo, at enhver dansk kystørred ville få baghjul. Vi kunne se på plaskene, at der var større fisk imellem, og jeg fik kroget en, der røg direkte i baglinen. Den gik tungt og dybt, og jeg måtte forsigtigt pumpe fisken opad.

Så blev linen pludselig slap - jeg troede den var knækket, men det var krogen, der desværre var rettet helt ud. Krogen var ellers en populær og stærk saltvandskrog, som burde have holdt til presset – disse fisk var bare bomstærke.

Gordon fik et tungt hug, mens han havde stangen under højre arm, og han gjorde det helt rigtige, nemlig at fortsætte med at strippe line ind, til fisken var kroget ordentligt. Han fik desværre ved et uheld linen om venstre arm, og jeg hørte et højt smæld, da loopet i spidsen af fluelinen sprang. Han var ikke helt tilfreds med situationen og bandede det fabriksmonterede loop langt væk, mens han tørrede blodet af, der hvor linen havde brændt sig ind i armen.

I næste øjeblik fik jeg igen hug af en af de store, og da jeg havde skiftet til en anden og stærkere

krog, fik fisken kamp til stregen på min klasse 10 fluestang, der fleksede helt i bund. Efter femten minutters hård fight, hvor hver omgang på hjulet var en sejr, kom fisken op til båden. Stor var min glæde, da jeg kunne løfte min første rigtige skipjack tun op til fotografering. Sveden løb ned af mig, for nu var vi i læ af øens høje klipper, og solen bagte ned fra en skyfri himmel. Vægten viste lidt over seks kilo, hvilket er ret pænt for denne art, og nu min personlige rekord for tun på flue.

Mens vi fangede flere af disse heftige tun dukkede et par andre både op og fiskede til stimen. De brugte levende sardiner som madding, men mærkeligt nok kunne de ikke få tunene til at hugge, og de måtte se sig totalt udfiskede af et par fluefiskere. Det er ikke hver dag i tropisk inshore fiskeri, at man oplever dette syn, og selv Fernando måtte indrømme, at det var ret effektivt med disse La Mosca (fluer på spansk).

Efter omkring fire timers nonstop action var vi helt ødelagte i armene, og vi bad Fernando om at sejle os et andet sted hen. Vi var simpelthen for udmattede af at strippe fluerne så hurtigt og hale disse turbo tun ind. Han sejlede os ind til en strand, hvor han kastede et par håndfulde sardiner ud i alle retninger, og igen varede det ikke længe, før vi havde meter lange needlefish og en roosterfish inde ved båden. Mine blytunge arme kunne desværre ikke formå at få kroget roosterfisken ordentligt, så den slap med skrækken.

Jeg har prøvet meget indenfor tropisk fluefiskeri lige fra tarpon, jacks, dorado, bonefish og store sejlfisk, men jeg må indrømme, at dagen med Fernando efter disse torpedoer virkelig var en af mine sjoveste oplevelser nogensinde. Jeg har altid ment, at skipjack tun nogle gange var lidt svære at få til at hugge, og selvom jeg ofte på tidligere tropiske ture har set dem jage i stimer, så har de ikke været at få til at hugge gang på gang. Men det ultra hurtige dobbelte strip, tyndt dressede oliven og pink clouser minnows i str. 1 og 2 på en 300-400 grains synkende flueline, fluorocarbon forfang samt masser af levende chum var åbenbart lige sagen.

Kontakt eventuelt Atlantik Travel via nedenstående link angående fiskerejser til Baja