Kaminsky er tilbage i storform og på hjemmebane i sin nye bog – en bred vifte af snapshots fra fisketure i hele USA...
Peter Kaminsky kalder USA for det mest fiskbare land på kloden. I hans seneste bog American Waters styrker han denne påstand gennem en række skrevne og fotografiske snapshots. Kaminsky er forfatter til flere bøger om fluefiskeri. Han har i flere årtier skrevet Outdoor klummer for New York Times om fiskeri og mad, samt en række artikler i kulørte amerikanske magasiner om fiskeri og mad.
American Waters handler om fluefiskeri, fluevande, fluefiskere – og mad – og livets små mysterier. Gennem fem afsnit og i alt intet mindre end 43 kapitler, der dog sjældent strækker sig over mere end tre sider, kommer Peter Kaminsky langt omkring. Fra Yellowstone til Everglades over Brooklyn og Montauk. Undervejs portrætteres en række af de personer, som har betydet mest for hans eget fiskeri eller som han beundrer, alle under overskriften: Lords of the Fly.
Minder om smukke små ørreder, sky bonefish, tunge stribers og brutale hajer fylder siderne med stemningsmættede snapshots fra mulighedernes land. De mange fiskehistorier krydres med opskrifter på og kærlighedserklæringer til mad med fisk.
Peter Kaminskys store force er hans evne til at skabe store billeder med små ord. Overdrivelser med glimt i øjet fremmer forståelsen. Hans punchlines rammer præcist og unødvendige forklaringer er skåret fra. Selvironien driver ned af siderne, og der er vise ord at hente om fluefiskeres optimisme, forventninger, skuffelser, nederlag og daglige kamp for også i ny og næ at vise interesse for livets øvrige aspekter.
Bogens illustrationer er gennemgående farvefotos med et par enkelt sorthvide i mellem. Dels Peter Kaminskys egne billeder, dels fotos lånt af venner og fiskeguides eller tilvejebragt fra fagets fremmeste fotografer. De fleste billeder er nydeligt afstemt i bogens ånd.
American Waters er veludført arbejde fra start til slut. Indbinding, layout og papirkvalitet er af høj klasse.
Som tidligere erfaret er Peter Kaminskys engelske ikke det mest letlæselige, men hans form og præcise ordvalg gør ham til en lysende stjerne på min boghimmel.
American Waters får mine varmeste anbefalinger. Jeg vil endog overveje at kigge nærmere på et abonnement på New York Times.
Fakta
Titel: American Waters
Forfatter: Peter Kaminsky
Forlag: Stewart, Tabori & Chang 2005
Sider: 192
ISBN: 1-58479-471-2